Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share

Kina har vist sig formidabel til at skabe økonomisk vækst. Men halter langt bagefter, når det drejer sig om at skabe forvaltnings- og retssystemer, der er finmasket nok til at sikre folk, der er krænket på rettigheder eller økonomi en ordentlig og redelig proces - og det gælder uanset om det drejer sig om økonomisk kompensation eller det sociale og retlige sikkerhedsnet.

Udviklingen ér gået rigtigt hurtigt frem i Kina. Veje, bygninger og infrastruktur bredes ud over landet i et storskalaprogram, der ikke er set tilsvarende siden bygningen af den Store kinesiske Mur.

Men nu er Kina også et land af af format, og bruger derfor heller ikke små armbevægelser. Historisk set vil denne æra da sandsynligvis også blive kendt som Den store Urbanisering.

På alle fronter har kineserne kunnet opleve en stadig forbedring på levevilkår: Sundhed, alder, indkomst, uddannelse og velfærd. I Kina har kursen været mod skyerne. Men i de senere år har udviklingen gået så hastigt, at det har rejst andre problemer for mange kinesere. Tusindvis af mennesker – i både byer og landdistrikter – har mistet jord og hjem.

Menneskerettighedsorganisationer beretter om mangefold overgreb mod borgere, relateret til den heftige urbaniseringsbølge, som har skyllet over land og by.

Continue reading »

Share

I Cheng Gong, er der mere end 100.000 splinternye nye lejligheder uden beboere, gader uden biler flankeret af frodige træer og enorme kontorkomplekser – der ligeledes står gabende tomme - og naturligvis enorme reklamer for hostesaft og skønne huse – men ingen til at opleve alt dette.

For der er ikke nogen hjemme i Kina.

Den australske TV-kanal SBS sendte i vinter en dokumentar om kinas nye byer, fix og færdige med gigantiske indkøbscentre, boligblokke og infrastruktur.

Mennesketomme.

South China Mall
Verdens største indkøbscenter South China Mall i Dongguan, der har stået praktisk talt tomt siden åbningen i 2005

Continue reading »

Share

Ifølge den den nye 5-årsplan i Kina skal der i perioden 2011-2015 gennemføres både økonomiske og sociale reformer, samt opbygges en bæredygtig vækstmodel.

Mens man har tænkt store tanker i partiet og stukket retningslinierne ud for de næste 5 års udvikling i Kina, har opmærksomheden været draget mod de forskellige overophedninger i Kina. En usædvanlig alvorlig tørke har plaget den sydlige og centrale Kina. Samtidig er der opstået stigende bekymring over landets buldrende boligmarked – ligesom at prisstigningerne i fødevarer og energi raser op.

Midt i uroen popper der nu også advarsler op fra flere analytikere, på det sidste fra OECD, om at Kina kan være på vej ind i en langt mere alvorlig økonomisk afmatning end tidligere ventet, såfremt inflationen ikke bringes under kontrol.

I Kina har man bygget huse. Huse og lejligheder. Kraftværker og broer og veje. For Kina har gjort – ikke bare verdens største kraftspring ud i økonomien – Kina har også gjort det helt umuligt at undgå et teknisk knock-out, når mirakelmagerne løber tør for reguleringsmuligheder, og den kinesiske gryde går af kog.

Det er den tætte vekselvirkning imellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, der giver bristen i den kinesiske boligboble sit katastrofepotentiale.

Den kinesiske økonomi har vokset med en hastighed andre lande kun kan drømme om. I årevis landet har leveret en BNP-vækst tæt på 10 procent. En af de vigtigste drivkræfter bag denne vækst, skyldes ikke bare fokusering på opførelse af nye boliger, men også ligefrem opførsel af helt nye superbyer og infrastrukturer.

Men illusionen om Kinas vækst begynder nu at krakelere.

Continue reading »

Share

I Korea er der blot en 1/1000 mm i mellem fredelig og stabil sameksistens og krig og ufred - Det siger man i hvertfald, at oversættelserne af en særdeles opildnet kvindelig nyhedsopråbers udsagn betyder.

I så fald lever koreanerne altså på randen af ragnarok.

Der er kun en ting, der er værre end milimeterdemokrati, og det er et nøjeregnende millimeterdiktatur.

Nu lyder 0,001 mm jo ikke af særlig meget, og et hanefjed imellem krig og fred levner da heller ikke en kinamand mange chancer for finjustering af tolerancetærsklen i mellem nord og syd. Det kræver nemlig en særdeles præcis mikrometerskrue.

Fredelige relationer kommer ikke dumpende ned fra oven – der skal arbejdes for sagen – både Amerika, Kina og resten af verden skylder hinanden at rykke truslen om krig et hanefjed længere væk. Ingen kan vel have interesse i at Nord Koreas økonomi kollapser totalt?

Continue reading »

Share
Tagged with:  

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with: