Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Med al respekt for Nationalbankens dygtige direktion, vil jeg alligevel udpege nogle vigtige målområder i økonomien, som ikke bare er vigtigere end at regne på holdbarheden i bankforretningernes strategier, men også kun varetages af denne institution.

Nationalbankdirektøren skal hellere koncentrere sig om at passe sit arbejde. En centralbanks rolle er ikke hverken at stimulere, bremse eller “tage vare” på økonomien. Den slags har vi så alt rigeligt af i forvejen.

En af de virkelig negative jokere, som følger af tidens ekspansive pengepolitik er bankernes stigende passivitet. Markedet for kortfristet usikret likviditet er enten meget lille eller i fare for direkte at forsvinde i kølvandet på de store tab på uigennemsigtig udlånsvirksomhed.

Det er derfor afgørende for tilliden til vort pengevæsen, at der er en klar grænse - og rollefordeling - i mellem centralbanker, pengeinstitutter, markedet og tilsynsmyndigheder.

Continue reading »

Share

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Efter alt at dømme er vi i krisedøgnet, med megen møje og besvær, nået tilbage hvor vi kom fra. Forskellen er blot, at næste omgang i vridemaskinen ikke bliver på første klasse, og den effektive kinesiske købekraft i mellemtiden er steget markant.

Får Kina agt som de har magt, vil der være en hel del ting, som fremadrettet kommer til at se anderledes ud. I en verden, hvor hele kloden er Kina’s hjemmemarked, vil reservevalutaen være en lille rund ting – der jo som bekendt betyder yuan - såvidt globaliseringen. Kina har ikke til sinds at lade chancen gå til spilde for vende det økonomiske kredsløb til egen fordel, og det handler i høj grad om både merkantile og industripolitiske mål.

Det er ikke utænkeligt, at vi inden for få år kommer til se Amerika gå konkurs, og det er heller ikke usandsynligt at det er en kalkuleret risiko i den værdi-osmose, der kendetegner det gensidige kvælertag Amerika og Kina har bragt hinanden i. Paradoksalt er dog alligevel at se Kina og Amerika bytte rollerne om. Hvem der der i sidste ende får overtaget, må indtil videre henstå i det uvisse.

Over de seneste 10 – 12 år er en stigende andel af den kinesiske produktion gået til eksport. Amerika har aftaget en stigende andel af de billige kinesiske varer og tjenesteydelser. I samme periode har vi set ekstreme rentesænkninger, som har øget dynamikken i økonomien væsentligt og stadig giver anledning til store boblefænomener i økonomien. Løsningen af de store finansielle kriser i perioden har gjort situationen langt værre, end da kriserne faktisk opstod.

At holde rente og inflation kunstigt lav og lade pengemængden eskalere, har forlænget økonomien langt ud over sidste holdbarhedsdato.

Men så længe gælden kan vokse uhindret for at støtte “opsvinget”, er der ingen grænser for dybden i den endelige økonomiske katastrofe. Stimulering af efterspørgsel er i dagens globale økonomier en direkte forkert behandling, for det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet.

Ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse, og da den kinesiske import ikke samtidigt stiger i samme omfang som likviditeten strømmer ind fra eksporten, er der derfor i dag et meget stort - og stigende – overskud på den kinesiske handelsbalance.

Kina har nemlig fastholdt en stram valutakursstyring ved ikke at tillade frie kapitalbevægelser. Derved opnår den kinesiske centralbank at bevare fuld kontrol over vekslekursen på yuan.

Når man ikke frit kan ind- og udføre kapital, kan man nemlig heller ikke påvirke renminbikursen (yuan) ved at opkøbe kinesiske værdipapirer og derved balancere valutabalancer på normale vilkår.  Kina’s valutareserve er derfor i dag på mere end tre-tusinde-milliarder dollar.

Denne akkumulering af valuta, som ikke følger hidtidige strømme i verdensøkonomien, ligger derfor som en stor bremseklods og bremser den globaliserede økonomi, der i høj grad har benyttet dollarøkonomien som hub i den økonomiske udvikling.

Continue reading »

Share

I Norge sidder verdens rigeste folk på “flæsket”, og har råd til at give 45 kr. for en pølse og 135 kr. for at køre ½ time med toget. Men i Østen kan du køre i taxi i både halve og hele dage og købe flere pølser på en pind, end du kan sætte til livs for de samme penge. Men globaliseringen er en vægt, og balancen er begyndt at tippe…

Den globale økonomi har medført at den økonomiske hastighed er blevet speedet op. I Adam Smith’s tid blev flodpramme trukket af søvnige dyr langs floden, og energien til produktionsapperatet frembragt af løbende eller kogt vand. I dag kan hele floden ligge og skvulpe i bare én af de supertankere, der hurtigt bringer energidrivmidlerne fra den ene ende af kloden til den anden.

I dag anser vi truslen om stagflation - i stil med den der ramte Japan i 1980′erne – for den største trussel mod Amerika og Europa’s økonomier. Man presser derfor i Amerika på, for at FED skal sætte anden runde af kvantitative lempelser i gang for at stoppe nedkølingen af de vestlige økonomier. FED har da også sat et storstilet opkøbsprogram i værk, der opsuger obligationer fra markedet, for likviditet.

På den anden side af kloden er forbrugerpriserne kraftigt stigende. Vækstøkonomierne har nu en inflationsrate på mere end 5 %. Indien tegner sig for prisstigninger på mere end 13 %. Kinas inflationsrate ligger mere moderat på ca. 3 %.

Continue reading »

Share

Børsen er Danmarks største dagblad, og et vældigt populært ét af slagsen. Når Børsen skriver en leder i papirudgaven, er det første der brænder sig ind på nethinden når man åbner avisen Lederen – og så glimter selvfølgelig ansvarshavende chefredaktør Leif Beck Fallesen også i anden position.

En Leder skal være retningsgivende og understøtte mediets grundholdninger og synspunkter.

Når dagbladet Børsen tager videnskaben om markedsøkonomiens tip-tip-oldefar Adam Smith som gidsel, i spørgsmålet om “Vi ser neo-merkantilismens grimme ansigt?” - og så i øvrigt selv leverer svaret, (da gode gamle Adam forlængst har forladt denne verden) – synes jeg ikke at Leif Beck Fallesen skal få lov at dyppe tæerne i syndefaldet upåtalt.

Men da Børsen ikke længere giver mulighed for fri meningsdannelse, er oppositionen til Børsens trykte medie henvist til egne betingelser, og det er vel godt – for intet kan være tættere på den offentlige mening end blogosfæren - og svaret er: Nej, vi ser globaliseringen skifte til bakgear.

Continue reading »

Share