Kvantitative pengepolitikker og ekspansiv finanspolitik har drevet konjunkturerne til flere krak siden 1987, og nu lurer kollisionen med virkeligheden ret forude.

Verdensøkonomien bevæger sig med raske fjed fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise. Det statsfinansielle krisemenukort trænger sig ind på os: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig. Det er en hård kost.

Overalt i verden sker der naturkatastrofer med ild, jord og vand, og Japan, som aldrig rigtigt har kunnet trække sig ud af fortidens deflation, er nu også ramt fra undergrunden. Usynlige kræfter har rykket landets position i sønder, og atomstråling kappes nu med en misrøgtet økonomi om at nedbryde verdens indtil da næststørste økonomiske magt.

Set i det lys er det trods alt milde vinde, der blæser i vort lille land, selvom det finansielle system også her falmer trindt om land allerede fra midt på sommeren. I Danmark er den finansielle sektor nemlig lige så smittet af default swap syndromet som alle andre steder.

Både gamle kæmper og små lokalbanker falder som espeløv, og statsselskabet Finansiel Stabilitet kan fortsat sætte den ene bank til livs efter den anden, og til trods for ikke mindre end tre bankpakker, råber branchen stadig på flere penge.

I Kina har man udviklet en helt ny form for vækstfremmer - urbanisering som primær drivkraft for vækst – på afstand ligner Kina et vækstmirakel. Opførelsen af hele 10 byer mere om året i dekader, har skabt et boom i Kina’s økonomi, som har frembragt imponerende to-cifrede vækstrater, men ser man nærmere til er byerne mennesketomme - og uden liv - som støvede oldtidspyramider. Som oltidens pyramider skabte beskæftigelse for hele folkeslag, tjener opførelsen af Kina’s spøgelsesbyer samme formål. Byggeriet driver BNP-væksten.

Den enorme mængde likviditet som centralstyret har pumpet ud, har skabt forudsætningerne for finansiel nedsmeltning af hidtil uset format.

I USA sidder barometeret fast på valutauro. Ikke mindst på grund af de uholdbare økonomiske ubalancer mellem overskud og underskud – de stadige problemer med at skabe det nødvendige politiske flertal for budgettet – stilles der i verden stadig større spørgsmålstegn ved amerikanernes evne til at få den løbske pengepolitik under kontrol.

I USA, er væksten under tonstungt pres og ikke i stand til at løfte økonomien ud af sit dødvande. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, samt flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, samtidig med at det bliver stadig mere evident, at man ikke kan knække arbejdsløshedskurven – til trods for en kvantitativ pengepolitik af gigantiske proportioner, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.

Continue reading »

Share

Ifølge den den nye 5-årsplan i Kina skal der i perioden 2011-2015 gennemføres både økonomiske og sociale reformer, samt opbygges en bæredygtig vækstmodel.

Mens man har tænkt store tanker i partiet og stukket retningslinierne ud for de næste 5 års udvikling i Kina, har opmærksomheden været draget mod de forskellige overophedninger i Kina. En usædvanlig alvorlig tørke har plaget den sydlige og centrale Kina. Samtidig er der opstået stigende bekymring over landets buldrende boligmarked – ligesom at prisstigningerne i fødevarer og energi raser op.

Midt i uroen popper der nu også advarsler op fra flere analytikere, på det sidste fra OECD, om at Kina kan være på vej ind i en langt mere alvorlig økonomisk afmatning end tidligere ventet, såfremt inflationen ikke bringes under kontrol.

I Kina har man bygget huse. Huse og lejligheder. Kraftværker og broer og veje. For Kina har gjort – ikke bare verdens største kraftspring ud i økonomien – Kina har også gjort det helt umuligt at undgå et teknisk knock-out, når mirakelmagerne løber tør for reguleringsmuligheder, og den kinesiske gryde går af kog.

Det er den tætte vekselvirkning imellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, der giver bristen i den kinesiske boligboble sit katastrofepotentiale.

Den kinesiske økonomi har vokset med en hastighed andre lande kun kan drømme om. I årevis landet har leveret en BNP-vækst tæt på 10 procent. En af de vigtigste drivkræfter bag denne vækst, skyldes ikke bare fokusering på opførelse af nye boliger, men også ligefrem opførsel af helt nye superbyer og infrastrukturer.

Men illusionen om Kinas vækst begynder nu at krakelere.

Continue reading »

Share

Set i bagklogskabens lys vil vi i nær fremtid ikke se Kina som et vækstlokomotiv, men snarere som et sporskifte for verdensøkonomien – en én-sporet linje - der drænede økonomien for den (tvivlsomme) stabilitet, der lå i at have dollarøkonomien som økonomisk hub for resten af verden, en rolle der trods alt gjorde Amerika til verdens største økonomi, og skabte verdens største gæld.

USA’s mission er indtil videre, at forsøge at reducere guldpriserne (dvs. styrke dollarkursen). Kineserne derimod vil reducere olieprisen. (For sig selv.)

Man kan derfor være rimeligt sikker på at Kina vil støtte op om dollaren som verdens reservevaluta. (Men derfor kan man jo godt købe op med arme og ben i Corporate Chimerica.) Den faldende dollar, den stigende indenlandske købekraft og efterspørgsel efter olie i Kina (og Indien) har i høj grad medvirket til de ubehageligt stigende oliepriser, der er Kina’s akilleshæl som verdens værksted.

USA kontrollerer i dag store dele af verdens vigtige oliereserver, ikke mindst i de olierige lande som Irak og Saudi Arabien (i kraft af dollar-ægteskabet). Dette udnyttes til at presse oliepriserne op, i håb om at USA kan kradse nok penge ind til at rette op på deres kolossale underskud.

Samtidig er dollaren unægteligt forbundet til olien (det sorte guld), og da olien handles i dollars, betyder det at dollaren bevares i cirkulation og desuden styrkes valutaens status som international reservevaluta. Men kan USA kan kradse nok penge ind til at rette op på underskuddet?

Ja, hvis prisen på olie kan holdes høj nok, og guldprisen lav nok, skulle der være en chance. Det er derfor at Kina går efter guldet.

Continue reading »

Share

I det disede og bølgende æterspejl over bobleøkonomierne, lyser Kina stadig op som et gyldent sted i horisonten. Et fantastisk sted, hvor penge hænger på træerne - væksten kan fortsætte helt ind i himlen – og selv solen går ned i guld. Men intet kunne være mere forkert. Det er desværre en øjenforblændelse.

Det asiatiske fatamorgana, som for øjeblikket udspiller sig i øst - hænger frit svævende i luften – men pengetræerne vokser hverken ind i himlen eller formår at slå rod i realøkonomien. Den kinesiske mirakeløkonomi, der tilsyneladende har styrke som en løve – og potentiale til at udvikle sig til økonomiernes konge -  er nemlig baseret på store mængder af finansielle dopaminer.

Kina anvender sin oppustede finansielle kraft til at skabe en gigantisk kreditdrevet boble i fast ejendom. (Der opnår sin dødelige kraft i samspillet mellem de enorme mængder likvider den kinesiske centralbank leder ud i økonomien og de helt urealistiske udlånsvilkår, der følger i hælene på G-20 landenes fantasikur imod dårligt drevne banker (og de hovedløse økonomiske politikker), der har rådet i verden i det meste af dette årtusinde.

At finansiere lange papirer med korte penge er noget, der både kan – og ofte vil - medføre store problemer, også selv om den kortsigtede fordel, der består i en lav rente og fordelagtige konjunkturer kan forekomme attraktiv på den korte bane.

Continue reading »

Share

Syreeta Wright udgiver i 1974 et album på Motown med sangen “Spinning and spinning around” af Stewie Wonder: Oliekrisen er lige brudt ud og verden går ind i et orgie af offentlig gæld og fejlslagne økonomiske politikker, som efterfølges af en langvarig lavkonjunktur med tårnhøje renter, stor arbejdsløshed og en meget lav vækst – om nogen overhovedet. Herefter lagde man dengang Keynes i sin æske. 

Men man låste dengang ikke de keynesianistiske ideer ned samtidigt og smed nøglen væk. I dag florerer de ideer i bedste velgående på højeste plan, som om man intet har lært af historien, og hele den amerikanske Top of Economics synger med på omkvædet: “Spinning and spinning and spinning around”. 

Der er så meget her i verden man kan være bange for. I den økonomiske krise er der især 2 hovedproblemer man har valgt at være bange for: Det ene er krisen i vore hoveder. Den anden er krisen i betalingsmidlerne. 

Den faktiske trussel er imidlertid, at vi står på tærsklen til verdenshistoriens største krak når boblen brister i den Kinesiske økonomi.

Continue reading »

Share

Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Continue reading »

Share