Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Enten så skifter Danmark kurs og vælger en offensiv økonomisk politik, der rettes mod krisens årsager, eller også sendes danskerne ud på en frugtesløs ørkenvandring og skubber derved bare ansvar (og pris) til senere afregning.

Afkoblingen fra økonomien fortsætter stadig med uformindsket styrke globalt, og selvom konjunkturerne er milde ved dansk økonomi, vil de også i den sidste ende få ram på økonomien i vor egen lille andedam, hvor den danske krone er hård valuta.

Et af de store spørgsmål – før monetarismen – var om der er grænser for vækst.  I dag kan vi blot håbe at det ikke er tilfældet.

Set over det lange perspektiv, kan det forekomme besynderligt, når vi er klar over at økonomien vil køre af sporet – den ene gang efter den anden, at der er så lidt man kan gøre ved det. Viljen fejler ikke noget, men særligt begavet, det kan man ikke påstå at vi handler.

Især ikke når det viser sig, at vi kun meget trægt tager ved lære af vore fejltagelser.

For Danmark var de økonomiske forhold vidt forskellige for de to hovedkriser i perioden 1987-2011.  Hvor der i det meste af perioden 1987-93 var fremgang for de danske eksportvirksomheder, har den økonomiske krise i de senere år stort set raset globalt.

En anden central forskel har været, at økonomiens udgangspunkt af opkonjunkturen målt på både betalingsbalance, udlandsgæld, offentlig gæld og arbejdsmarkedet var langt stærkere i det første årti af 2000-tallet end i 1980′erne.

Der er fællestræk for de to kriser – en forudgående overophedning af den danske økonomi og stærkt stigende ejendomspriser - men der er også markante forskelle i den førte finanspolitik. I årene umiddelbart forud for de senere års finanskrise bidrager en konjunkturmedløbende finanspolitik til at forstærke overophedningen af økonomien. Hvorimod en stram finanspolitik i midt-80′erne bidrog til at reducere overudnyttelsen af produktionsresurserne.

Continue reading »

Share

I Dagbladet Børsen kunne vi fredag d. 2. december 2011 læse en anekdotisk kommentar fra cheføkonom og skattepolitisk chef i Dansk Erhverv Bo Sandberg, om Monthy Python og de multinationale. Kommentaren slynger lidt statistik fra Skatteministeriet frem i offentligheden:

Multinationale udgjorde i 2008 1,6 % af virksomhederne i Danmark, men betalte 53 % af den samlede selskabsskat. De udgør 19 % af den samlede beskæftigelse. 23 % af omsætningen og 27 % af eksporten.

Dansk Erhverv mener, ikke overraskende, at det må være nok at skabe arbejdspladser.

Det er jo et vældig populært synspunkt. Alle lande behøver arbejdspladser, og alle lande har brug for at dets borgere forpligtes til at bidrage til almenvellet.

Men som det vil fremgå af det efterfølgende, kan det være vanskeligt at fastslå i hvilken grad.

The Network of Global Corporate Control blev offentliggjort 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One og er forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder. Ifølge analysen kontrollereres verdensøkonomien – overraskende nok – af blot 147 virksomheder og banker.

For at udrede ejerskabsforholdene definerer forskerne ejerskab som aktiebesiddelse. Hvis ét firma ejer halvdelen af en anden virksomheds aktier, som til gengæld ejer 50 % af en tredje virksomheds aktier, så kontrollerer den første virksomhed indirekte 25 % af sidstnævnte. Denne type koblinger kan analyseres i uendelige dybder på tværs af landegrænser, og ikke helt overraskende tegner der sig et meget centraliseret billede af, hvem der ejer hvad og hvor meget.

Den mest interessante asymmetri er dog ikke, at den centrale kerne blot repræsenterer 3 % af hele netværket, eller at den står for 20 % af de globale handelsindtægter. Den mest iøjnefaldende opdagelse er, at de centrale aktører i denne kerne faktisk også sidder på aktiemajoriteten i de virksomheder, der står for den reelle produktion af varer – og altså kontrollerer det økonomiske maskinrum – i verdens produktionsvirksomheder, som i alt står for 60 % af handelsindtægterne på verdensmarkedet, og at kernen dermed repræsenterer et ægte oligarki.

Den centrale kerne har altså en langt stærkere grad af kontrol over resten af den globale handel, end hvad man faktisk kan læse ud af indtægtsfordelinger eller andre økonomiske nøgletal, og det er et faktum, der ikke er helt uinteressant i skattemæssig sammenhæng…

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Vi siger gerne at verden forandrer sig hastigt. Men der er rendt meget vand af stranden i løbet af den sidste snes år, og vi ser at meget af det samme stadig udgør et stort problem. Vi vil også gerne betragte økonomi som en eksakt videnskab. Men dybest set handler økonomisk politik om at forvalte knaphed.

En knaphed ikke kun på resurser. Der er også en omfattende mangel på indsigt og viden, medfølelse og ansvar i verden, og det sætter vide grænser for rækkevidden af de økonomiske politikker.

Det er vor tids største problem.

Der er et ord der siger: “Det er fra et barns mund man skal høre sandheden.”

Nedenstående klip bekræfter det ordsprog.

En enestående skarp præcisering til verdens beslutningstagere om hvorfor de sidder med magten til at træffe beslutninger. Severn Cullis Suzuki  talte i 1992 ved UN Earth Summit in Rio, Brazil, og ikke et øje var tørt…

Men reelt set er der der ikke sket andet, end at vi stadig kan sige at vi fik læst og påskrevet af en 12-årig pige allerede for knap 20 år siden. Man kan sige, at verden i bemærkelsesværdig grad netop ligner sig selv.

Ja, politik er en vanskelig størrelse, fordi konsensus ikke består af summen af vore handlinger, og effekten af hvad der gavner os alle hver især, ikke nødvendigvis fører til en generel nyttevirkning.

Skal man endelig uddrage en lære, må det være at væsentlige ændringer ikke kan opnås politisk, men vokser ud af den enkeltes handlinger.

Mange tænker ikke over hvor stort et ansvar, der hviler på os hver især hver eneste dag.

Det nemt at gøre en forskel, når man bor i et af verdens rigeste lande. Ja, vi behøver faktisk ikke engang at gøre noget særligt. Det er nemlig alt det vi ikke gør – eller undlader at gøre – som har den største betydning.

Det er sådan set bare at gå i gang med at tage ansvar.

Du viser vejen – politikerne skal nok komme halsende efter hinanden bagefter – skal vi gå frem, eller tilbage?

Fremtiden ligger i dine hænder.

Share

Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share