Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share
I en ideel verden skabtes pengeinstitutternes driftskapital på bankforretning og sund fornuft – ikke ved at sektorens repræsentanter subsidierer en særlig politisk klub, der har til hensigt at lade medlemmerne fylde lommerne med skatteydernes penge.
Når landets banker i samlet flok driver penge sammen – og hvor kommer de penge i øvrigt fra? (dem har du og jeg vel betalt som kunder i butikken) – til at finansiere genvalg af den siddende regering og – må man formode - en garanti for fortsættelsen af den meget rundhåndede politik, er der grund til at råbe vagt i gevalt!

Ikke blot grænser det til nepotisme – det er også et diskret vink med en vognstang om at beslutninger vedrørende dette lands pengevæsen og politik ikke tages af folkets repræsentanter, men subsidieres igennem af sektorens ledelser. Det er en af vore grundlæggende rettigheder at lobbye for at føre vore synspunkter igennem hos beslutningstagerne. Vi har også ytringsfrihed, og jeg synes at det dufter langt væk af, at småkagerne fordufter i den dåse…

Senest har Finansrådet været ude med en advarsel mod at pålægge sektoren en omsætningsafgift på investering, de siger at det vil gå ud over dynamikken i markedet. Jeg vil her blot anholde dette synspunkt.

Continue reading »

Share

Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share

Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Fredag d. 11 marts 2011 mødes 17 EU-landes ministre til ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Dagsordenen består her bl.a. af et tysk-fransk forslag om en ny Europagt med konvergens af udvalgte konkurrencepåvirkende parametre for ØMU’ens industripolitiske dimension. Traktatfæstning er d. 23-24 marts 2011.

Pagten vil  – hvis den forankres i nuværende form, (og deltagerlandene altså rent faktisk følger dens anvisninger) – få en mærkbar industripolitisk betydning for Europa’s evne til at tage den merkantile udfordring op i den åbne globale økonomi, ikke mindst pga. forskydningerne i økonomisk styrke som følger af den økonomiske krise.

Den nye Europagt består af fire overordnede målsætninger:

• Bedre konkurrenceevne
• Styrkelse af beskæftigelsen
• Forbedring af de offentlige finanser
• Genskabelsen af finansiel stabilitet.

Pagten fokuserer på række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på - lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalderen og skattereformer – så det er altså op til de enkelte deltagerlande at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Ja, - hvad tror traktørerne selv - mon der kommer et spiseligt resultat ud af det?

Menukortet - som det forelægger - indeholder bl.a følgende frivillige elementer:

• Afskaffelse af systemer til indeksering af løn
• Etablering af et fælles beregningsgrundlag for selskabsskatter
• Justeringer af pensionssystemer i lyset af den demografiske udvikling
• Indarbejdelse af nationale gældsalarmeringsmekanismer
• Etablering af et nationalt krisehåndteringsberedskab for banker.

Altså endnu en vag konvergensplan til kludetæppet af de kompromisser, der udgør den økonomiske monetære union, som lige formår - måske -, at rokke lidt med de økonomiske fundamentaler. Men ikke styrker euro-landenes evne til opbygge den robuste industripolitiske diversitet, som fremadrettet kan gøre Europa konkurrencedygtigt i den globale økonomi.

Pagten vil derfor blot medvirke til at forstærke den igangværende polarisering, som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere Europa’s gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, vindruer og fede cigarer - hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats.

(Yeah, right!)

Forslaget er uambitiøst og slapt, og den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme er de fede diæter lige ned i foret på beslutningstagerne, når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Continue reading »

Share