Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share

Ifølge den den nye 5-årsplan i Kina skal der i perioden 2011-2015 gennemføres både økonomiske og sociale reformer, samt opbygges en bæredygtig vækstmodel.

Mens man har tænkt store tanker i partiet og stukket retningslinierne ud for de næste 5 års udvikling i Kina, har opmærksomheden været draget mod de forskellige overophedninger i Kina. En usædvanlig alvorlig tørke har plaget den sydlige og centrale Kina. Samtidig er der opstået stigende bekymring over landets buldrende boligmarked – ligesom at prisstigningerne i fødevarer og energi raser op.

Midt i uroen popper der nu også advarsler op fra flere analytikere, på det sidste fra OECD, om at Kina kan være på vej ind i en langt mere alvorlig økonomisk afmatning end tidligere ventet, såfremt inflationen ikke bringes under kontrol.

I Kina har man bygget huse. Huse og lejligheder. Kraftværker og broer og veje. For Kina har gjort – ikke bare verdens største kraftspring ud i økonomien – Kina har også gjort det helt umuligt at undgå et teknisk knock-out, når mirakelmagerne løber tør for reguleringsmuligheder, og den kinesiske gryde går af kog.

Det er den tætte vekselvirkning imellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, der giver bristen i den kinesiske boligboble sit katastrofepotentiale.

Den kinesiske økonomi har vokset med en hastighed andre lande kun kan drømme om. I årevis landet har leveret en BNP-vækst tæt på 10 procent. En af de vigtigste drivkræfter bag denne vækst, skyldes ikke bare fokusering på opførelse af nye boliger, men også ligefrem opførsel af helt nye superbyer og infrastrukturer.

Men illusionen om Kinas vækst begynder nu at krakelere.

Continue reading »

Share

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Efter alt at dømme er vi i krisedøgnet, med megen møje og besvær, nået tilbage hvor vi kom fra. Forskellen er blot, at næste omgang i vridemaskinen ikke bliver på første klasse, og den effektive kinesiske købekraft i mellemtiden er steget markant.

Får Kina agt som de har magt, vil der være en hel del ting, som fremadrettet kommer til at se anderledes ud. I en verden, hvor hele kloden er Kina’s hjemmemarked, vil reservevalutaen være en lille rund ting – der jo som bekendt betyder yuan - såvidt globaliseringen. Kina har ikke til sinds at lade chancen gå til spilde for vende det økonomiske kredsløb til egen fordel, og det handler i høj grad om både merkantile og industripolitiske mål.

Det er ikke utænkeligt, at vi inden for få år kommer til se Amerika gå konkurs, og det er heller ikke usandsynligt at det er en kalkuleret risiko i den værdi-osmose, der kendetegner det gensidige kvælertag Amerika og Kina har bragt hinanden i. Paradoksalt er dog alligevel at se Kina og Amerika bytte rollerne om. Hvem der der i sidste ende får overtaget, må indtil videre henstå i det uvisse.

Over de seneste 10 – 12 år er en stigende andel af den kinesiske produktion gået til eksport. Amerika har aftaget en stigende andel af de billige kinesiske varer og tjenesteydelser. I samme periode har vi set ekstreme rentesænkninger, som har øget dynamikken i økonomien væsentligt og stadig giver anledning til store boblefænomener i økonomien. Løsningen af de store finansielle kriser i perioden har gjort situationen langt værre, end da kriserne faktisk opstod.

At holde rente og inflation kunstigt lav og lade pengemængden eskalere, har forlænget økonomien langt ud over sidste holdbarhedsdato.

Men så længe gælden kan vokse uhindret for at støtte “opsvinget”, er der ingen grænser for dybden i den endelige økonomiske katastrofe. Stimulering af efterspørgsel er i dagens globale økonomier en direkte forkert behandling, for det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet.

Ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse, og da den kinesiske import ikke samtidigt stiger i samme omfang som likviditeten strømmer ind fra eksporten, er der derfor i dag et meget stort - og stigende – overskud på den kinesiske handelsbalance.

Kina har nemlig fastholdt en stram valutakursstyring ved ikke at tillade frie kapitalbevægelser. Derved opnår den kinesiske centralbank at bevare fuld kontrol over vekslekursen på yuan.

Når man ikke frit kan ind- og udføre kapital, kan man nemlig heller ikke påvirke renminbikursen (yuan) ved at opkøbe kinesiske værdipapirer og derved balancere valutabalancer på normale vilkår.  Kina’s valutareserve er derfor i dag på mere end tre-tusinde-milliarder dollar.

Denne akkumulering af valuta, som ikke følger hidtidige strømme i verdensøkonomien, ligger derfor som en stor bremseklods og bremser den globaliserede økonomi, der i høj grad har benyttet dollarøkonomien som hub i den økonomiske udvikling.

Continue reading »

Share

I medierne har man efter finanskrisen især fokuseret på bankernes rådgivning og incitamentsstrukturer samt ledelsen og bestyrelsernes ansvar, hvilket også er relevant i kølvandet på de massive tab, der opstod som følge af det systemsvigt, der har udraderet en stor del af højkonjunkturens finansielle strukturer. Tab, som også kan relateres til den indtjeningslogik, der er styrende for branchen i perioden.

Men i denne fremstilling vil jeg snarere rette fokus mod den rolle vore beslutningstagere har haft i udviklingen af denne krise, da mange af de tiltag der er gjort enten har bragt os fra asken i ilden, eller har gjort dårlige tider værre.

Der udbredt politisk enighed om at “fejlen” skal findes i det regelsæt, som er vejledende for hvordan pengeinstitutter skal drives, og at man ellers skal indføre en skarpere kontrol med sektoren.

Den politiske dagsorden stiller altså skarpt på regulering, kontrol og ansvarspådragelse.

Diskussionen om moral går på om et pengeinstitut har haft bonusordninger baseret på profitopgørelser tilknyttet til udlånene. Da kreditrisici primært styres gennem porteføljediversifikation går spørgsmålet om “hazard” især på pengeinstitutter, der får solvensproblemer på grund af  utilstrækkelig spredning i engagementer.

Hvis vi kigger ind i det, det hele handler om, nemlig at drive en forretning, der skaber penge og overskud og forvandler betalingsmidlet til en strøm, har pengeinstitutterne rent faktisk indtjeningsvækst i perioden 2003 – 2007, til trods for den lave marginalrente i hele perioden. Jo, bankfolk ér dygtige mennesker, der kan deres metié.

Continue reading »

Share

Skal man vælge fast eller flydende rente?

On 16. august 2010, in Makroøkonomi, Politik, Økonomisk politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Det er i dag en udbredt opfattelse, at det ikke betaler sig at have fast forrentede lån. Nyere historie i markedet viser da også at risikolysten på det seneste er blevet belønnet. Deraf slutter mange, at det altid lønner sig at have lån baseret på flydende renter. Denne misforståelse er sandsynligvis opstået fordi den gennemsnitlige lange rente længe været højere end de gennemsnitlige korte renter over tid.

Det er sjældent at det betaler sig at fryse renten når man umiddelbart kan drage en fordel deraf  - altså når de lange renter er lavere end de korte - ( da vi sandsynligvis vil være på vej ind i en lavkonjunktur) - det er også et forvarsel på at vi er på vej ind i en recession - og markedet vil her forvente rentefald, men undervurderer ofte hvor mange nedsættelser, der vil komme. Omvendt, undervurderes ofte hvor mange rentestigninger der vil komme de efterfølgende år, når konjunkturene vender. Markedet forventer stadig rentefald, men undervurderer ofte antallet af rentesænkninger. På samme måde undervurderer markedet ligeledes ofte antallet af renteforhøjelser.

Der findes tekniske analyser, der viser at renten vil forblive lav året ud. Eksperterne taler om økonomiens kapacitetsbegrænsninger - at centralbankernes ekspansive pengepolitik bare vil fortsætte og fortsætte - og at de styrende renter vil holde de lange renter forankret lavt rigtigt længe endnu. Men spørgsmålet om at binde renten bør under alle omstændigheder ikke kun være baseret på en snæver lønsomhedsbetragtning.

Nu skal man ikke underkende mavefornemmelsen. Men der skal ikke mange rentehop til at det i realiteten kan betale sig at binde renten nu. Beslutningen er nemlig ekvivalent med at vælge risikoforsikring til eller fra. Hvilke ricisi er det da relevant at tage i betragtning, når man tager stilling til om forsikringen er en nødvendig udskrivning?

Continue reading »

Share