Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Kvantitative pengepolitikker og ekspansiv finanspolitik har drevet konjunkturerne til flere krak siden 1987, og nu lurer kollisionen med virkeligheden ret forude.

Verdensøkonomien bevæger sig med raske fjed fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise. Det statsfinansielle krisemenukort trænger sig ind på os: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig. Det er en hård kost.

Overalt i verden sker der naturkatastrofer med ild, jord og vand, og Japan, som aldrig rigtigt har kunnet trække sig ud af fortidens deflation, er nu også ramt fra undergrunden. Usynlige kræfter har rykket landets position i sønder, og atomstråling kappes nu med en misrøgtet økonomi om at nedbryde verdens indtil da næststørste økonomiske magt.

Set i det lys er det trods alt milde vinde, der blæser i vort lille land, selvom det finansielle system også her falmer trindt om land allerede fra midt på sommeren. I Danmark er den finansielle sektor nemlig lige så smittet af default swap syndromet som alle andre steder.

Både gamle kæmper og små lokalbanker falder som espeløv, og statsselskabet Finansiel Stabilitet kan fortsat sætte den ene bank til livs efter den anden, og til trods for ikke mindre end tre bankpakker, råber branchen stadig på flere penge.

I Kina har man udviklet en helt ny form for vækstfremmer - urbanisering som primær drivkraft for vækst – på afstand ligner Kina et vækstmirakel. Opførelsen af hele 10 byer mere om året i dekader, har skabt et boom i Kina’s økonomi, som har frembragt imponerende to-cifrede vækstrater, men ser man nærmere til er byerne mennesketomme - og uden liv - som støvede oldtidspyramider. Som oltidens pyramider skabte beskæftigelse for hele folkeslag, tjener opførelsen af Kina’s spøgelsesbyer samme formål. Byggeriet driver BNP-væksten.

Den enorme mængde likviditet som centralstyret har pumpet ud, har skabt forudsætningerne for finansiel nedsmeltning af hidtil uset format.

I USA sidder barometeret fast på valutauro. Ikke mindst på grund af de uholdbare økonomiske ubalancer mellem overskud og underskud – de stadige problemer med at skabe det nødvendige politiske flertal for budgettet – stilles der i verden stadig større spørgsmålstegn ved amerikanernes evne til at få den løbske pengepolitik under kontrol.

I USA, er væksten under tonstungt pres og ikke i stand til at løfte økonomien ud af sit dødvande. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, samt flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, samtidig med at det bliver stadig mere evident, at man ikke kan knække arbejdsløshedskurven – til trods for en kvantitativ pengepolitik af gigantiske proportioner, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.

Continue reading »

Share

Lars Barfoed formand for det Konservative Folkeparti i Danmark ønsker at sætte spørgsmålet om tilslutning til den fulde ØMU-pakke på dagsordenen her i foråret. Alle partier – pånær de to mest yderliggående – har meldt ud at de synes at europagten er Ok. Så der er ikke noget kontroversielt i Lars Barfoeds udmeldinger.

Det hilses velkommen, at nu også de konservatives åndelige leder vil have foden med på bolden i ØMU-ligaen - og ligsom sin kollega i det andet regeringsparti, Lars Løkke – ønsker spørgsmålet om Danmarks tilslutning til den Europæiske Monetære Union genoptaget. I samlet kor faktisk med både dansk Industri og erhverv. Ja, det er flot!

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen desuden udtalt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse er i dag ikke blevet mindre aktuel.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.

Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem og vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet, går ikke nødvendigvis igennem deponering af den danske pengepolitik i EU.

Det er derfor en nødvendig debat – og et vigtigt spørgsmål at stille:

Hvorfor vil beslutningstagerne partout have Danmark med ind som fuldgyldigt medlem af ØMU’en?

Man kan remse argumenterne op:

  1. “Vi” (politikerne) sidder ikke med ved bordet når beslutningerne om Europas økonomi tages – og det synes vi er synd for Danmark (os).
  2. Det er irriterende at skulle veksle valuta, når man rejser hjem fra plenum eller lobby i Bruxelles (Hallo – betalingskortet er opfundet!)
  3. Det er uhensigtsmæssigt for dansk økonomi at skulle opretholde en dag-til-dag konto i ECB på 1 mia. euro (Kære politikere, hvad er det egentlig I synes der er galt med at handle kontant?)
  4. Det er forvridende for dansk industri og erhverv, at renterne er højere i Danmark på grund af kronen end i euro-zonen (Kære industri og erhverv: Hvilken tidsalder lever vi i? Man kan låne penge hvorsomhelst. Man behøver ikke at gå ned på hjørnet – brug dog fantasien. Mange landmænd kan godt finde ud af at finansiere sig i CFH eller Yen.)

Vi tror simpelthen ikke på at I har rent mel i posen, og hvorfor mon dog?

Hvad er det der trækker i Bruxelles? Udover de fede – skattefrie – honorarer, rejsediæter og lobbyfordele?

Den danske befolkning er ikke dummere, end at vi godt kan regne ud at I kun er ude på at rumstere med en meget større afgiftskasse i Bruxelles. Det er egentlig klassisk deduktion – bare følg pengene. Sporet leder til momsforhøjelser, et gigantisk bureaukrati og fede fiduser for systemejerne.

Den nye Europagt fokuserer på en række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på – lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalder og skattereformer, og så er det altså op til de enkelte deltagerlande selv at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Tror man lige på at det kommer til at ske?

Politikerne, som ligger i et evigt kapløb om popularitet, vil måske falde over hinandens fødder, for at stoppe denne hårde medicin ned i halsen på vælgerne? Nej, vel?

Pagten vil derfor blot komme til at forstærke den igangværende polarisering som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere europas gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, fri frugt og fede cigarer – hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats. (Ja, goddaw do.)

Spørg os bare om vi ønsker at give Jer Diætpagten

Nu har  – historisk set – alle valg om fuldt medlemskab af den økonomiske monetære union faldet ud til et afslag. Der er altså et svælg imellem vælgerne og beslutningstagerne i Danmark. Vil Lars Barfoed mon bygge bro over det?

Europagten er som trukket ud af næsen på danske ØMU skeptikere – frit valg på alle hylder, og absolut ingen forpligtelser – det må da lige være noget for danskerne?

Naturligvis skal Danmark ikke sætte sig med ved bordet øjeblikke før regningen falder.

Den Europæiske eksperimentaløkonomi, som har vist sig levedygtig i godt og vel en halv snes år, står i dag overfor en alvorlig udfordring, ikke blot fordi der spøger en valutaregulering i horisonten, når G-20 landenes eksperimenter er overstået og det internationale valutasystem bliver redefineret.

ØMU’en står i vedvarende forfald, fordi at valutaen ikke er dækket ind i produktion - (og dækker over et minisamarbejde på tværs af sammenbragte europæiske lande, som har benyttet den “stærke” valuta til at øge den nationale gældssætning voldsomt) – valutasamarbejdet er også i forfald - på grund af ineffektiv likviditetsstyring – og en totalt fragmenteret finanspolitik – uden udsigt til at udkantsøkonomierne på sigt vil kunne trækkes uden om depresssion.

Eurosamarbejdet står idag svagere end nogensinde, uden muligheder for at håndhæve den stabilitetspagt, der er forudsætningen for at euroen kan frembyde et attraktivt alternativ til den danske krone, og det er vel også den væsentligste grund til at Europagten er baseret på frivillighed.

Der er ingen, der forventer at aftalerne bliver overholdt. De andre er her kun for at cashe ind. (Ligesom vore beslutningstagere.)

Det må være indlysende i dag, at det ikke er tilstrækkeligt med en fælles valutanominering og nogle frivillige forslag. Der skal også tilvejebringes et fælles grundlag for både finans- penge-, social- erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, for at ØMU’en i praksis kan fungere optimalt i både mod- og medgang.

Man kan ikke samtidig opretholde en fast valutakurs, frie kapitalbevægelser, og en regionalt uafhængig pengepolitik baseret på fri adgang obligationsmarkedet. Disse tre elementer henholdsvis balancerer og destabiliserer valutaen.

Uden en fælles referencepolitik, der dækker hele det økonomiske spektrum i politikkerne arbejder ØMU’en uden sikkerhedsnet.

I en union – med store regionale forskelle, er det naturligt at ikke alle regioner performer ensartet under forskellige økonomiske forhold. Den yderligere harmonisering, som følger af Europagten vil uddybe de økonomiske forskelle, og tilføje de mange forskelligartede økonomier i ØMU’en større skade end gavn.

Pagten vil især styrke de store eksportøkonomier i nord, men svække de svage rand- og sydeuropæiske økonomier yderligere, så nettoeffekten vil være at ØMU’en får langt værre vilkår at virke i! En politik, der postulerer genskabelse af finansiel stabilitet og forbedring af konkurenceparametre ad frivillighedens vej er en regulær dødssejler.

Traktatændringen er både uambitiøs og slap – og vi kan se lige igennem den – den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme, er de fede diæter – lige ned i foret på beslutningstagerne – når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Det er en illusion at forestille sig, at disse frivillige fantasipolitikker kommer til at skabe forbedrede konkurrencevilkår, endsige kan genskabe den finansielle stabilitet for Eurozonen!

Fraværet af effektive styringsmekanismer og den manglende konsekvens, når de traktatfæstede vilkår ikke overholdes, betyder at Europa står mere splittet end nogensinde før, uden det fælles politiske handlerum, der kendetegner en ægte union.

Da den nye Europagt ikke kommer til at faciliterere de nødvendige styringsredskaber som euro-zonen i høj grad har behov for, skal Danmark derfor ikke tilslutte sig denne traktatændring!

Share

Efter alt at dømme er vi i krisedøgnet, med megen møje og besvær, nået tilbage hvor vi kom fra. Forskellen er blot, at næste omgang i vridemaskinen ikke bliver på første klasse, og den effektive kinesiske købekraft i mellemtiden er steget markant.

Får Kina agt som de har magt, vil der være en hel del ting, som fremadrettet kommer til at se anderledes ud. I en verden, hvor hele kloden er Kina’s hjemmemarked, vil reservevalutaen være en lille rund ting – der jo som bekendt betyder yuan - såvidt globaliseringen. Kina har ikke til sinds at lade chancen gå til spilde for vende det økonomiske kredsløb til egen fordel, og det handler i høj grad om både merkantile og industripolitiske mål.

Det er ikke utænkeligt, at vi inden for få år kommer til se Amerika gå konkurs, og det er heller ikke usandsynligt at det er en kalkuleret risiko i den værdi-osmose, der kendetegner det gensidige kvælertag Amerika og Kina har bragt hinanden i. Paradoksalt er dog alligevel at se Kina og Amerika bytte rollerne om. Hvem der der i sidste ende får overtaget, må indtil videre henstå i det uvisse.

Over de seneste 10 – 12 år er en stigende andel af den kinesiske produktion gået til eksport. Amerika har aftaget en stigende andel af de billige kinesiske varer og tjenesteydelser. I samme periode har vi set ekstreme rentesænkninger, som har øget dynamikken i økonomien væsentligt og stadig giver anledning til store boblefænomener i økonomien. Løsningen af de store finansielle kriser i perioden har gjort situationen langt værre, end da kriserne faktisk opstod.

At holde rente og inflation kunstigt lav og lade pengemængden eskalere, har forlænget økonomien langt ud over sidste holdbarhedsdato.

Men så længe gælden kan vokse uhindret for at støtte “opsvinget”, er der ingen grænser for dybden i den endelige økonomiske katastrofe. Stimulering af efterspørgsel er i dagens globale økonomier en direkte forkert behandling, for det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet.

Ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse, og da den kinesiske import ikke samtidigt stiger i samme omfang som likviditeten strømmer ind fra eksporten, er der derfor i dag et meget stort - og stigende – overskud på den kinesiske handelsbalance.

Kina har nemlig fastholdt en stram valutakursstyring ved ikke at tillade frie kapitalbevægelser. Derved opnår den kinesiske centralbank at bevare fuld kontrol over vekslekursen på yuan.

Når man ikke frit kan ind- og udføre kapital, kan man nemlig heller ikke påvirke renminbikursen (yuan) ved at opkøbe kinesiske værdipapirer og derved balancere valutabalancer på normale vilkår.  Kina’s valutareserve er derfor i dag på mere end tre-tusinde-milliarder dollar.

Denne akkumulering af valuta, som ikke følger hidtidige strømme i verdensøkonomien, ligger derfor som en stor bremseklods og bremser den globaliserede økonomi, der i høj grad har benyttet dollarøkonomien som hub i den økonomiske udvikling.

Continue reading »

Share