Det er ikke kun i klimaet at ekstremerne træder i forreste række. Den negative realrente viser at de økonomiske politikker er slået helt fejl – ikke bare her – men i stort set hele markedsøkonomien.

Udviklingen i den japanske økonomi har vist os at regelmæssige kvantitative lempelser i pengepolitikken – og en alt for lav rente – samt en ekspansiv finanspolitik langt fra er tilstrækkeligt, når forventningerne til økonomien svigter. For når deflationen indtræder i økonomien starter det et kapløb med tiden for at nedbringe gældsbyrden og øge opsparingen.

Alle omkring os, på nær Sverige og et par andre smålande blinker i dag rødt med stigende risiko for både deflation og recession.

Rapporter om både stagnation og decideret fald i forskellige dele af økonomien trænger sig da også i forgrunden - også fra geografiske regioner, der hidtil har nydt godt af verdensøkonomiens ubalancer. Der kommer flere og flere tegn på kommende nedskæringer.

Fra mange kanter – også herfra - er der opfordret til at få låst renteniveauet i lyset af forventning om et snarligt rentehop. Det  ser dog nærmest ud til perioden med ultralave renter kan komme til at trække i langdrag. Men lad dig ikke narre.

Den globale økonomi er et økonomisk korthus, og det kan vælte før du aner. Den aktuelt største trussel er den voksende risiko for deflation – ingen tvivl om det – hvis deflationen får lov at bide sig fast, vil boligmarkedet nemlig komme til at lide under de vigende priser rigtigt mange år frem.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Såfremt deflationen indtræder i økonomien bliver det et kapløb med tiden at nedbringe gældsbyrden. Alle omkring os, på nær Sverige og et par andre smålande blinker i dag rødt med stigende risiko for både deflation og recession. Både USA og Den Europæiske Centralbank har derfor på det seneste lagt deres renter i dybfryseren.

De positive toner fra dette forår er blevet erstattet af en stadigt mere dyster pessimisme for fremtiden. Rapporter om både stagnation og decideret fald i forskellige dele af økonomien trænger sig da også i forgrunden - også fra geografiske regioner, der hidtil har nydt godt af verdensøkonomiens ubalancer - der kommer flere og flere tegn på kommende nedskæringer, f.eks. har den indiske centralbank nu også signaleret om behov for opbremsning.

Fra mange kanter – også herfra - er der opfordret til at få låst renteniveauet i lyset af forventning om et snarligt rentehop. Men nu ser det nærmest ud til det kan komme til at trække i langdrag. Den aktuelt største trussel er den voksende risiko for deflation – ingen tvivl om det – hvis deflationen får lov at bide sig fast, vil boligmarkedet nemlig lide under de vigende priser rigtigt mange år frem.

Continue reading »

Share

G-20 landene har med de ekspansive finanspolitikker bevæget sig ud i en situation hvor meget store budgetnedskæringer er nødvendige, og det fremstår nu tydeligt at de hovedløse feberredninger i finanskrisen har fremtvunget en langt værre situation.

De ekspansive pengepolitikker og den eksplosive stigning i statsgælden tvinger sandsynligvis flere markante ændringer igennem i det politiske system. Magten er allerede tippet i Storbritannien og den nye regering varsler nu astronomiske offentlige budgetnedskæringer.

Den situation som i øjeblikket udspiller sig i britisk økonomi har et tydeligt fortilfælde i USA i 1937, da de amerikanske myndigheder besluttede at stramme budgettet op, samtidig med at skatterne øgedes og renten forhøjedes. Dengang virkede det som en knude på likviditetsstrømmen.

Det vil det også gøre i dag. Der kommer ikke meget likviditet ud i de britiske marked på de betingelser. Hvis der ikke var deflation før, kan det med sikkerhed fastslås at britisk økonomi nu må imødese en dramatisk recession.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Det langsigtede perspektiv for dansk økonomi er ikke ligefrem lovende, og set i lyset af den makroøkonomiske indsigt man i dag har, træder årsagerne til Danmarks ulykke tydeligt frem i horisonten.

Ved hjælp af skattestop og kontraktpolitikker har regeringen formået at træde på de forkerte pedaler – imod bedre vidende – da al nyere forskning viser, at ikke bare måden hvorpå en medcyklisk finanspolitisk indgriben forplanter sig i økonomien, vil forstærke nedkonjunkturen så velfærdstabet bliver unødigt stort, det vil også drive arbejdsløsheden unødigt højt op når konjunkturerne vender.

Efter at regeringen – ved at tillade de automatiske ejendomsvurderinger at køre prisniveauet på fast ejendom uhæmmet op i højkonjunkturen – har vi i Danmark opbygget en monumental boligboble, hvor prisniveauet er mangedoblet og gældspuklen eksploderet i blandt boligejerne.

I udgangspunktet står desuden frigivelsen af SP-midlerne, skatteomlægninger, bankpakkerne, erhvervspakken, eksportpakken udsættelserne af momsindbetalingerne derfor i klar modsætning til regeringens hidtidige konjunkturmedløbende politikker.

Regeringen træder altså igen på den forkerte pedal, og politikkerne vil igen forstærke den negative effekt i den efterfølgende konjunkturvending.

Presset på arbejdsmarkedet har under hele opkonjunkturen desuden drevet en lønspiral, som har sat husholdningerne i stand til at blæse en boligboble op hvor priskarrusellen kun har kendt én vej – og det er op – og det har igen har fået det private forbrug til at eksplodere med den øgede likviditet, og øgede gæld.

Man må indse at vi står foran et halvt århundredes ørkenvandring, idet recessionen vil blive endog meget langstrakt på grund af flere uheldige samspil af faktorer:

På sigt vil udviklingen i betalingsbalancen og inflationen æde hele dette velfærdsboom op. Når regeringen vil være nødt til at sætte korrektionen i gang med en stærkt forbrugsdæmpende finanspolitisk stramning.

Der vil blive markant færre hænder på arbejdsmarkedet og energiudgifterne vil gradvist vokse til en vældig byrde, fordi Danmark inden for en meget kort horisont vil udvikle sig til nettoenergiimportør i takt med at vore olie- og gasfelter løber tørre…

Man må jo formode at regeringen ikke handler mod bedre vidende, fordi de blot er inkompetente eller direkte dumme og ude af stand til personligt at lære af historien.

Det er en almen indsigt, at tabet af økonomisk velfærd under lavkonjunkturer langt overstiger den velfærdsgevinst, der er forbundet med højkonjunkturer. Hvis man gennemfører en aktiv stabiliseringspolitik, som medvirker til at udjævne konjunktursvingningerne, vil den finanspolitiske indgriben medføre en markant højere gennemsnitlig velfærd …

Politikerne arbejder derfor hårdt på at finde en god forklaring på, h v o r f o r de gerne vil bruge alt hvad vi har stående i Nationalbanken – og alt hvad de kan låne på vores vegne – på at friholde både sig selv og den finansielle sektor for konsekvenserne af en æra af økonomisk laden stå til…

I forlængelse af G-20 topmøderne er det blevet moderne fra politisk hold, at give grådigheden skylden for at det økonomiske system er blevet rystet i sin grundvold – ja, grådigheden – og så bankerne, som også lige får skylden for at pengestrømmene nærmest løb tørre i det forgangne år, og stadig af politikerne anklages for at holde på pengene …

Men problemerne, der i dag tårner sig op for nationaløkonomierne er hverken udsprunget af grådighed eller dårligt drevne banker. Årsagen til at økonomierne er kørt af vækstsporet, og store dele af det internationale banksystem i dag er borteroderet, skal derimod findes i dårlig og mangelfuld lovgivning, manglende indsigt i økonomiske forhold hos tilsynsmyndigheder og ineffektive – tilsyneladende kompetenceløse og uambitiøse – lovgivere, der har haft øjnene stift rettet på blind vækst.

De politikker som den danske regering lægger for dagen, er i dag alle rettet mod at lempede ubehagelige konsekvenser af den amerikanske/atlantiske økonomiske krise. Mens det der ligger lige for – den danske bobleøkonomi’s kollaps, helt og aldeles henstår uadresseret, ja man kan nærmest sige at regeringen i det forløbne år foreløbigt blot har gjort dårlige tider værre – på sigt!

Den nye verdensorden, som træder i silhuet i horisonten, indvarsler nye magtstrukturer for både samfundsøkonomier og politisk styring – ikke bare i Danmark – men globalt.

Det er ikke lovende udsigter som kan stilles i vente for Danmarks økonomiske udvikling. De mange statslige pakkeløsninger vil trække et velfærdstab hen over befolkningen, som vil medføre et eksistentielt antiklimaks til den forudgående optur.

Det er dog paradoksalt, at det pengerigelighedens højvande, som har skyllet henover over verden, slutter med at staterne kaster alle økonomiske hæmninger – etablerer livliner til de finansielle institutioner, som har drænet økonomierne for kraft – og nu har kortsluttet en stor del af den resterende økonomiske kraft, ved at indgå et associeret partnerskab i mellem stater, centralbanker og regeringer, der koncentrerer magten hos de selvsamme lovgivere, bank- og finansorganisationer, som i kraft af dårlige politikker, dårlige forretningsmetoder og dårlige økonomiske strukturer, drev verden på randen af økonomisk sammenbrud.

Den nye verdensorden bygger på en statskapitalisme, der konsoliderer den politiske og økonomiske magt, og i den sidste ende vil det være den mavepuster, der trækker initiativ, konkurrencelyst og produktionsevnen i landet mod nye dybder i den depression, som ligger for enden af denne sorte epoke i den frie kapitalismes udvikling.

Polariseringen i mellem almindelige borgere, beslutningstagere og finanssektorernes kapital- og magtkoncentrationer, vil herefter nødvendigvis forstærke forringelserne af eksistentielle frihedsgrader og velfærd, og den afbalancerende konsensus omkring de almene politikker, borteroderer i takt med at ægteskabet i mellem den økonomiske og den politiske magt strammer til.

Ved enden på denne økonomiske vildmandsvandring vil inflation og rente ikke bare udhule velfærden, men også direkte sænke levestandarden, da både renter, skatter og afgifter vil stige samtidig med at fradragene nødvendigvis vil blive sænket, eller helt bortfalde, for at staten kan svare sine renteforpligtelser.

Regeringens manglende vilje til at føre en produktivitetsfremmende erhvervspolitik, og til at trykke på de rigtige finanspolitiske pedaler ender op med en ulykke når – ikke bare statens fartøj – men også privatøkonomierne løber tør for fremdrift …

Det tredje G-20 møde handler ligesom de forudgående om de forkerte ting: Stramning af kapitalkravene til banker, og bonusser i finansverdenen, og da  G20-gruppen repræsenterer godt og vel  90 % af den globale økonomi, er det ikke lyse udsigter verdensøkonomien kan stilles i vente.

Den konsensus der udspringer fra de toneangivende økonomier om mulighederne for at stabilisere konjunkturudviklingen med pengepolitiske midler, ved at lade centralbankerne sænke renten for at styrke tempoet i økonomien vil i den sidste ende få inflationstakten til at eksplodere.

USA har nu i to på hinanden følgende administrationer arbejdet målrettet på at stabilisere konsekvenserne af den enorme belåning af amerikansk ejendom i mellem 2001 og 2007, der har lagt grunden til en af de største økonomiske katastrofer i verdensøkonomien.

Siden oktober 2008, da USA’s daværende finansminister Henry Paulson startede gældsspiralen for alvor, ved for første gang at overføre alle de dårlige papirer til staten, er USA’s økonomi gået i et mere eller mindre ukontrolleret stall, som skiftende finansministre og præsidenter har været ude af stand til at stoppe, og tiltagene – både i USA, Storbritannien såvel som resten af G-20 landene, har trukket hele verden ud i en ond gældspiral, som ingen ende synes at ville tage.

Centralbankerne vil kun være i stand til at yde likviditetsudvidelser i en stærkt begrænset periode, førend kapaciteten igen tørrer ind. Den enorme udstedelse af statsobligationer har en naturlig kapacitetsgrænse hvor markedet lukker af, og banksystemernes evne til at fastholde den lave rente, som skal levere kraften til den efterfølgende vækst, som følger af likviditetsflowets bankmultiplikator – dvs. det finansielle systems evne til at skabe et monetært flow – er afhængigt af omverdenens vilje til at investere i obligationer i dollar, pund og euro.

Derfor er budskabet fra G-20 nu at de store likviditetsindsprøjtningers tid snart er tilendebragt, og man påbegynder overvejelserne for en exit-plan ud af de store monetære udvidelser.

Forøgelserne af USA og Storbritanniens udlandsgæld er tæt på det højdepunkt, hvor produktionskapaciteten og evnen til at svare renter og afdrag af gældsbyrden, og det kan få renterne til at stige med eksplosiv kraft.

De voldsomme monetære aktiviteter fra centralbankerne i USA og Storbritannien og EU har bragt pengemængden mod skyerne. Pengemængden er i dag firedoblet i EU. I USA slår Bernanke dog alle rekorder, i det han med FED har kapacitet til at pumpe knap 500 mio. $ ud i timen…

Det er dog paradoksalt at de betænkeligheder verdens lærde giver udtryk for, primært drejer sig om hvor hurtigt, hvor kraftigt og hvor længe de ekspansive pengepolitikker virker.

Et andet paradoks er det at vi oplever at Keynesianismen  opnår en nyrenaissance samtidig med at de voldsomt konjunkturdrivende – og ekspansive – pengepolitikker udbredes i hele den internationale økonomi…

Keynes

I 1936 udkom “The General Theory of Employment, Interest and Money“, et digert værk på 400 sider, og en meget underholdende bog af John Manyard Keynes.

På det tidspunkt Keynes publicerer sine ideer, var bogen banebrydende, forstået på den måde at ingen før ham havde formuleret hvordan en krise af den store depressions omfang kunne håndteres, endsige havde et godt forslag til, hvordan man kunne løse de problemer der opstod når økonomien går helt i spåner…

Kenyes introducerer her de synspunkter, at konjunkturcyklerne ikke selv vil føre økonomien i et nyt balancepunkt på sigt fordi at pengenes købekraft ville stige efterhånden som renter, lønninger og priser vil falde – og en høj inflation reducerer den effektive pengeforsyning – og således skaber forudsætningerne for recession. Keynes introducerer desuden det synspunkt at fokus skal fjernes fra prisstabilitet, og der i stedet hovedsageligt skal fokuseres på stabilisering af beskæftigelsen og de samlede indkomster igennem statsbudgettet.

Som en kuriositet kan det nævnes at Keynes har udtalt at hans teorier også ville virke, selvom de igangsatte projekter var helt hen i vejret, og at man kunne fylde penge på flasker og grave dem ned og lade et privat firma til at grave dem op og “multiplikatoreffekten” ville herefter sørge for at det fik en større samlet virkning på beskæftigelsen end udgangspunktet…

Det skal ligeledes bemærkes at keynes også fremhæver at økonomien kan blive fanget i en likvidtetsfælde hvor renten ikke går under et givent niveau, uanset hvor mange penge der injekteres i økonomien, fordi folk skulle være bange og pessimistiske mht. obligationskurserne…

Bogen kan koges ned til 9 centrale teser:

1.       Et lands nationalindkomst er summen af investeringer og forbrug

2.       Hvis nationalindkomsten er for lille får man arbejdsløshed

3.       Når investeringerne forøges går beskæftigelsen op…

4.       En investering vil fortsætte med at cirkulere til hele beløbet er sparet op (alle lægger lidt til side af det “ekstra pund”)

5.       Systemet er ude af balance, når folk sparer mere op end samfundet investerer…

6.       På grund af multiplikatoreffekten vil indkomsten falde når investeringerne falder under det beløb folk sparer op ved den aktuelle indkomst…

7.       Når indkomsterne således falder, kan de ikke spare så meget op som førhen og opsparingen vil derfor falde til den svarer til investeringsniveauet…

8.       Samfundet glider herefter over i en ligevægtstilstand med arbejdsløshed…

9.       Der vil vare så længe det gamle produktionsapparat kan holde, og så længe virksomhederne forsøger at nedbringe lagerbeholdningerne.

Keynes foreslår altså “markedskræfterne virker for langsomt” og selvom pengenes reelle købekraft vil stige efterhånden som priserne falder som følge af deflationen, vil det simpelthen vare for længe til at man kan betragte det som en løsning på problemet.

Man kan jo indvende at, fordi når renten falder, vil investeringerne stige, og når lønningerne falder, vil det gøre ny produktion mere attraktiv, og dette vil i sig selv igangsætte nye investeringer. Ligesom at deflationen vil trække priserne på fast ejendom, varer og kapitalgoder ned, så købekraften i pengeforsyningen vil stige og det vil til sidst få folk til at forbruge igen.

Men Keynes foreslår altså, at man ikke skal tillade at forbruget slår fejl samtidigt med investeringerne.

De finansielle værktøjer som kan forhindre depressionen i at udvikle sig er i følge Keynes :

1.       Forøgede overførselsydelser

2.       Skattesænkninger

3.       Forøgede offentlige udgifter.

Altså, massiv offentlig intervenering. Populært sagt foreslår Keynes altså at man skærer top og bund af konjunkturcyklerne.

Det er en sød idé. Men det er noget vrøvl…

Det tætteste John Manyard Keynes i sit 400 siders digre værk kommer på den almindelige forbruger og virkeligheden er at han kalder forbrugeren styret af “dyriske tankegang”. Så er niveauet jo også lagt. Økonomien er a l t for vigtigt til at overlade til en gorilla!

Konjunkturcyklerne

Jeg mener jo ikke at Keynes er brugbar i denne situation, og at man burde benytte lejligheden til at skifte paradigme og koncentrere sig om iværksættere/innovation, konjunkturcykler og lære af den økonomiske historie, snarere end at rode rundt med tidligere tiders optagethed af investeringer og forbrugsanalyse…

Jeg tager derfor udgangspunkt i Kondratiev cyklen. Den interesserede læser kan orientere sig her:

    http://www.usca.edu/essays/vol142005/simsek.pdf

Kondratiev cyklussen er en cyklisk depressionsbølge der har en meget lang frekvens (på over 50 år)…

Nikolai Kondratiev var 18 år og studerende i 1910, da han mente at have opdaget et fænomen i den kapitalistiske økonomi, der forløb over meget lange tidsrækker , senere, 27 år gammel, påbegyndte han et videnskabeligt studie af fænomenet. I 1926 offentliggør han sine resultater i Archiv für Sozialwissenschaft.

Kondratiev kortlagde som den første konjunkturcyklerne fra begyndelsen af industrialiseringen og påviste at sammenhængen med den underliggende økonomi fulgte et mønster:

A. Overinvesteringer i produktionsapparatet fører til overkapacitet – og dernæst recession.

B. Fremkomsten af ny teknologi fører til en ny investeringsbølge, som tjener som “aftrækker” for opkonjunkturen.

Betingelserne for antændingen var:

1.       Stor opsparingstilbøjelighed

1.       2, Relativ stor forsyning af likvid lånekapital til lav rente

2.       Akkumulering af disse midler på handlekraftige iværksættere og finansfolk

3.       Et lavt prisniveau

Kondratiev konkluderede i øvrigt endvidere at /.. hver på hinanden følgende fase er resultatet af den samlede proces i den foregående, samt at så længe principperne i den kapitalistiske økonomi bevares, følger hver cyklus på den foregående med samme regelmæssighed, som kendetegner den måde de forskellige faser efterfølger hinanden på../

Fænomenet kan forklares med:

1.       Arbejdskraftens migration i mellem sektorer (landbrug til industri etc.)

2.       Den tid det tager at tilvejebringe og implementere den nødvendige kapacitet i den nødvendige produktionsstruktur i kapitalsektorerne.

3. Måden hvorpå kapitalsektorerne tilvejebringer produktionsfaktorerne.

4.       Behovet for at oparbejde overskudskapacitet i kapitalsektorerne.

5.       Forventninger og psykologiske faktorer, som fører til overekspansion i kapitalsektoren.

 

Follow the Money
Når man har læst aviserne, har man ofte set de vise mænd og kvinder tale om to tilstande som har trukket i økonomien. Den ene er inflationen, og den anden er recessionen.

Men det er to iboende egenskaber ved den almindelige konjunkturbevægelse som man ikke kan eliminere. De fremkaldes simpelthen på baggrund af vore (mere eller mindre) kvalitative økonomiske dispositioner.

Recessionen er et resultat som vi har arbejdet hårdt på at skabe ved at låne med begge hænder – i et stigende tempo – og bruge løs på klods. Mærkeligt at den ikke går i længden…
Inflationen er et resultat af alt for lave rentesatser – og deraf følgende kreditudvidelser – på alt for lempelige vilkår, med en voldsom og svingende stigning i pengemængde og pengestrømshastighed til følge, der ender op i en situation hvor pengenes værdi som købekraft udhules.

Knut Wicksell udgiver i 1907 “The Influence of the Rate of Interest on Prices” hvori han introducerer begreberne realrente og naturlig rente.

Von Hayek udgiver i 1933 “Monetary Theory and the Trade Cycle”. Her redegør han for den idé, at det er det monetære system i sig selv som er ustabilt, og at monetær inflation kan fortsætte i nogle år, uden at føre til inflation.

Von Mises udgiver i 1953 “Theory of Money and Credit”.

Hyman Minsky publicerer i 1957 ”Central Banking and Money Markets”, som den første i en række publikationer, hvori han beskriver ustabiliteten på kapitalmarkederne som det vigtigste aspekt i forbindelse med konjunktursvingninger.

Milton Friedmann og Anna Schwartz udgiver i 1963 ”A Monetary History of The United States” sammen, hvori de konkluderer at væksten I pengemængden på kort sigt afspejles i inflationen og på længere sigt i konjunkturerne.

Friedrich A. von Hayek og Gunnar Nyrdal modtager i 1971 nobelprisen for deres pionerarbejde inden for pengeteori og økonomiske svingninger, samt for deres banebrydende analyse af den gensidige afhængighed af økonomiske, sociale og institutionelle fænomener.

Milton Friedmann modtager i 1976 nobelprisen for sine resultater inden for forbrugsanalyse, monetær historie og teori, samt for sin påvisning af kompleksiteten af stabiliseringspolitik.

Læren fra Mises og Hayek er at en forøget pengeforsyning vil styrke produktionen – for en tid – uden at der derved bliver skabt inflation. Rentesatserne vil ligeledes være for lave og opsparingen alt for lille til at matche investeringerne, og at den resulterende kreditinflation vil fremskynde det finansielle sammenbrud.

Til trods for at man i nyere tid har valgt at tildele nobelprisen til økonomer, der netop påviser sammenhængen i mellem rente, inflation og kreditinflation, samt ustabiliteten i kapitalmarkederne og sammenhængen med konjunktursvingningerne, samt at den producerede mængde af informativ lærdom fra vise økonomer, har flydt gennem hele det forrige århundrede – fra Wicksell allerede for over 100 år siden åbenbarede sammenhængen imellem den naturlige rente og realrenten for os – kommer kriserne åbenbart som en overraskelse … hver gang …

Man skal være opmærksom på, at der er en betydelig prisdynamik under opbygning på den mellemlange bane. Formentlig får vi endnu en inflatorisk finanseffekt af de ekstremt lave renter, og det kan meget vel forskubbe prisniveauet på den mellemlange horisont på grund af de udvandede krydskurser til dollaren.

Naturligvis er der en nedre grænse hvor den amerikanske produktion bliver tilstrækkeligt konkurrencedygtig. Men foreløbig ser det ud til at paradigmeskiftet i USA i mellem kreditdrevet forbrugsvækst og produktivitetsfremmende finansielle stramninger ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Rentehævninger kan selvfølgelig diskuteres. Betragtet ud fra et simpelt monetaristisk synspunkt bør renten herfra være stigende, man kan ligefrem mærke von Mises sidde på sin lille sky og pege op ad med rentefingeren.

Det vil også være det der står på den pamflet, der udleveres ved udgangen.

Uligevægten er monumental og står for snarligt at tippe tilbage, og reelt set er der ikke meget vi i dag kan gøre, andet end at spænde livremmen ind og begynde forfra når balancen igen har fundet et harmonisk niveau. Hvilket også vil være det der kommer til at ske, når den sidste pose penge er brugt …

Regeringen burde slippe speederen og træde på koblingen nu, i stedet for at fortsætte vanvidskørselen mod afgrunden. Men – ned af bakke – med medvind – går det fint derud af…
Man må indse at vi har et halvt århundredes ørkenvandring foran os, idet recessionen vil blive endog m e g e t langstrakt på grund af flere uheldige samspil af faktorer:
På sigt vil udviklingen i betalingsbalancen og inflationen æde hele dette velfærdsboom op. Når regeringen vil være nødt til at sætte korrektionen i gang med en stærkt forbrugsdæmpende finanspolitisk stramning.
Presset på arbejdsmarkedet har i hele opkonjunkturen desuden drevet en lønspiral, som har sat husholdningerne i stand til at blæse en boligboble op hvor priskarrusellen kun har kendt én vej – og det er op – og det har igen har fået det private forbrug til at eksplodere med den øgede likviditet, og øgede gæld.

Oven det i købet i en periode, hvor der vil blive markant færre hænder på arbejdsmarkedet og energiudgifterne vil gradvist vokse til en vældig byrde, fordi Danmark, inden for en meget kort horisont, vil udvikle sig til nettoenergiimportør i takt med at vore olie- og gasfelter løber tørre…

På den meget lange tidshorisont ville den rettidige politik være at lægge samfundets oliegevinstopsparing tilside, og derved skabe en fond som på den anden side af olieeventyret kan medvirke til drive det fremtidige vækstgrundlag frem.

At få lagt danskernes overforbrug i ordentlige rammer, tæring efter næring, og opsparing før forbrug.

At få reduceret de alt for store offentlige udgifter, og at at få nedbragt den offentlige gæld, så vi får mest bonus for skattepengene på sigt…

Men frem for alt må regeringen indse at fremtiden tilhører danskerne – ikke politikerne – og indrette det politiske system, så det kan tjene borgerne, og ikke omvendt!

Utroligt, at man skal sige dette til en liberal regering!

  

 

Kunne man dog bare overbevise Lene E og Lars Løkke om, at det ville være rart med lidt på kistebunden til en regnvejrsdag…

Share
Tagged with: