Kina har vist sig formidabel til at skabe økonomisk vækst. Men halter langt bagefter, når det drejer sig om at skabe forvaltnings- og retssystemer, der er finmasket nok til at sikre folk, der er krænket på rettigheder eller økonomi en ordentlig og redelig proces - og det gælder uanset om det drejer sig om økonomisk kompensation eller det sociale og retlige sikkerhedsnet.

Udviklingen ér gået rigtigt hurtigt frem i Kina. Veje, bygninger og infrastruktur bredes ud over landet i et storskalaprogram, der ikke er set tilsvarende siden bygningen af den Store kinesiske Mur.

Men nu er Kina også et land af af format, og bruger derfor heller ikke små armbevægelser. Historisk set vil denne æra da sandsynligvis også blive kendt som Den store Urbanisering.

På alle fronter har kineserne kunnet opleve en stadig forbedring på levevilkår: Sundhed, alder, indkomst, uddannelse og velfærd. I Kina har kursen været mod skyerne. Men i de senere år har udviklingen gået så hastigt, at det har rejst andre problemer for mange kinesere. Tusindvis af mennesker – i både byer og landdistrikter – har mistet jord og hjem.

Menneskerettighedsorganisationer beretter om mangefold overgreb mod borgere, relateret til den heftige urbaniseringsbølge, som har skyllet over land og by.

Continue reading »

Share

Fredag d. 11 marts 2011 mødes 17 EU-landes ministre til ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Dagsordenen består her bl.a. af et tysk-fransk forslag om en ny Europagt med konvergens af udvalgte konkurrencepåvirkende parametre for ØMU’ens industripolitiske dimension. Traktatfæstning er d. 23-24 marts 2011.

Pagten vil  – hvis den forankres i nuværende form, (og deltagerlandene altså rent faktisk følger dens anvisninger) – få en mærkbar industripolitisk betydning for Europa’s evne til at tage den merkantile udfordring op i den åbne globale økonomi, ikke mindst pga. forskydningerne i økonomisk styrke som følger af den økonomiske krise.

Den nye Europagt består af fire overordnede målsætninger:

• Bedre konkurrenceevne
• Styrkelse af beskæftigelsen
• Forbedring af de offentlige finanser
• Genskabelsen af finansiel stabilitet.

Pagten fokuserer på række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på - lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalderen og skattereformer – så det er altså op til de enkelte deltagerlande at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Ja, - hvad tror traktørerne selv - mon der kommer et spiseligt resultat ud af det?

Menukortet - som det forelægger - indeholder bl.a følgende frivillige elementer:

• Afskaffelse af systemer til indeksering af løn
• Etablering af et fælles beregningsgrundlag for selskabsskatter
• Justeringer af pensionssystemer i lyset af den demografiske udvikling
• Indarbejdelse af nationale gældsalarmeringsmekanismer
• Etablering af et nationalt krisehåndteringsberedskab for banker.

Altså endnu en vag konvergensplan til kludetæppet af de kompromisser, der udgør den økonomiske monetære union, som lige formår - måske -, at rokke lidt med de økonomiske fundamentaler. Men ikke styrker euro-landenes evne til opbygge den robuste industripolitiske diversitet, som fremadrettet kan gøre Europa konkurrencedygtigt i den globale økonomi.

Pagten vil derfor blot medvirke til at forstærke den igangværende polarisering, som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere Europa’s gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, vindruer og fede cigarer - hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats.

(Yeah, right!)

Forslaget er uambitiøst og slapt, og den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme er de fede diæter lige ned i foret på beslutningstagerne, når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Continue reading »

Share

Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Continue reading »

Share

ØMU’en halter ganske rigtigt, men det betyder ikke nødvendigvis at euroen fejler.

EU-værket – med dets forordninger og direktiver, som udstikker rammerne for en massiv og bureaukratisk proces - har måske ført til udbredt ensartethed inden for unionen, men det har ikke skærpet den konsensus, der er forudsætningen for at modne regionerne til at indgå i unionen på en optimal økonomisk måde, og politisk set dumper da også det traktatmæssige grundlag.

Nord/Syd delingen af Europa’s økonomiske udvikling er ikke ny. Det er et faktum man har altid har været bevidst omkring, og den nuværende krise forstærkes af, at det europæiske projekt hidtil har været én lang homogeniseringsproces, hvor randområder v.hj. af regionale udviklingsfonde har kunnet modnes – i større eller mindre grad – til at indtræde i unionen.

Unionsstifterne har dog ikke haft blik for værdien af en asymmetrisk politik – hvor også EU’s centrale økonomier har kunnet bidrage til en fornuftig udvikling og opdyrkning af de forskelligheder som hvert enkelt land kan bidrage med.

Men regionale forskelle er ikke en hindring for at unionen kan bringes til at fungere endog excellent på sigt. Det forudsætter bare, at beslutningstagerne i hver enkelt region har blik for helheden og forstår den styrke, der ligger i at opbygge en asymmetrisk økonomisk union.

Europas nuværende økonomiske situation udvikler egentlig som forventet, og der ikke de helt store overraskelser på den korte horisont.

Det siger sig selv, at når man konstruerer et setup uden sikkerhedsnet, vil der uværgerligt være en risiko for nogen falder ned og brækker halsen.

Hvem kan overraskes over det?

Continue reading »

Share

Det vil være nødvendigt at inddrage både Tyskland og Kina som markedsdrivere, for at sikre at handelsmæssige interesser bliver tilgodeset, samtidig med at der kan etableres bæredygtige handelsaftaler, der kan drive udvekslingsmekanismerne i gang igen.

Det siger i øvrigt sig selv, at det ligeledes vil være nødvendigt at stille krav om at staterne afstår fra finansiering eller ligefrem at subsidiere økonomiske dødssejlerprojekter som dybt forgældede banker og virksomheder, der ikke kan konkurrere på markedsvilkår.

Fortsætter EU, USA og Storbritannien de hovedløse økonomiske politikker – og forsøger at løse de lokale valutaproblemer ved at øge pengemængden og holde renten lav - vil den nuværende økonomiske krise fortsætte ind i en gældskrise af uanet omfang og herfra ind i en valutakrise, der i værste fald fører til nedsmeltning i Euro og Dollar og Pund.

Continue reading »

Share

Regeringen skal gribe i egen skuffe og skærpe knivene, for vi kan ikke leve af at hæve afgifterne på biler og tobak og møblere lidt rundt på skatten. Det er ikke bare piece of cake at skære samfundskagen, men det er tilladt at flotte sig lidt mere med flødeskummet …

Når regeringen spiller krisekortet står den generelt ikke superstærkt, og med en befolkning der ihærdigt søger at øge krisebufferen og mindske de snærende gældsbyrder, vil den stramme økonomiske politik ikke fremstå som den mest fristende medicin. Det er en vanskelig menu at afsætte, for retterne står i skarp modsætning til de forudgående valgperioder: Smalkost og spændte livremme, skatteskrue, opstrammede vilkår og reduceret velfærd …

Løkkepillen bliver svær at sluge …

Continue reading »

Share
Tagged with: