Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share
I en ideel verden skabtes pengeinstitutternes driftskapital på bankforretning og sund fornuft – ikke ved at sektorens repræsentanter subsidierer en særlig politisk klub, der har til hensigt at lade medlemmerne fylde lommerne med skatteydernes penge.
Når landets banker i samlet flok driver penge sammen – og hvor kommer de penge i øvrigt fra? (dem har du og jeg vel betalt som kunder i butikken) – til at finansiere genvalg af den siddende regering og – må man formode - en garanti for fortsættelsen af den meget rundhåndede politik, er der grund til at råbe vagt i gevalt!

Ikke blot grænser det til nepotisme – det er også et diskret vink med en vognstang om at beslutninger vedrørende dette lands pengevæsen og politik ikke tages af folkets repræsentanter, men subsidieres igennem af sektorens ledelser. Det er en af vore grundlæggende rettigheder at lobbye for at føre vore synspunkter igennem hos beslutningstagerne. Vi har også ytringsfrihed, og jeg synes at det dufter langt væk af, at småkagerne fordufter i den dåse…

Senest har Finansrådet været ude med en advarsel mod at pålægge sektoren en omsætningsafgift på investering, de siger at det vil gå ud over dynamikken i markedet. Jeg vil her blot anholde dette synspunkt.

Continue reading »

Share

Hen over konjunkturvendingen er det ene kredit- og pengeinstitut – globalt set – gået på grund, fordi kvaliteten af udlånene er faldet i takt med kreditinflationens udvikling. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at de enkelte lande vil gå endog meget langt, for at forhindre finanssektoren i at kollapse.

Det er disse hovsapolitikker, der har indbygget en uheldig tantelogik i det finansielle system. 

I Danmark har vi med to bankpakker – og et særligt statsligt beredskab – effektivt forhindret det finansielle system i at visne hen i den finansielle tørkeperiode. Men bankpakkerne er blot det lappegrej, der gjorde at konjunkturcyklen ikke drønede helt i bund i Danmark. Spændet i mellem indlåns- og udlånsrenter er i dag tårnhøjt – fordi bankerne har måttet sende regningen for bankpakkerne videre til forbrugerne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at et af kerneproblemerne i udviklingen af finanskrisen er udsprunget af, at man er gået fra forsigtighedsprincippet. Alene det, at der kunne opstå gnist af tvivl om en bankernes solvensgrad, gjorde at likviditetskrisen brød i fulde flammer. Bankerne holdt op med at låne hinanden penge, og centralbankerne har herefter været nødsaget til at holde det finansielle system likvidt ved at sænke de ledende renter.

Men det centrale problem står – stadig – aldeles uadresseret: Man ser fortsat stort på forsigtighed. Ja, politikerne kræver faktisk uforandret udlånsaktivitet – stik imod Lov om Finansiel Virksomhed’s regelsæt – og har nu indskudt 100 mia. som hybrid kernekapital, for at de finansielle virksomheder kan leve op til de opskruede solvenskrav…

Til trods for at de ypperste bankvæsensmænd har bidraget til det nye regelsæt i Basel III, går man stadig en omvej omkring gryden for at undgå at genoverveje brugen af forsigtighedsprincippet – men dét ville da også være for nemt. Der er derimod stor raketvidenskab i de nye kapitalkrav …

Bankerne, som i forvejen må slås med tårnhøj gearing, forventes at fortsætte processen med at skifte til en lavere klinge, øge både den primære kapitalgrad og den ansvarlige kapital, lægge et par procent til side til uforudsete kapitaltræk og et par procent ekstra oveni, bare som en udglattende konjunkturbuffer. Nå, ja og så have lidt på bogen at låne ud også.

Men likviditet er snart det mindste problem – penge får man i nakken i Nationalbanken.

Det er den hybride kernekapital på 100 mia. som er problemet - den kan aldrig blive ansvarlig kapital - for her har politikerne vekslet madpakkeordninger og vuggestuepladser til kernekapital på sigt.

Continue reading »

Share

Landets Første kan bare ikke vente på at blive de sidste…

Lars Løkke Rasmussen, Statsminister i Danmark, snakker nu igen fandens oldemor et øre af, for at afskaffe sit lands valuta og denominere i euro, og Danmarks Nationalbank lægger desuden institution til phd. afhandling om samme emne. 

At Nationalbankdirektøren kun kan tilslutte sig sin ministers synspunkt kan derfor ikke overraske nogen. Pengepolitik fylder vel også en hel del i hans jobbeskrivelse, det var dog nemmere om den slags tidsrøvende beskæftigelser udførtes i Den Europæiske Centralbank. Hvad gør en driftig mand?

Hvad driver desuden en minister til at ønske at hans land stiller op ved betalerbordet, øjeblikke før regningen falder for uforsigtig og utilstrækkelig pengepolitik?

Man kan næsten ikke bliver mere utidig.

Vi har bemærket at Nils Bernsteins store interesse ligger i at komme snage i pengeinstitutternes bøger.

Men, nej, og atter nej - det bliver hverken eller! – Vi vil ikke af med kronen, og Nationalbankdirektøren kan godt skyde en hvid pind efter finanstilsynets kasket!

Continue reading »

Share

Med al respekt for Nationalbankens dygtige direktion, vil jeg alligevel udpege nogle vigtige målområder i økonomien, som ikke bare er vigtigere end at regne på holdbarheden i bankforretningernes strategier, men også kun varetages af denne institution.

Nationalbankdirektøren skal hellere koncentrere sig om at passe sit arbejde. En centralbanks rolle er ikke hverken at stimulere, bremse eller “tage vare” på økonomien. Den slags har vi så alt rigeligt af i forvejen.

En af de virkelig negative jokere, som følger af tidens ekspansive pengepolitik er bankernes stigende passivitet. Markedet for kortfristet usikret likviditet er enten meget lille eller i fare for direkte at forsvinde i kølvandet på de store tab på uigennemsigtig udlånsvirksomhed.

Det er derfor afgørende for tilliden til vort pengevæsen, at der er en klar grænse - og rollefordeling - i mellem centralbanker, pengeinstitutter, markedet og tilsynsmyndigheder.

Continue reading »

Share

Ekspansion i udlånsmarkedet, der sker som følge af de store bølger af billig likviditet og den kunstigt lave rente efter WTT tvinger kreditanstalter og investeringsbanker til at genopfinde deres bankforretninger i et væsentligt forringet marked.

Vi ser i dag resultatet af en udvikling over to dekader, der har sat langtidsholdbarheden i de finansielle markeder i kraftig forringelse. Samtidig har det også medført at den udskilning på forretningsdygtighed, som ellers ville have have foregået blev udsat, og det er jo som bekendt ikke tid, der læger alle sår i økonomi, men sårene, der heler i økonomien over tid.

I både Storbritannien og Amerika – og for den sags skyld også EU – har den offentlige gældssætning i dag sat en stopper for vækstmulighederne i al overskuelig fremtid, og da både banker og husholdninger desuden har en stor gæld, er det så som så med vækstpotentialet. Kræfterne er, om man så kan sige, allerede brugt på “opsving”. Det er derfor i dag ret nemt at sætte retning på pengestrømmene.

For i vor visdom – og naive tiltro til de forenklede makroøkonomiske indikatorer – anser vi nemlig stimulering af efterspørgsel for en slags mirakelmedicin, og ordinerer den gerne som et universalmiddel imod recession i rigt mål. Men i dagens globale økonomi, er det ikke bare en utopi. Det er en direkte forkert behandling!

Det har medført at udbud- og efterspørgselsstrukturerne i dag er aldeles forvredne. Når vore regeringer sprøjter likviditet ud i økonomien, medfører stigningen i efterspørgsel nemlig ikke til at stimuleringen fremmer den lokale beskæftigelsessituation. Opsvinget kan ikke bide sig fast. Det er med andre ord skønne spildte kræfter, som oven i købet kommer til at stå os rigtigt dyrt!

Når Vesten i dag poster likviditet i den globale økonomi via store budgetunderskud – eller via ekspansive pengepolitikker, ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil – fører det en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og vil på sigt drive både rentebyrden og inflationen op på bekostning af den fremtidige velfærd.

Det er en ganske alvorlig ubalance, som driver verdensøkonomien mod et strukturelt sammenbrud. For ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse.

Vi, der lever i Vesteuropa, kommer til at sende en stadigt større del af vort overskud til Asien, Indien og de øvrige emerging markets lande. Det er en udvikling, der ikke vil stoppe før vi er henholdsvis lige fattige eller lige rige.

Det bliver en lang og pinefuld proces for Vesten at måtte give afkald på det økonomiske overherredømme, og det er en meget dyrtkøbt redningsmodel vore beslutningstagere har valgt. Men den fører utvivlsomt til en mere fair fordeling af klodens ressourcer.

Continue reading »

Share