Enten så skifter Danmark kurs og vælger en offensiv økonomisk politik, der rettes mod krisens årsager, eller også sendes danskerne ud på en frugtesløs ørkenvandring og skubber derved bare ansvar (og pris) til senere afregning.

Afkoblingen fra økonomien fortsætter stadig med uformindsket styrke globalt, og selvom konjunkturerne er milde ved dansk økonomi, vil de også i den sidste ende få ram på økonomien i vor egen lille andedam, hvor den danske krone er hård valuta.

Et af de store spørgsmål – før monetarismen – var om der er grænser for vækst.  I dag kan vi blot håbe at det ikke er tilfældet.

Set over det lange perspektiv, kan det forekomme besynderligt, når vi er klar over at økonomien vil køre af sporet – den ene gang efter den anden, at der er så lidt man kan gøre ved det. Viljen fejler ikke noget, men særligt begavet, det kan man ikke påstå at vi handler.

Især ikke når det viser sig, at vi kun meget trægt tager ved lære af vore fejltagelser.

For Danmark var de økonomiske forhold vidt forskellige for de to hovedkriser i perioden 1987-2011.  Hvor der i det meste af perioden 1987-93 var fremgang for de danske eksportvirksomheder, har den økonomiske krise i de senere år stort set raset globalt.

En anden central forskel har været, at økonomiens udgangspunkt af opkonjunkturen målt på både betalingsbalance, udlandsgæld, offentlig gæld og arbejdsmarkedet var langt stærkere i det første årti af 2000-tallet end i 1980′erne.

Der er fællestræk for de to kriser – en forudgående overophedning af den danske økonomi og stærkt stigende ejendomspriser - men der er også markante forskelle i den førte finanspolitik. I årene umiddelbart forud for de senere års finanskrise bidrager en konjunkturmedløbende finanspolitik til at forstærke overophedningen af økonomien. Hvorimod en stram finanspolitik i midt-80′erne bidrog til at reducere overudnyttelsen af produktionsresurserne.

Continue reading »

Share

Paul Krugman - som er nobelprismodtager i økonomi – har på det seneste talt imod at vi Europa lægger loft over statsgælden og skærer det økonomiske grundlag til, så vi holder en kurs mod let inflation snarere end hyperinflation. Men nu kan det jo være at én af de mangfoldige ting som Krugman ved – og vi andre ikke er klar over - er, at amerikanerne måske slet ikke har tænkt sig at betale sin gæld tilbage (i den værdi som den er udstedt).

Alle, der interesserer sig for økonomi kan med blot anvendelse af en lille smule fantasi se, at den ekspansive pengepolitik forvandler dollarøkonomien til yen, og baner vejen for en langvarig stagflation. Selv Island vil have en hård valuta, hvis der ikke sættes en stopper for den ekstreme gældssætning i amerikansk økonomi…

Nu er det et faktum at de ekspansive pengepolitikker verdens centralbanker har ført, har betydet at likviditetsflowet har kunnet opretholdes i det finansielle system. Men den profylaktiske effekt af den valgte indsats er tvivlsom.

Likviditeten har hidtil kunnet opretholdes i det finansielle system - men fjernes droppet (med gratis penge), vil aktiviteterne ophøre fordi patienten vil gå i hurtigt chok - og hjernedøden vil indtræffe efter få minutter uden flydende penge.  At udskrive patienten til behandling i hjemmemarkedet ville i den medicinske verden være sidestillet med aktiv dødshjælp.

Continue reading »

Share