Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Efterårskrakket 2010

On 20. august 2010, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, Udland, Økonomisk politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Efteråret melder sin snarlige ankomst – også i økonomien - verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Kendetegnede for vendingen i økonomien er, at der er et stigende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig, i mellem aktiemarkedet – der konstant jagter det næste boom – og kreditmarkedet – som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge.

Hvor aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter japansk model.

En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om, at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

I den finansielle verden går barometerstanden fra Smukt mod Storm. Rusk og regn er her bare erstattet med områder, hvor de økonomiske vinde kan opnå orkanstyrke på grund af de interkontinentale lavtrykskræfter (fra deflation, risikoaversion og frygt), der hviler over verdensøkonomien. Altsammen, vil det svække væksten yderligere, og kan rive værdier, formuer – og ja, endog nationaløkonomier omkuld med sin ødelæggende kraft.

Continue reading »

Share

Børsen er Danmarks største dagblad, og et vældigt populært ét af slagsen. Når Børsen skriver en leder i papirudgaven, er det første der brænder sig ind på nethinden når man åbner avisen Lederen – og så glimter selvfølgelig ansvarshavende chefredaktør Leif Beck Fallesen også i anden position.

En Leder skal være retningsgivende og understøtte mediets grundholdninger og synspunkter.

Når dagbladet Børsen tager videnskaben om markedsøkonomiens tip-tip-oldefar Adam Smith som gidsel, i spørgsmålet om “Vi ser neo-merkantilismens grimme ansigt?” - og så i øvrigt selv leverer svaret, (da gode gamle Adam forlængst har forladt denne verden) – synes jeg ikke at Leif Beck Fallesen skal få lov at dyppe tæerne i syndefaldet upåtalt.

Men da Børsen ikke længere giver mulighed for fri meningsdannelse, er oppositionen til Børsens trykte medie henvist til egne betingelser, og det er vel godt – for intet kan være tættere på den offentlige mening end blogosfæren - og svaret er: Nej, vi ser globaliseringen skifte til bakgear.

Continue reading »

Share

Økonomi og meteorologi har meget tilfælles. Man kan ikke kigge på sin lille vejrstation, slå lidt på barometeret - sætte de bare tæer i sin græsplæne i august - og beslutte sig for at nu bliver det vist aldrig isvinter igen. Men ikke desto mindre er det hvad dagbladet Børsen i dag faktisk gør. Lave renter så langt øjet rækker?

Man vil gerne plædere for at stærke kræfter holder renteudviklingen i skak, og at den lange rente vil være lav – ikke bare året ud – men også godt ind i det kommende år. Dagbladets dygtige redaktør Leif Beck Fallesen gør hermed Børsen til opponent for det rene økonomiske fantasteri - og set i lyset af de økonomiske realiteter, trækker det nyhedsmediet et godt stykke længere ned på troværdighedsstigen.

I det økonomiske år er vi tillige trådt ind i august – hedebølgen er ovre i vores nabolag, og kornmodsglansen breder sig over det ganske land. Ude i den store verden brænder afgrøderne. Men i dette lille land - i denne lille afkrog af verdensøkonomien – mener altså det førende dagblad, at en risikotest der i fup- og fidus-grad ikke lader IT-Factory meget efter, og at den multinationale pengetank EFSF – der er baseret på statsligt vekselrytteri og tvivlsomme garantier – borger for den finansielle stabilitet.

Continue reading »

Share

Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Continue reading »

Share