Lars Barfoed formand for det Konservative Folkeparti i Danmark ønsker at sætte spørgsmålet om tilslutning til den fulde ØMU-pakke på dagsordenen her i foråret. Alle partier – pånær de to mest yderliggående – har meldt ud at de synes at europagten er Ok. Så der er ikke noget kontroversielt i Lars Barfoeds udmeldinger.

Det hilses velkommen, at nu også de konservatives åndelige leder vil have foden med på bolden i ØMU-ligaen - og ligsom sin kollega i det andet regeringsparti, Lars Løkke – ønsker spørgsmålet om Danmarks tilslutning til den Europæiske Monetære Union genoptaget. I samlet kor faktisk med både dansk Industri og erhverv. Ja, det er flot!

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen desuden udtalt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse er i dag ikke blevet mindre aktuel.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.

Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem og vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet, går ikke nødvendigvis igennem deponering af den danske pengepolitik i EU.

Det er derfor en nødvendig debat – og et vigtigt spørgsmål at stille:

Hvorfor vil beslutningstagerne partout have Danmark med ind som fuldgyldigt medlem af ØMU’en?

Man kan remse argumenterne op:

  1. “Vi” (politikerne) sidder ikke med ved bordet når beslutningerne om Europas økonomi tages – og det synes vi er synd for Danmark (os).
  2. Det er irriterende at skulle veksle valuta, når man rejser hjem fra plenum eller lobby i Bruxelles (Hallo – betalingskortet er opfundet!)
  3. Det er uhensigtsmæssigt for dansk økonomi at skulle opretholde en dag-til-dag konto i ECB på 1 mia. euro (Kære politikere, hvad er det egentlig I synes der er galt med at handle kontant?)
  4. Det er forvridende for dansk industri og erhverv, at renterne er højere i Danmark på grund af kronen end i euro-zonen (Kære industri og erhverv: Hvilken tidsalder lever vi i? Man kan låne penge hvorsomhelst. Man behøver ikke at gå ned på hjørnet – brug dog fantasien. Mange landmænd kan godt finde ud af at finansiere sig i CFH eller Yen.)

Vi tror simpelthen ikke på at I har rent mel i posen, og hvorfor mon dog?

Hvad er det der trækker i Bruxelles? Udover de fede – skattefrie – honorarer, rejsediæter og lobbyfordele?

Den danske befolkning er ikke dummere, end at vi godt kan regne ud at I kun er ude på at rumstere med en meget større afgiftskasse i Bruxelles. Det er egentlig klassisk deduktion – bare følg pengene. Sporet leder til momsforhøjelser, et gigantisk bureaukrati og fede fiduser for systemejerne.

Den nye Europagt fokuserer på en række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på – lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalder og skattereformer, og så er det altså op til de enkelte deltagerlande selv at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Tror man lige på at det kommer til at ske?

Politikerne, som ligger i et evigt kapløb om popularitet, vil måske falde over hinandens fødder, for at stoppe denne hårde medicin ned i halsen på vælgerne? Nej, vel?

Pagten vil derfor blot komme til at forstærke den igangværende polarisering som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere europas gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, fri frugt og fede cigarer – hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats. (Ja, goddaw do.)

Spørg os bare om vi ønsker at give Jer Diætpagten

Nu har  – historisk set – alle valg om fuldt medlemskab af den økonomiske monetære union faldet ud til et afslag. Der er altså et svælg imellem vælgerne og beslutningstagerne i Danmark. Vil Lars Barfoed mon bygge bro over det?

Europagten er som trukket ud af næsen på danske ØMU skeptikere – frit valg på alle hylder, og absolut ingen forpligtelser – det må da lige være noget for danskerne?

Naturligvis skal Danmark ikke sætte sig med ved bordet øjeblikke før regningen falder.

Den Europæiske eksperimentaløkonomi, som har vist sig levedygtig i godt og vel en halv snes år, står i dag overfor en alvorlig udfordring, ikke blot fordi der spøger en valutaregulering i horisonten, når G-20 landenes eksperimenter er overstået og det internationale valutasystem bliver redefineret.

ØMU’en står i vedvarende forfald, fordi at valutaen ikke er dækket ind i produktion - (og dækker over et minisamarbejde på tværs af sammenbragte europæiske lande, som har benyttet den “stærke” valuta til at øge den nationale gældssætning voldsomt) – valutasamarbejdet er også i forfald - på grund af ineffektiv likviditetsstyring – og en totalt fragmenteret finanspolitik – uden udsigt til at udkantsøkonomierne på sigt vil kunne trækkes uden om depresssion.

Eurosamarbejdet står idag svagere end nogensinde, uden muligheder for at håndhæve den stabilitetspagt, der er forudsætningen for at euroen kan frembyde et attraktivt alternativ til den danske krone, og det er vel også den væsentligste grund til at Europagten er baseret på frivillighed.

Der er ingen, der forventer at aftalerne bliver overholdt. De andre er her kun for at cashe ind. (Ligesom vore beslutningstagere.)

Det må være indlysende i dag, at det ikke er tilstrækkeligt med en fælles valutanominering og nogle frivillige forslag. Der skal også tilvejebringes et fælles grundlag for både finans- penge-, social- erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, for at ØMU’en i praksis kan fungere optimalt i både mod- og medgang.

Man kan ikke samtidig opretholde en fast valutakurs, frie kapitalbevægelser, og en regionalt uafhængig pengepolitik baseret på fri adgang obligationsmarkedet. Disse tre elementer henholdsvis balancerer og destabiliserer valutaen.

Uden en fælles referencepolitik, der dækker hele det økonomiske spektrum i politikkerne arbejder ØMU’en uden sikkerhedsnet.

I en union – med store regionale forskelle, er det naturligt at ikke alle regioner performer ensartet under forskellige økonomiske forhold. Den yderligere harmonisering, som følger af Europagten vil uddybe de økonomiske forskelle, og tilføje de mange forskelligartede økonomier i ØMU’en større skade end gavn.

Pagten vil især styrke de store eksportøkonomier i nord, men svække de svage rand- og sydeuropæiske økonomier yderligere, så nettoeffekten vil være at ØMU’en får langt værre vilkår at virke i! En politik, der postulerer genskabelse af finansiel stabilitet og forbedring af konkurenceparametre ad frivillighedens vej er en regulær dødssejler.

Traktatændringen er både uambitiøs og slap – og vi kan se lige igennem den – den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme, er de fede diæter – lige ned i foret på beslutningstagerne – når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Det er en illusion at forestille sig, at disse frivillige fantasipolitikker kommer til at skabe forbedrede konkurrencevilkår, endsige kan genskabe den finansielle stabilitet for Eurozonen!

Fraværet af effektive styringsmekanismer og den manglende konsekvens, når de traktatfæstede vilkår ikke overholdes, betyder at Europa står mere splittet end nogensinde før, uden det fælles politiske handlerum, der kendetegner en ægte union.

Da den nye Europagt ikke kommer til at faciliterere de nødvendige styringsredskaber som euro-zonen i høj grad har behov for, skal Danmark derfor ikke tilslutte sig denne traktatændring!

Share

Fredag d. 11 marts 2011 mødes 17 EU-landes ministre til ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Dagsordenen består her bl.a. af et tysk-fransk forslag om en ny Europagt med konvergens af udvalgte konkurrencepåvirkende parametre for ØMU’ens industripolitiske dimension. Traktatfæstning er d. 23-24 marts 2011.

Pagten vil  – hvis den forankres i nuværende form, (og deltagerlandene altså rent faktisk følger dens anvisninger) – få en mærkbar industripolitisk betydning for Europa’s evne til at tage den merkantile udfordring op i den åbne globale økonomi, ikke mindst pga. forskydningerne i økonomisk styrke som følger af den økonomiske krise.

Den nye Europagt består af fire overordnede målsætninger:

• Bedre konkurrenceevne
• Styrkelse af beskæftigelsen
• Forbedring af de offentlige finanser
• Genskabelsen af finansiel stabilitet.

Pagten fokuserer på række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på - lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalderen og skattereformer – så det er altså op til de enkelte deltagerlande at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Ja, - hvad tror traktørerne selv - mon der kommer et spiseligt resultat ud af det?

Menukortet - som det forelægger - indeholder bl.a følgende frivillige elementer:

• Afskaffelse af systemer til indeksering af løn
• Etablering af et fælles beregningsgrundlag for selskabsskatter
• Justeringer af pensionssystemer i lyset af den demografiske udvikling
• Indarbejdelse af nationale gældsalarmeringsmekanismer
• Etablering af et nationalt krisehåndteringsberedskab for banker.

Altså endnu en vag konvergensplan til kludetæppet af de kompromisser, der udgør den økonomiske monetære union, som lige formår - måske -, at rokke lidt med de økonomiske fundamentaler. Men ikke styrker euro-landenes evne til opbygge den robuste industripolitiske diversitet, som fremadrettet kan gøre Europa konkurrencedygtigt i den globale økonomi.

Pagten vil derfor blot medvirke til at forstærke den igangværende polarisering, som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere Europa’s gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, vindruer og fede cigarer - hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats.

(Yeah, right!)

Forslaget er uambitiøst og slapt, og den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme er de fede diæter lige ned i foret på beslutningstagerne, når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Continue reading »

Share

ØMU’en halter ganske rigtigt, men det betyder ikke nødvendigvis at euroen fejler.

EU-værket – med dets forordninger og direktiver, som udstikker rammerne for en massiv og bureaukratisk proces - har måske ført til udbredt ensartethed inden for unionen, men det har ikke skærpet den konsensus, der er forudsætningen for at modne regionerne til at indgå i unionen på en optimal økonomisk måde, og politisk set dumper da også det traktatmæssige grundlag.

Nord/Syd delingen af Europa’s økonomiske udvikling er ikke ny. Det er et faktum man har altid har været bevidst omkring, og den nuværende krise forstærkes af, at det europæiske projekt hidtil har været én lang homogeniseringsproces, hvor randområder v.hj. af regionale udviklingsfonde har kunnet modnes – i større eller mindre grad – til at indtræde i unionen.

Unionsstifterne har dog ikke haft blik for værdien af en asymmetrisk politik – hvor også EU’s centrale økonomier har kunnet bidrage til en fornuftig udvikling og opdyrkning af de forskelligheder som hvert enkelt land kan bidrage med.

Men regionale forskelle er ikke en hindring for at unionen kan bringes til at fungere endog excellent på sigt. Det forudsætter bare, at beslutningstagerne i hver enkelt region har blik for helheden og forstår den styrke, der ligger i at opbygge en asymmetrisk økonomisk union.

Europas nuværende økonomiske situation udvikler egentlig som forventet, og der ikke de helt store overraskelser på den korte horisont.

Det siger sig selv, at når man konstruerer et setup uden sikkerhedsnet, vil der uværgerligt være en risiko for nogen falder ned og brækker halsen.

Hvem kan overraskes over det?

Continue reading »

Share

Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.

Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.

Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker – og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.

Continue reading »

Share

Det kan godt være at mange gerne så ØMU’en nedlagt. Men da en beslutning om at re-denominere økonomien både skal igennem Det Europæiske Råd og traktatfæstes i medlemslandene, førend man kan ændre på møntunionens fundamentaler, vil beslutningen trække i sådant langdrag før de mulige konvergensprogrammer kunne vedtages, at gældskrisen da forlængst ville være overstået…

Nedtællingen til ændring af møntunionen, i den nuværende konstruktion derimod, kunne derimod godt tænkes at være i sin vorden.

Continue reading »

Share

Når valutareserverne, som i dag, slår alle rekorder bør alarmklokkerne begynde at ringe. Danmarks valutareserver, og dag til dag renten står i øjeblikket på alle tiders top og bund, og det forleder til at tro dansk økonomi synes at gå forbavsende godt. Det gør den bare ikke, for det er et optisk bedrag …

Politisk set er dårskab og enfoldighed stadig i højsædet.

Der mangler vilje til at gribe fat om nældens rod og få sat en stopper for de vilde finanspolitiske udskejelser.
Ja, man fristes nærmest til at tro at politikerne har indgået en pagt. I medens alle skruer vildt på dé forbrugsanalytiske ventiler til styring af økonomien, der virkede i opkonjunkturen, og alle partier markerer sig med nye samfundsøkonomiske ventildrejninger, nærmest på dag til dag basis, synes dagsordenen allerede fastlagt:

Først skal banksystemet og den finansielle stabilitet sikres. Så skal landbruget subsidieres – dernæst kommer de tiltrængte finanspolitiske stramninger, og efterfølgende kommer så et systemskifte og så skal byggeriet reddes …

Continue reading »

Share