Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share
Det begynder som et Déjà vu med billig eller næsten gratis finansiel likviditet i dollar, men ender med at blive til store og omfattende lommesmerter, når gældskrisen udvikler sig mod at blive en regulær økonomisk krise med potentiale for en regulær depression.

Hvordan krisen udvikler sig, er i høj grad afhængig af hvordan balancen imellem dårskab og lederskab hos verdens beslutningstagere udmøntes i økonomisk politik i den kommende tid.

Det er vigtigt at forstå at krisen ikke er kommet af sig selv, men i høj grad er drevet frem og følger af dårlige beslutninger eller mangelfuld indsigt, og afspejler at beslutningstagerne reelt står magtesløse overfor den udvanding af pengenes købekraft som er pågået i hele dette årtusinde.

Men én ting er sikkert: Der findes ingen nemme løsninger, og i den kommende tid vil det blive stadigt vanskeligere at opfinde en smart løsning som gør alle tilfreds og ingenting koster. Men det er nemt at gøre alting værre.

Der er især to veje der leder til forværring og det er ingenting at gøre, eller i mangel af effektive værktøjer til løse krisen, at forsøge at betale sig fra at løse årsagerne med endnu mere billig finansiel likviditet.

Det ender naturligvis med at blive et benhårdt arbejde at trække nationaløkonomierne op af hullet, og for hver runde med nulrente og kvantitative pengeforøgelse bliver det blot dyrere og dyrere.

Men det bliver en linedans uden sikkerhedsnet.

Continue reading »

Share

Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Kvantitative pengepolitikker og ekspansiv finanspolitik har drevet konjunkturerne til flere krak siden 1987, og nu lurer kollisionen med virkeligheden ret forude.

Verdensøkonomien bevæger sig med raske fjed fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise. Det statsfinansielle krisemenukort trænger sig ind på os: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig. Det er en hård kost.

Overalt i verden sker der naturkatastrofer med ild, jord og vand, og Japan, som aldrig rigtigt har kunnet trække sig ud af fortidens deflation, er nu også ramt fra undergrunden. Usynlige kræfter har rykket landets position i sønder, og atomstråling kappes nu med en misrøgtet økonomi om at nedbryde verdens indtil da næststørste økonomiske magt.

Set i det lys er det trods alt milde vinde, der blæser i vort lille land, selvom det finansielle system også her falmer trindt om land allerede fra midt på sommeren. I Danmark er den finansielle sektor nemlig lige så smittet af default swap syndromet som alle andre steder.

Både gamle kæmper og små lokalbanker falder som espeløv, og statsselskabet Finansiel Stabilitet kan fortsat sætte den ene bank til livs efter den anden, og til trods for ikke mindre end tre bankpakker, råber branchen stadig på flere penge.

I Kina har man udviklet en helt ny form for vækstfremmer - urbanisering som primær drivkraft for vækst – på afstand ligner Kina et vækstmirakel. Opførelsen af hele 10 byer mere om året i dekader, har skabt et boom i Kina’s økonomi, som har frembragt imponerende to-cifrede vækstrater, men ser man nærmere til er byerne mennesketomme - og uden liv - som støvede oldtidspyramider. Som oltidens pyramider skabte beskæftigelse for hele folkeslag, tjener opførelsen af Kina’s spøgelsesbyer samme formål. Byggeriet driver BNP-væksten.

Den enorme mængde likviditet som centralstyret har pumpet ud, har skabt forudsætningerne for finansiel nedsmeltning af hidtil uset format.

I USA sidder barometeret fast på valutauro. Ikke mindst på grund af de uholdbare økonomiske ubalancer mellem overskud og underskud – de stadige problemer med at skabe det nødvendige politiske flertal for budgettet – stilles der i verden stadig større spørgsmålstegn ved amerikanernes evne til at få den løbske pengepolitik under kontrol.

I USA, er væksten under tonstungt pres og ikke i stand til at løfte økonomien ud af sit dødvande. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, samt flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, samtidig med at det bliver stadig mere evident, at man ikke kan knække arbejdsløshedskurven – til trods for en kvantitativ pengepolitik af gigantiske proportioner, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.

Continue reading »

Share

Er USA’s guldreserver fup og fiduser?

On 15. juni 2011, in Politik, Udland, by Eyvind Lyberth Nielsen

Ron Paul - der er republikansk præsidentkandidat i USA - vil nu teste den amerikanske guldbeholdning, efter at en ny konspirationsteori har skabt usikkerhed om kvaliteten af guldet.

Indtil for nylig har der været enighed om, at omkring 770.000 guldbarrer -  eller 4570 tons - guld ligger i United States Bullion Depository - som også er kendt som Fort Knox – en befæstet bygning i Kentucky, hvor man siger at en stor del af den amerikanske guldreserve er deponeret.

Fort Knox i Kentucky, som siges at være et opbevaringssted for USA's guldreserver.

Men en ny konspirationsteori på internettet påstår nu, at den amerikanske regering har solgt guldbarrer ud, og at bygningen defor nu indeholder uædle forgyldte metalbarrer.

Continue reading »

Share

I Korea er der blot en 1/1000 mm i mellem fredelig og stabil sameksistens og krig og ufred - Det siger man i hvertfald, at oversættelserne af en særdeles opildnet kvindelig nyhedsopråbers udsagn betyder.

I så fald lever koreanerne altså på randen af ragnarok.

Der er kun en ting, der er værre end milimeterdemokrati, og det er et nøjeregnende millimeterdiktatur.

Nu lyder 0,001 mm jo ikke af særlig meget, og et hanefjed imellem krig og fred levner da heller ikke en kinamand mange chancer for finjustering af tolerancetærsklen i mellem nord og syd. Det kræver nemlig en særdeles præcis mikrometerskrue.

Fredelige relationer kommer ikke dumpende ned fra oven – der skal arbejdes for sagen – både Amerika, Kina og resten af verden skylder hinanden at rykke truslen om krig et hanefjed længere væk. Ingen kan vel have interesse i at Nord Koreas økonomi kollapser totalt?

Continue reading »

Share
Tagged with: