Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Continue reading »

Share

Alt, der gavner dansk økonomi hilses velkommen. Men at stimle sammen hvor gærdet er lavest er langt fra tilstrækkeligt til at kunne genoprette økonomien i Danmark.

Vi skal have en plan der gavner økonomien, og ikke blot anviser en grov og simpel metode til at reducere livskvaliteten for de få, og udhuler levestandarden for de fleste. Tiden er simpelthen løbet fra den anstrengte strammerkultur, som følger af regeringens mandat fra DF.

Continue reading »

Share

Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.

Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.

Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker – og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.

Continue reading »

Share

Mens den kinesiske regering opfordrer sin befolkning til at købe guld op, opfordrer vi i Europa og Amerika befolkningerne til låneforbrug. I kan jo nok se at det ingen steder holder ..

Siden subprimekrisen (kollapset på det amerikanske boligmarked) har der, blandt investorer, været stor usikkerhed omkring værdipapiraktivklasser som T-bonds og finansaktier, som har udvist en turbulent udvikling i ansættelsen af egenværdien i kraft af uvisheden om de faktiske tab og den reelle risiko.

Dette forhold har trukket investeringer væk fra disse klasser i retning af investeringsområder, som selv under en depression i økonomien har en realværdi, som f.eks. guld og andre metaller. Dette har naturligvis skabt større efterspørgsel på disse aktiver og trukket priserne op, og guldpriserne har allerede oversteget 1100 dollars per ounce. Kendere og folk med indsigt i guldmarkedet taler om at guldprisen, vil passere både 1000, 2000 og 3000 dollar pr. ounce. Ja, at værdien nærmest er grænseløs så længe afregning foregår i dollar…

Hvis denne tendens fortsætter, vil dollaren ikke være det papir værd, den er trykt på. Derfor er det forventeligt, at USA vil forsøge at reducere guldpriserne.

Jeg tror ikke på at hverken Obama eller hans efterfølger kan vende udviklingen i dollarøkonomien. Katastrofe er græsk og betyder ‘afgørende vending’ – Situationen er allerede en økonomisk katastrofe – vi skal iagttage at den bredeste form for optegnelse over pengemængden ikke længere offentligøres, vi véd ikke hvor mange dollars FED har ledt ud i markedet i de senere år. Sidste gang M3 blev opgjort var i 2000, da blev pengemængden forøget med indtil da rekordmæssige 15 %…

En eventuel omstrukturering af det internationale valutasystem, skal desuden lægge (mange) flere kinesiske renminbi i den vægtede kurv, men det vil fordyre de kinesiske varer, og da den kinesiske økonomi er afhængig af at kunne præstere to-cifrede vækstrater for ikke at lide kuldedøden, har der i Kina været en stærk modstand imod at styrke renminbien i SDR.

Den ekspansive økonomiske politik, som følger af G-20 topmødernes eksperimentaløkonomiske linie, fører direkte i en likviditets- og gældsfælde, som vil gå over i en langvarig stagflationsfase. De økonomier, der har fulgt G-20 landenes ekspansive kurs vil blive suget med i implosionen, når de finansielle markeder svinder ind, så de afspejler værdien af et kreditbaseret default swap equity pengemarked uden dækning i produktion og tjenesteydelser, men alene baseret på en vægtet kurv af valutaer, med et fast udsvingsbånd, og store mængder statsobligationer i valutaer, der står for trække økonomierne i frit fald efterhånden som de svigtende udvekslingsmekanismer gror fast.

Det faktum at IMFs ressourcer øges og bruges til at understøtte uansvarlig kreditadfærd rundt om i verden, frembyder heller ikke en gunstig fremtidsudsigt for den globale økonomi. Når det sker på baggrund af udsalg af guld er det grund til alvorlig bekymring.

Det er jo altsammen set før – kurserne i valutamarkedet træder jo i stedet for lødighed i et metalbaseret system – da verden forlod møntfoden og gik over til vekslekurser på arbitragemarkedet styrtdykkede økonomierne jo også efterhånden som metallet forlod centralbankerne, og folk hamstrede de faste værdier som metallet afspejlede. Efter den store krise i 1930′erne, hvor USA forlangte guldet tvangsindløst i mellemkrigsårene gik verden nærmest i stå, fordi kombinationen af økonomisk depression, den høje pris på penge og de ultrakonservative risikoafdækningsregler, gjorde at knapheden på likviditet fik produktionen til nærmest at gå i stå, selvom der var masser af produktionskapacitet til rådighed. Det skete fordi udvekslingsmekanismerne fejlede. Bankerne udførte nemlig her heller ikke deres helt specielle tricks med at få pengene til at blive til en strøm.

Alle de største økonomier mødes gang på gang for at forene de mange ekspansive tiltag, og de koordinerede tiltag holder det finansielle system – frit – svævende i luften, men der er ingen fremdrift. Tværtimod daler væksten kontinuerligt, så vi i dag faktisk har minusvækst…

Rundt omkring i verdens regeringskontorer sidder magthaverne og skærer tænder. Befolkningerne kræver resultater – ikke bare i USA og Danmark – men i den ganske verden. Resultaterne udebliver ikke desto mindre. Gælden vokser, arbejdsløsheden vokser og konkurserne tager til. Boligpriserne er snart en skygge af sig selv, og ejerne i stigende grad stavnsbåndet, da salget stagnerer.

Det sker fordi man ikke kan føre ekspansiv vækstorienteret finans – og pengepolitik i en økonomi der er gået ind i deflationsfasen. Historien viser da også alle de økonomiske kriser, der er opstået som følge af en periode med overforbrug, har ført over i en langvarig økonomisk krise.

Derfor skal regeringerne fokusere på at imødegå den næste fase af krisen som er valutakrisen. Det er et åbent spørgsmål, om USA og England i dag står på randen af en snigende statsbankerot. Dollarøkonomien står og falder nemlig med, at verden vedvarende ønsker at købe for 68+ billioner dollar T-bonds om ugen … Det vil verden måske gerne, men på et forudsigeligt sigt er det en utopi at forestille sig at der vil være tilstrækkelig likviditet til rådighed i verden, til at lade markedsøkonomien opkøbe sig selv, pengene skal desuden komme et sted fra.

Når centralbankerne sætter styrerenten ned til nær nul, giver de i realiteten afkald på det eneste værktøj, der kan bevare den finansielle stabilitet. Kursen er sat mod bankerot. Valutaen daler i værdi, likviditeten svinder ind, tilliden til valutaen falder og risikoafdækningspræmierne stiger. Fordi valutaen – som betalingsmiddel – er betinget af at tilliden til kursen (møntfoden) bevares. Når centralbanken – for at tvinge betalingsmidlet ud på markedet – eliminerer styrerenten, trykker flere penge og øger kreditterne i fremmed valuta mod valutaen, sker nøjagtigt det modsatte:

Markedet opbygger en stigende aversion mod valutaen som betalingsmiddel (valutaen forventes ikke at være pålydende værd.. på sigt). Man kan derfor ikke forhindre at likviditeten skrumper ind ved at trykke flere penge, da M3 pengemængden ikke afspejler udvekslingen af varer og tjenesteydelser.

Man kan ikke genskabe vækst ved at gøre betalingsmidlerne til nødpenge. En M3 pengemængde, øget i skyggen af krisen vil blot forstærke den ild, der springer i flammer, når valutaen udslettes. Kun den pengemængde – benyttet i transaktioner som betalingsmiddel – kan få likviditeten til at flyde igen (og kun transaktioner i den pågældende møntfod/krydskurs kan bevare tilliden til valutaen).

Den eneste grund til at pengemarkederne ikke allerede er braset sammen er, at de faste krydskurser ikke afspejler den lange forventning til valutaerne som betalingsmiddel, men blot den øjeblikkelige omsætningsværdi, som vil være stadigt mere voldsomt faldende …

Det er fristende at opfordre til at reetablere en økonomi, der har rod i fysiske krydsværdier som f.eks sølv. Men det ligger nok ikke lige omkring det første hjørne på vejen mod at konsolidere verdensøkonomien i et stabilt leje. Kineserne har allerede raslet med den økonomiske sabel og foreslået at verdens reservevaluta skal indeholde indexes af faste værdier som f.eks guld og SDR og flere store valutaer – men Bretton Wood II er ikke svaret på krisen, fordi det blot vil fastfryse den strukturelle krise i faste kurve af faldende værdi.

Sættes tingene i relief og man ser nærmere på IMF, hvori USA (som det eneste land har vetoret fordi det har 17 % af stemmerne i den beslutningstagende forsamling i kraft af sit økonomiske bidrag) – hvor iøvrigt USA med sine faste allierede altid besidder 62 % af stemmerne – har meddelt, at den agter at sælge 403 tons guld pga. dens eget budgetunderskud. Udsalget vil ske i faser over en længere horisont.

Denne udmelding fra IMF er andet end blot høflig information, da økonomien fungerer således, at en sådan udmelding ændrer kursen for hele guldmarkedet, så priserne vil falde.

Desuden forbereder IMF (USA) verden på, at den internationale krise sandsynligvis fortsætter og vil forværres …

Valutakrisen svækker generelt tillid til de flydende valutaer som verden i dag benytter. Kina (og Rusland) forsøger ihærdigt at komme af med en del af deres enorme dollarreserver ved at købe guld og andre metaller.

Den faldende dollar samt stigende købekraft og efterspørgsel efter olie i Kina og Indien har i høj grad medvirket til de stigende oliepriser. USA kontrollerer nu store dele af verdens vigtige oliereserver, ikke mindst i de olierige lande som Irak og Saudi Arabien (i kraft af dollar-ægteskabet). Dette udnyttes til at presse oliepriserne op, i håb om at USA kan kradse nok penge ind til at rette op på deres kolossale underskud.

Samtidig er dollaren unægteligt forbundet til olien (det sorte guld), og da olien handles i dollars, betyder det at dollaren bevares i cirkulation og desuden styrkes valutaens status som international reservevaluta.
Kan USA kan kradse nok penge ind til at rette op på deres kolossale underskud?

Ja, hvis prisen på olie kan holdes høj nok, og guldprisen lav nok, skulle der være en chance.

ing.dk/artikel/99062-nogle-ikke-ret-sjove-tal-fra-usa findes nogle interessante beregninger, der sætter mål den amerikanske statsgæld:

Det Amerikanske statsbudget har et underskud på $11.262.993. 507.804 – eller ca $11,263 trillioner (11.263 milliarder). En dollarseddel er meget nær 0,10 mm tyk (målt med en mikrometerskrue). Hvis man stakker $-sedler op vil stakken være 11.263.000.000.000 x 0,1 x 0,001 x 0,001 = 1.126.300 km høj.

Jordens omkreds er ca. 39.840 km ved ækvator. Stakken (lagt ned) ville derfor nå 1.126.300/39.840 = ca. 28,3 gange rundt om jorden. Vor måne er ca 382.000 km fra jorden, og stakken ville derfor nå 1.126.300/382.000 = ca. 2,95 gange til månen.

En $-seddel vejer ca. 1,24 gram = 0,00124 kg. Stakken ville så veje ca.: 11.263.000.000.000 x 0,00124 = 13.966.120.000 kg eller 13.966.120 ton

Alle USAs $-sedler har – uanset beløb – samme areal, og en seddel måler præcis 2.61 x 6.14 x 0.0043 tommer, svarende til 66.294 x 155.956 x 0.10922 mm …

Dvs. at arealet af en 1-dollarseddel er (afrundet) 10.342 mm2 eller 10.342 x 10-12 km2.

Hvis vi derfor veksler hele USA’s statsgæld til 1$-sedler og breder dem ud, side om side i landskabet uden overlap, fylder de ret præcist et areal på 11.262.993.507.804 x 10.342 x 10-12 = 116.450 km2

(afrundet) …

Sat i relation til noget vi umiddelbart kan forholde os til, er $-seddelarealet omtrent tre gange så stort som hele Danmark.

USAs areal er ialt 9,6 x 106 km2, så her har de altså rigelig plads til statsgælden (ca. 82,5 gange.)

Men alligevel kan man konstatere, at det nok bliver lidt af et slæb at betale den gældsbyrde tilbage.

Selvom gælden stadig “kun” udgør lidt under gennensnitsindkomsten for alle amerikanere, og der altså stadig er rigeligt plads at brede gælden ud over i Amerika, er det dog højst usandsynligt at den går meget længere …

Det siger sig selv at et pengemarked baseret på equity for dept swaps kan komme så langt ud i vekselrytteri, at det bryder sammen. Det er hvad vi i første omgang har oplevet som likviditetskrisen. Indtil vi får stabliseret valutasystemet igen, vil det være fornuftigt at bringe balancerne i systemet ned i et realistisk leje.

Jeg tror heller ikke på at dollarøkonomien nogensinde retter sig – det er ikke gjort med at stramme livremmen ind. Dollarens særlige rolle i det internationale pengesystem indbefatter en særlig rolle som verdens reservevaluta. Den rolle er udspillet – dollaren går nu samme vej som pundet efter WWII ved Bretton Woods – støvets vej …

Man har ikke fantasi til at forestille sig katastrofens omfang, men pengehistorien er spækket med lignende begivenheder – i gamle dage når man tabte en krig (der har vi jo særlige evner i Danmark) skrumpede møntudbredelsesterritoriet – og metallet flød ud af landet – og de elendige sedler hobede sig op på den mindre plads, medførende en voldsom inflation og gældsætning for at reetablere møntfoden og dermed tilliden til valutaen.

Siden USA forlod den sidste rest af guldfoden (25 %) i 1971 har dollaren i realiteten været flydende i forhold til guld. Man taler så meget om guld i disse tider, og USA’s guldreserver er anslået til omkring 8000 ton, men man véd det ikke, det er bare noget man siger, for guldreserverne har ikke været revideret siden midten af 1950′erne. Man har ligeledes oplyst at guldet er flyttet til FED’s hvælvinger 126 m under jordoverfladen. Ronald Reagan nedsatte en guldkommission, der skulle vurdere USA’s muligheder for at vende tilbage til guldfoden – men de kunne ikke finde guldet, man siger at det allerede er solgt …

Kineserne og inderne tror heller ikke på at dollarøkonomien kommer til at rette sig, de har henholdsvis opkøbt over 1100 ton og 200 ton guld alene i år.

I dag er solvensen rettet op i bankerne – dvs. den består af statsgarantier – så der er ingen teknisk garanti: Dollarøkonomien er baseret på luft …

Om forladelse, men man får ikke rét meget for en liter luft idag …

Den måde valutasystemet fungerer på er, at staterne deponerer både guld og penge centralt – I IMF deponeredes 25 % i guld og resten i indskud. værdien af valutaen er afhængig af indskudets størrelse, ligesom indflydelsen også afhænger af størrelsen.

Ved Bretton Woods aftalte man at dollar skulle være forankret i forhold til guld, og andre valutaer så skulle blokflyde i forhold til dollaren. Forudsætningen for at dollaren kunne fungere som reservevaluta var dog at USA skulle udvise moderat vækst og et passende handelsbalanceunderskud, der modsvarede de øvrige landes vækst. De faste kurve af valutaer afbalancerede så valutasituationen. Bretton Woods-Aftalen gik nemlig ud på at sikre stabiliteten i valutasystemet.

Den Internationale Valutafond (IMF) blev oprettet i sammenhæng med dannelsen af Verdensbanken som en følge af af Bretton Woods-aftalerne fra som blev indgået i 1946, og da næsten halvdelen af verdens penge var i Amerika, lige som det meste af guldet, Bretton Woods var det på det tidspunkt en aftale – der sikrede at den globale vækst kunne gå i gang efter et halvt årti’s ødelæggende krig. Dollaren erstattede ved dannelsen af IMF Pound Sterling som reservevaluta.

Der findes en interessant samling “kort” på denne adresse: financialgraphart.com/fedchart.html

Ovenstående link fører til en beskrivelse af dollarøkonomiens udvikling siden etableringen af FED. Fyren, der laver dem beskriver i øvrigt også Dow Jones og udviklingen i Guldprisen, sammenholdt med de historiske begivenheder.

Den grafiske fremstilling af FED’s betydning for dollarøkonomien kan skrives ud i plakatstørrelse, og giver en udmærket grafisk fremstilling af dollarens udvikling i den periode hvor købekraften på en dollar er faldet til værdi af 1 cent.

Som man kan se blev systemets udsving ikke stabiliseret over tid, men drives i ubalance af store sikkerhedspolitiske begivenheder og et umådeholdent amerikansk forbrug. Den sidste stykke graf viser at de vilde udsving – sidste år og i år – er uden sidestykke i FED’s historie og kan beskrives som dollarøkonomiens dødskramper.

Når kineserne køber guld er det for at få “vekslet” de dårlige dollar til en fast værdi.

Jeg tror ikke at verden nogensinde vender tilbage til metalmøntfoden. Det ville heller ikke virke. Guldmøntfoden ikke attraktiv som grundlag for valutasustemet fordi der simpelthen er for få naturlige ressourcer – der i øvrigt svinder år for år. Produktionen falder med ca. 467 ton pr. år, og i forvejen er forekomsterne for små til at det kan udgøre et solidt fundament for valutaerne, det svarer til at man ville gøre kongens hår til møntfod – vækst er en utopi når de naturlige ressourcer er svindende…

Kina har derimod talt om at gøre en blok af valutaer til reserve efter samme model som Verdensbanken og IMF gjorde dollaren til reservevaluta. Man skal her holde sig guldets rolle for øje.

Det meste guld er i dag deponeret i Bank of England (BoE), således er også Danmarks guld – hvis jeg ikke husker galt er det ca. 67 tons vi har - deponeret i BoE. Guldreserverne forlader aldrig Centralbankerne, men det lejes ud og bidrager dermed en kilde til indtægt.

Den største værdi er den indflydelse på valutasystemet, som det giver adgang til. Det er derfor at kineserne køber op med arme og ben …

Alt tyder derfor på at vi går ind i en periode med store valutakvaler. Ikke bare dollaren, men også pund og euro er i dag voldsomt overvurderet. Har man fulgt med i Nationalbankens opbygning af valutareserven, fremgår det tydeligt at risikoen aldrig har været større for at det på kort sigt bliver nødvendigt at slås ihærdigt for at holde renterne nede på et rimeligt niveau.

Historien er ved at gentage sig selv (på en ny måde), da ØMU’en synes at komme til at lide samme kranke skæbne som Bretton Woods. For Tyskland kører igen i dag solo på kravene til nationaløkonomien.

Kunsten for en lille økonomi som Danmarks er at ruste sig til stormen mod især euroen. Men jeg anbefaler at Danmark følger de tyske krav nøje, da straffen for at give los a lá G-20 bliver et hårdkogt spekulationsangreb imod vor valuta, såfremt vi ikke holder os på den sikre side af stabilitets- og vækstkravene …

Hvis arbejdsmarkedet og det politiske system i visse af EU-landene (også Danmark) ikke formår at levere løn- og prisvækst på tysk niveau, ser de langsigtede udsigter for ØMU’en faktisk dårlige ud.

Det er slet ikke utænkeligt, at det går med Maastricht-traktaten, som det gik med Bretton Woods-aftalen. Bretton Woods-aftalen, som løb fra kort efter den anden verdenskrigs afslutning og frem til december 1971, var baseret på at USA fastholdt lav inflation og at andre lande holdt en fast valutakurs mod dollar. Men aftalen faldt på at USA tillod større prisstigningstakt end Tyskland brød sig om, og det fik aftalen til at bryde sammen.

Man kan spørge om det samme kan ske for ØMU’en?

Svaret på det retoriske spørgsmål er: Ja, det er i høj grad sandsynligt at ØMU’en bryder sammen …

En eventuel opløsning af Europas monetære union vil enten ske ved at lande som ikke magter at holde pris- og lønvæksten nede, trækker sig ud. Eller det vil ske ved at Tyskland vender tilbage til D-Mark. I førstnævnte tilfælde kan betalingsstandsning for statsgæld langt fra udelukkes. Men denne risiko er allerede priset ind i markedet, ved at den effektive rente på statsobligationer i samme valuta – fra forskellige EU-lande – faktisk varierer i stigende grad.

Angrebet imod Euro indbærer sandsynligvis en test af krydset til især schweitzerfranc. CHF har traditionelt set i krisetider været en tilflugtsvaluta. Siden 1925, er der i forbindelse med kriser sket et niveauskifte 3 til 4 gange. Det sker sandsynligvis igen. Den turbulente kursudvikling i år, og det at den schweiziske centralbank netop har interveneret for at lægge en dæmper på en styrkelse af valutaen, viser at bevægelsen imod en styrkelse af CHF i krydset til både USD og Euro allerede er i gang. Sandsynligvis vil krydsene Yen/Euro og NKR/Euro også styrkes …

Det er endog heller ikke usandsynligt at angrebet kommer til at gå via DKR, da ECB dermed vil være nødt til at købe op i DKR – som i øvrigt angrebet på italienske lira og britiske pund i 1992 (der lagde EMS’en i graven). Med mindre Nils Bernstein kan rumle med et bjerg af CHF …

Det er især i koblingen i mellem husholdningernes kreditkultur og valutaens krydsværdier at udfordringen til dansk økonomi vil ramme hårdest. Renten vil nemlig klatre i vejret, når stormen rammer ECB.

Derfor er hermed givet en opfordring til at få låst rentebyrden ned mens chancen er der.

Share

Man vil gerne fra politisk hold give grådigheden skylden for at det økonomiske system er blevet rystet i sin grundvold – ja, grådigheden – og så bankerne, som også får skylden for at pengestrømmene nærmest løb tørre i det forgangne år, og stadig af politikerne anklages for at holde på pengene!

Men problemerne, der i dag tårner sig op for nationaløkonomierne er hverken udsprunget af grådighed eller dårligt drevne banker. Årsagen til at økonomierne er kørt af vækstsporet, og store dele af det internationale banksystem i dag er borteroderet, skal derimod findes i dårlig og mangelfuld lovgivning, manglende indsigt i økonomiske forhold hos tilsynsmyndigheder og ineffektive, kompetenceløse og uambitiøse lovgivere, der har haft øjnene stift rettet mod blind vækst, snarere end bæredygtig økonomisk fremgang.

Verdens uheld er desuden blevet forstærket af, at økonomien ikke har haft synderlig fokus hos magthaverne i tiden i mellem de store krak, hvor politikere verden over har lukreret på de konjunkturdrivende økonomiske politikker, og i forskellig grad forstærket – og muliggjort – at økonomien har kunnet køre helt eller delvist af sporet.

Bemærkelsesværdigheden krydres i særlig grad, når det viser sig at problemet især udløber fra verdens to sidste reservevalutaer Pund Sterling og US Dollar. Det er lidt ligesom at man ikke har registreret – eller ønsker at se virkeligheden i øjnene – at man har ændret betingelserne for verdensøkonomien igennem de sidste 60 år, ved at sætte al kreditværdighed over styr og givet parlamenter og kongresser card blanche til at føre indenrigspolitik i hele verden, således at man i de atlantiske økonomier i dag står uden reel indflydelse på verdens monetære betingelser, der står foran at rulle et halvt århundredes budgetoverskridelser tilbage.

Til trods for at man i USA nu i to på hinanden følgende administrationer har arbejdet målrettet på at stabilisere konsekvenserne af den – uden sidestykke – enorme overbelåning af amerikansk ejendom i mellem 2001 og 2007, der har lagt grunden til en af de største økonomiske katastrofer i verdensøkonomien, står de grundlæggende problemer stadig uadresserede…

Siden oktober 2008, da USA’s daværende finansminister Henry Paulson startede gældsspiralen for alvor, ved for første gang at overføre alle de dårlige papirer til staten, er USA’s økonomi gået i et mere eller mindre ukontrolleret stall, som skiftende finansministre og præsidenter har været ude af stand til at stoppe, og tiltagene – både fra USA, Storbritannien såvel som resten af G-20 landene, har trukket hele verden ud i en ond gældspiral, som idag ingen ende synes at ville tage.

Centralbankerne vil kun være i stand til at yde de ekstreme likviditetsudvidelser i en stærkt begrænset periode, førend kapitalfaciliteten tørrer ind. Den enorme udstedelse af statsobligationer har en naturlig kapacitetsgrænse, hvor markedet lukker af, og banksystemernes evne til at fastholde den lave rente, der skal levere kraften til den efterfølgende vækst, som følger af likviditetsflowets bankmultiplikator – dvs. det finansielle systems evne til at skabe pengestrømme – er afhængigt af omverdenens vilje til at investere i obligationer i dollar, pund og euro.

Derfor er budskabet fra G-20 nu, at de store likviditetsindsprøjtningers tid snart er tilendebragt, og man derfor påbegynder overvejelserne for en exit-plan ud af de store monetære udvidelser.

Forøgelserne af især USA og Storbritanniens udlandsgæld er så tæt på højdepunktet, for hvor produktionskapaciteten og evnen til at svare renter og afdrag af gældsbyrden er nået, at det hurtigt kan få renterne til at stige med eksplosiv kraft.

De voldsomme monetære aktiviteter fra centralbankerne i USA og Storbritannien og EU har bragt pengemængden mod skyerne. Pengemængden er i dag firedoblet i EU. I USA slår Bernanke dog alle rekorder, idet han med FED har kapacitet til at pumpe knap 500 mio. $ ud i timen, og hidtil har kineserne vist sig villige til at betale ved Kasse 1, når Bernanke sælger T-bonds.

Men at kraften til at rette op på den monumentale ubalance i verdensøkonomien fortsat skulle kunne komme fra den kinesiske Münchausen-økonomi er en illusion, fordi væksten i Kina er baseret på en stadig stigende strøm fra den kinesiske centralbank hvor kun 4 ud af 10 yuan kommer ind igen. Resten forsvinder ud som ”non-performing loans” – den kinesiske økonomi kan derfor sammenlignes med en haj – så længe økonomien er i bevægelse overlever den, og hvis den bremser, vil den dø. Det er derfor blot et spørgsmål om tid, hvornår kinesernes evne til at trække sig selv op ved håret vil tage en ende.

Så længe den indenlandske efterspørgsel formår at skabe 10 mio. jobs pr. år, og det vil være muligt at bygge endnu et kraftværk til at levere kraft og energi til arbejdspladser og beboelser, vil væksten fortsætte. I takt med at de kinesiske banker og finansvirksomheder kan opkøbe udenlandske værdipapirer og finansiel virksomhed, vil det desuden være muligt at konvertere den store statsøkonomi til at fungere på markedsvilkår. Men også det er et kapløb med tiden.

En stadigt større andel af økonomien går nemlig til at højne levestandarden. Kinesere er ligesom alle andre mennesker og forbruget er støt stigende. Inflationen indfinder sig med stadig større hast og de stadigt stigende leveomkostninger sætter økonomien alvorligt under pres.

Løsning på den økonomiske krise har i Kina, som i resten af verden været, at sende store portioner af likviditet ud i økonomien: Grøn udvikling, infrastruktur og statslån til regioner og industrier til udvikling og vækst.

Men desværre virker det heller ikke i Kina. 80 % af pengene forsvinder simpelthen i bobler på aktie- og boligmarkedet og privat spekulation. En kontraktion i den kinesiske bobleøkonomi – der i dag sprudler og sprutter af massiv overinvestering – vil drive en stor del af de midler, som i dag står anbragt i amerikanske værdipapirer, ud af markedet og det vil ikke blot forstærke kursfaldet på både amerikanske dollars og værdipapirer, men det vil også udløse et globalt økonomisk jordskælv, når USA sender renten mod skyerne for at forhindre at verdens reservevaluta styrter til jorden.

Den eneste grund til at pengemarkederne ikke allerede er braset sammen er, at de faste krydskurser ikke afspejler den lange forventning til valutaerne som betalingsmiddel, men blot den øjeblikkelige omsætningsværdi, som vil være stadig mere voldsomt faldende …

Det siger sig selv at kollapset i de atlantiske økonomier, vil komme til udløse et skælv under den globale økonomi, som vil få likviditeten til at trække sig tilbage som ved en tsunami, og at USA’s bratte fald fra økonomisk supermagt til et finansielt uland, vil få katastrofale følger for verdensøkonomien.

Den opmærksomme læser vil hævde at verdens internationale monetære styringsorganer ikke vil tillade al dette at ske, og at Den Internationale Monetære Fond (IMF), og Verdensbanken vil gribe ind inden da. Men bare tanken er en utopi…

IMF er et centralt styringsorgan i både det internationale pengesystem og den internationale økonomi. IMF har eksisteret siden 1944, og blev etablereret efter en konference i Bretton Woods i USA, for at kunne sikre den internationale stabilitet med en international koordineret pengepolitisk og økonomisk indsats.

IMF blev etableret med det mål, at skulle sikre faste valutakurser og at modvirke spekulation og stærke udsvingning på valutamarkedet ved at fastfryse valutaerne i en vægtet kurv, samt at kunne fungere som en slags international “lender of last resort”, der kunne kunne diciplinere de enkelte medlemslande med regulerende krav igennem kontrol med udenrigsøkonomien i forbindelse med lån.

Den oprindelige idé var at de enkelte medlemslande kunne definere en kurs for forholdet mellem deres valuta og guld. Hvert land skulle herefter sørge for, at de reelle valutakurser på markedet ikke afveg mere end 1 % fra den erklærede pariværdi. Ligesom at kursændringer ved devaluering og revaluering dog var tilladt indenfor visse grænser.

Den økonomiske kraft fastlagdes ved kontante indskud og deponering af guldreserver i fonden i forholdet 3:1. Indflydelsen på IMF’s regulatoriske arbejde blev fastlagt efter størrelsen på indskuddet, som derfor også definerede de enkelte landes kreditværdighed over for fonden.

Men USA’s økonomiske deroute over de sidste 40 år, har gjort IMF’s rolle langt mindre effektiv på grund af dollarens evindelige problemer. IMF’s rolle og formål i verdensøkonomien led det første skibbrud i 1971, da USA devaluerede kraftigt og opløste (den i forvejen begrænsede) guldindløselighed, og man indfører et system med ”elektronisk guld” – en fiktiv valuta, og særlig økonomisk måleenhed kaldet specielle trækningsrettigheder (engelsk Special Drawing Rights, SDR) som er sammensat af en række forskellige valutaer, som dog ikke har været reguleret siden midt i 1980’erne.

Tanken om at IMF og Verdensbanken skulle kunne fungere som en slags centralbank for verdensøkonomien, bryder til sidst også sammen, fordi anvendelsen af en national valuta som dollar som verdens resevevaluta, forudsætter at USA har et vist betalingsbalanceunderskud, der afspejler væksten i de andre deltagerlandenes økonomier, således at der kan skabes international likviditet.

Dette problem er særligt tydeligt i dag, hvor USA har haft drevet en lokal boligprisboble op på globalt plan, både fordi dollaren er et gyldigt betalingsmiddel indenfor hele IMF’s aftaleområde. Men selvfølgelig også fordi konstruktionen af de derivater, som gjorde boblen mulig var omsættelig globalt.

Opfindelsen af specielle og uigennemsigtige derivater samt adskillelsen af kreditvurdering og långivning, førte som bekendt igennem en subprimekrise (populært sagt: man lånte ud til folk der ikke kunne betale tilbage – på uigennemsigtige betingelser). Kombinationen af byggeboom, boligboble og ekstremt lav rente og de særligt strukturerede obligationer, som bestod af mange tusinder af ”skiver” af lån, gjorde at de strukturede obligationer afsattes på det globale marked og dette massive marked blæste boblen op globalt og forstærkede virkningen af kontraktionen i pengemængden, da boblen brast.

Investeringsbankerne, som havde drevet dette marked stod for et hurtigt fald – og der er i dag kun en enkelt tilbage på Wall Street. Det tilsvarende krak i Northern Rock, der som det største realkreditinstitut i Storbritannien stod for over halvdelen af prioritetsgælden i landet, fik hurtigt drevet den britiske økonomi på kant med stabilitetspagten i EU, da den britiske stat hurtigt gik ind og overtog garantiforpligtelserne på gælden. Der kan fortælles lignende historier om franske, irske, tyske, og spanske banker og kreditanstalter…

Den efterfølgende likviditetskrise, der tårner sig op indtil alle tabene rundt omkring i pengemarkedet er blevet erkendt – og åbenlyse for enhver – har efterhånden fået udraderet de mest eksponerede kreditanstalter og taget livet af de mest uansvarligt drevne. Men den sidste bank, der har hvælvingerne fulde af de giftige derivater er ikke gået konkurs endnu …

De sidste 50 års krige – og kapitaleksport i form af oversøiske investeringer – har drevet USA’s betalingsbalanceunderskud langt ud over det røde felt, indtil det i dag nærmest er hoppet uden for skalaen. De akkumulerede amerikanske betalingsbalanceunderskud har udvirket en støt stigende international likviditetforøgelse, og dermed sat betydelige mængder af dollars i omløb uden dækning i hverken USA’s eller andre landes produktion.

Denne internationale – stadig voksende – pengemængde i dollar, ligger i dag som en tikkende inflationsbombe under hele verdensøkonomien, og vil resultere i en inflatorisk og katastrofal valutaspekulation, som sætter hele valutasystemet i brand, og i dag allerede presser valutamarkedet mod spekulation, og det var jo netop dette, IMF skulle forhindre …

Et valutasystem, som tillader USA at finansiere sine krige og investeringer i såvel ind- som udland ved at lade seddelpressen køre, bliver betragtet med stigende utilfredshed i verden. Ikke mindst af Kina, hvis store statsøkonomi er afhængig af, at kunne konvertere de store mængder likviditet til internationale investeringer.

G-20 landene som under Storbritanniens formandskab har forstærket forøgelsen af pengemængden, udbygger faren for at et inflationært sammenbrud kommer til at sætte USA ud af stand til at svare sine forpligtelser på sigt. Der vil ikke tilnærmelsesvis i verden være dækning til at indfri blot en brøkdel af den gæld som USA har opbygget på sit betalingsbalanceunderskud igennem de sidste 40 år.

En eventuel omstrukturering af det internationale valutasystem, skal desuden lægge (mange) flere kinesiske yuan i den vægtede kurv, men det vil fordyre de kinesiske varer, og da den kinesiske økonomi er afhængig af at kunne præstere to-cifrede vækstrater for ikke at lide kuldedøden, har der i Kina været en stærk modstand imod at styrke reminbinien/ yuan i SDR.

EU’s indførelse af valutaen Euro i 1999 har bevirket at europæerne typisk har haft en grænseløs tiltro til Euroens stabilitet. Stabiliteten er dog ikke større, end at Euroens forgænger i form af slangesamarbejdet i realiteten brød sammen i 1992 netop på grund af intens valutaspekulation …

Tilsvarende kan enden på IMF, Verdensbankens – og resterne af Bretton Wood systemet’s –  godt og vel 60-årige stabilitetsperiode anes i horisonten, hvor rigtige værdier som guld, lyser op i mørket…

Det er ikke utænkeligt at vi kan forvente at se de lange obligationsrenter på både 18 og 26 % eller mere, når markedet korrigerer sig selv ved enden på FED, BoE, ECB, og IMF’s og G-20 landenes økonomiske fantasterier.

Det er muligt at usandsynlige tider kræver usandsynlige løsninger – men at forvente at kapitalallokering via centralbanker kan erstatte frihandel og global handel, er en utopi.

De mange likviditetsinjektioner og de jure nationaliseringer af kreditanstalter og finansinstitutter – trækker ressourcer ud af markedsøkonomien og subsidieringerne virker som en møllesten om halsen på handlen.

Redningsaktionerne virker med modsat fortegn: De hjælper ikke, men de forstærker problemet.

Når centralbankerne desuden sætter styrerenten ned til nær nul, giver de i realiteten afkald på det eneste værktøj, der kan bevare den finansielle stabilitet. Det synes som om at beslutningstagerne ønsker at afskaffe finansiel stabilitet og arbejder målrettet herpå.

Kun hvis det igangværende credit chrunch og de nødvendige konkurser får lov at ske, kan konjunkturen vende. At lade staterne finansiere tabene – uden at markedet får lov til at optimere og tilpasse det finansielle produktionsapparat – medfører at redningsaktionerne og likviditetsboostet blot vil forværre krisen og gøre ondt værre…

 

Da problemerne især er opstået på baggrund af et betydeligt amerikansk betalingsbalanceunderskud, skal løsningen derfor også findes i redefinering af den amerikanske økonomi.

 

G-20 skulle sende amerikanerne hjem med en opgave og gøre Obama – som jo er indbegrebet af mr. Fix-It alligevel – til en mand med en mission:

  1. Styrk tilliden til at den amerikanske regering har tingene under kontrol, og udsted garantier for at de sunde forretninger har uendelig likviditet til rådighed – i verdens stærkeste valuta – og ikke den tynde kop te, som der serveres i dag …
  2. Lav en clearingplan for de for de nødstedte boligfinansieringslån – og L u k  kreditvirksomheder som Fanny Mae og Fredie Mac, i stedet for at levere refinansieringen og lade dem opbygge endnu en subprimekrise på horisonten. (Det er jo horribel inkompetence på højeste plan. Lærer i amerikanerne da aldrig af jeres fejl?)
  3. Etabler et kreditfinansieringssystem efter balanceprincippet, og anlæg en ultrakonservativ risikoafdækningspolitik, så de nye realkreditobligationer – fra første dag – fremstår som guldrandede papirer, så renten naturligt kan holdes nede.
  4. Etablér en offentlig uafhængig centralbank, og udtræk T-bonds til udløb i takt med at US Tresseaury sælger ud af guldet, indtil dollarkursen er stabiliseret og pengemarkedet igen er i en god gænge (Dvs. der sker transaktioner i en stabil krydskurs).
  5. Arbejd på at etablere et indre marked i stil med EU, der gælder for hele det amerikanske kontinent:
    Alaska, Canada, USA, og Sydamerika, og få udnyttet det indre marked til lokal produktion, billigere energi, større arbejdskraftreserve, og tag den merkantile kamp op med Kina.
  6. Udstræk gyldigheden af den amerikanske valuta ned i de mellemamerikanske stater (som alligevel leverer arbejdskraften til produktion o. lign., og trækker valutaen ud til hjemlandene).

For kun ved at udstrække gyldighedsterritoriet for valutaen og samle de økonomiske kræfter på det amerikanske kontinent, kan USA opnå kapacitet nok til kunne arbejde gælden til omverdenen af …

Og hvis det lyder for besværligt, kunne en simpel løsning kunne være at holde udsalg:

Guldet kunne afsættes til Kina, Virgin Islands kunne sælges til Danmark, Californien til Mexico, Alaska til Rusland osv…

Share
Tagged with: