Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share
Det begynder som et Déjà vu med billig eller næsten gratis finansiel likviditet i dollar, men ender med at blive til store og omfattende lommesmerter, når gældskrisen udvikler sig mod at blive en regulær økonomisk krise med potentiale for en regulær depression.

Hvordan krisen udvikler sig, er i høj grad afhængig af hvordan balancen imellem dårskab og lederskab hos verdens beslutningstagere udmøntes i økonomisk politik i den kommende tid.

Det er vigtigt at forstå at krisen ikke er kommet af sig selv, men i høj grad er drevet frem og følger af dårlige beslutninger eller mangelfuld indsigt, og afspejler at beslutningstagerne reelt står magtesløse overfor den udvanding af pengenes købekraft som er pågået i hele dette årtusinde.

Men én ting er sikkert: Der findes ingen nemme løsninger, og i den kommende tid vil det blive stadigt vanskeligere at opfinde en smart løsning som gør alle tilfreds og ingenting koster. Men det er nemt at gøre alting værre.

Der er især to veje der leder til forværring og det er ingenting at gøre, eller i mangel af effektive værktøjer til løse krisen, at forsøge at betale sig fra at løse årsagerne med endnu mere billig finansiel likviditet.

Det ender naturligvis med at blive et benhårdt arbejde at trække nationaløkonomierne op af hullet, og for hver runde med nulrente og kvantitative pengeforøgelse bliver det blot dyrere og dyrere.

Men det bliver en linedans uden sikkerhedsnet.

Continue reading »

Share

Kvantitative pengepolitikker og ekspansiv finanspolitik har drevet konjunkturerne til flere krak siden 1987, og nu lurer kollisionen med virkeligheden ret forude.

Verdensøkonomien bevæger sig med raske fjed fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise. Det statsfinansielle krisemenukort trænger sig ind på os: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig. Det er en hård kost.

Overalt i verden sker der naturkatastrofer med ild, jord og vand, og Japan, som aldrig rigtigt har kunnet trække sig ud af fortidens deflation, er nu også ramt fra undergrunden. Usynlige kræfter har rykket landets position i sønder, og atomstråling kappes nu med en misrøgtet økonomi om at nedbryde verdens indtil da næststørste økonomiske magt.

Set i det lys er det trods alt milde vinde, der blæser i vort lille land, selvom det finansielle system også her falmer trindt om land allerede fra midt på sommeren. I Danmark er den finansielle sektor nemlig lige så smittet af default swap syndromet som alle andre steder.

Både gamle kæmper og små lokalbanker falder som espeløv, og statsselskabet Finansiel Stabilitet kan fortsat sætte den ene bank til livs efter den anden, og til trods for ikke mindre end tre bankpakker, råber branchen stadig på flere penge.

I Kina har man udviklet en helt ny form for vækstfremmer - urbanisering som primær drivkraft for vækst – på afstand ligner Kina et vækstmirakel. Opførelsen af hele 10 byer mere om året i dekader, har skabt et boom i Kina’s økonomi, som har frembragt imponerende to-cifrede vækstrater, men ser man nærmere til er byerne mennesketomme - og uden liv - som støvede oldtidspyramider. Som oltidens pyramider skabte beskæftigelse for hele folkeslag, tjener opførelsen af Kina’s spøgelsesbyer samme formål. Byggeriet driver BNP-væksten.

Den enorme mængde likviditet som centralstyret har pumpet ud, har skabt forudsætningerne for finansiel nedsmeltning af hidtil uset format.

I USA sidder barometeret fast på valutauro. Ikke mindst på grund af de uholdbare økonomiske ubalancer mellem overskud og underskud – de stadige problemer med at skabe det nødvendige politiske flertal for budgettet – stilles der i verden stadig større spørgsmålstegn ved amerikanernes evne til at få den løbske pengepolitik under kontrol.

I USA, er væksten under tonstungt pres og ikke i stand til at løfte økonomien ud af sit dødvande. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, samt flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, samtidig med at det bliver stadig mere evident, at man ikke kan knække arbejdsløshedskurven – til trods for en kvantitativ pengepolitik af gigantiske proportioner, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.

Continue reading »

Share

Landets Første kan bare ikke vente på at blive de sidste…

Lars Løkke Rasmussen, Statsminister i Danmark, snakker nu igen fandens oldemor et øre af, for at afskaffe sit lands valuta og denominere i euro, og Danmarks Nationalbank lægger desuden institution til phd. afhandling om samme emne. 

At Nationalbankdirektøren kun kan tilslutte sig sin ministers synspunkt kan derfor ikke overraske nogen. Pengepolitik fylder vel også en hel del i hans jobbeskrivelse, det var dog nemmere om den slags tidsrøvende beskæftigelser udførtes i Den Europæiske Centralbank. Hvad gør en driftig mand?

Hvad driver desuden en minister til at ønske at hans land stiller op ved betalerbordet, øjeblikke før regningen falder for uforsigtig og utilstrækkelig pengepolitik?

Man kan næsten ikke bliver mere utidig.

Vi har bemærket at Nils Bernsteins store interesse ligger i at komme snage i pengeinstitutternes bøger.

Men, nej, og atter nej - det bliver hverken eller! – Vi vil ikke af med kronen, og Nationalbankdirektøren kan godt skyde en hvid pind efter finanstilsynets kasket!

Continue reading »

Share