Enten så skifter Danmark kurs og vælger en offensiv økonomisk politik, der rettes mod krisens årsager, eller også sendes danskerne ud på en frugtesløs ørkenvandring og skubber derved bare ansvar (og pris) til senere afregning.

Afkoblingen fra økonomien fortsætter stadig med uformindsket styrke globalt, og selvom konjunkturerne er milde ved dansk økonomi, vil de også i den sidste ende få ram på økonomien i vor egen lille andedam, hvor den danske krone er hård valuta.

Et af de store spørgsmål – før monetarismen – var om der er grænser for vækst.  I dag kan vi blot håbe at det ikke er tilfældet.

Set over det lange perspektiv, kan det forekomme besynderligt, når vi er klar over at økonomien vil køre af sporet – den ene gang efter den anden, at der er så lidt man kan gøre ved det. Viljen fejler ikke noget, men særligt begavet, det kan man ikke påstå at vi handler.

Især ikke når det viser sig, at vi kun meget trægt tager ved lære af vore fejltagelser.

For Danmark var de økonomiske forhold vidt forskellige for de to hovedkriser i perioden 1987-2011.  Hvor der i det meste af perioden 1987-93 var fremgang for de danske eksportvirksomheder, har den økonomiske krise i de senere år stort set raset globalt.

En anden central forskel har været, at økonomiens udgangspunkt af opkonjunkturen målt på både betalingsbalance, udlandsgæld, offentlig gæld og arbejdsmarkedet var langt stærkere i det første årti af 2000-tallet end i 1980′erne.

Der er fællestræk for de to kriser – en forudgående overophedning af den danske økonomi og stærkt stigende ejendomspriser - men der er også markante forskelle i den førte finanspolitik. I årene umiddelbart forud for de senere års finanskrise bidrager en konjunkturmedløbende finanspolitik til at forstærke overophedningen af økonomien. Hvorimod en stram finanspolitik i midt-80′erne bidrog til at reducere overudnyttelsen af produktionsresurserne.

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share

Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

I Cheng Gong, er der mere end 100.000 splinternye nye lejligheder uden beboere, gader uden biler flankeret af frodige træer og enorme kontorkomplekser – der ligeledes står gabende tomme - og naturligvis enorme reklamer for hostesaft og skønne huse – men ingen til at opleve alt dette.

For der er ikke nogen hjemme i Kina.

Den australske TV-kanal SBS sendte i vinter en dokumentar om kinas nye byer, fix og færdige med gigantiske indkøbscentre, boligblokke og infrastruktur.

Mennesketomme.

South China Mall
Verdens største indkøbscenter South China Mall i Dongguan, der har stået praktisk talt tomt siden åbningen i 2005

Continue reading »

Share

Basel III vil forstærke dæmpningen i realvæksten i den kommende recession, fordi de nye skærpede regler kræver større kapital og prisen vil ryge på kunderne, der igen vil dæmpe væksten (og det vil igen have negativ multiplikatoreffekt) og er i realiteten medcyklisk.

Kvantitative lettelser og en rentesats under realrenten udhuler forretningsgrundlaget for pengeinstitutterne. Men i en globaliseret økonomi er pengevæsenet underlagt monetære faktorer, der er markedsdannende. Lovgivningen skal regulere disse exogene påvirkninger.

Ikke forstærke dem.

Forudsætningerne for finanskrisen er i høj grad skabt fordi lovgivningen halter efter og er møntet på historiske forhold, og bankerne skal drive forretning i et fremadrettet perspektiv.

Når man udstikker rammerne for et bankvæsen, er kunsten at afveje finansiel kvalitet og kvantitet, uden at sætte hverken risikostyring eller fortsat finansiering af vækst over styr.

Men efter Basel III bliver det dyrere for bankerne at øge kapitalen. Regelsættet er helt klart skruet sammen, så risikoen for at den finansielle stabilitet igen kan skride mindskes. Men for bankerne, kommer det højere kapitalkrav fremover til at vanskeliggøre en indtjeningsvækst på engagementsomfanget alene. Vi kan derfor ikke bare forvente at rentemarginalen vil øges, Basel III kommer også virke som en effektiv vækstbremse.

Continue reading »

Share