Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Er USA’s guldreserver fup og fiduser?

On 15. juni 2011, in Politik, Udland, by Eyvind Lyberth Nielsen

Ron Paul - der er republikansk præsidentkandidat i USA - vil nu teste den amerikanske guldbeholdning, efter at en ny konspirationsteori har skabt usikkerhed om kvaliteten af guldet.

Indtil for nylig har der været enighed om, at omkring 770.000 guldbarrer -  eller 4570 tons - guld ligger i United States Bullion Depository - som også er kendt som Fort Knox – en befæstet bygning i Kentucky, hvor man siger at en stor del af den amerikanske guldreserve er deponeret.

Fort Knox i Kentucky, som siges at være et opbevaringssted for USA's guldreserver.

Men en ny konspirationsteori på internettet påstår nu, at den amerikanske regering har solgt guldbarrer ud, og at bygningen defor nu indeholder uædle forgyldte metalbarrer.

Continue reading »

Share

I Korea er der blot en 1/1000 mm i mellem fredelig og stabil sameksistens og krig og ufred - Det siger man i hvertfald, at oversættelserne af en særdeles opildnet kvindelig nyhedsopråbers udsagn betyder.

I så fald lever koreanerne altså på randen af ragnarok.

Der er kun en ting, der er værre end milimeterdemokrati, og det er et nøjeregnende millimeterdiktatur.

Nu lyder 0,001 mm jo ikke af særlig meget, og et hanefjed imellem krig og fred levner da heller ikke en kinamand mange chancer for finjustering af tolerancetærsklen i mellem nord og syd. Det kræver nemlig en særdeles præcis mikrometerskrue.

Fredelige relationer kommer ikke dumpende ned fra oven – der skal arbejdes for sagen – både Amerika, Kina og resten af verden skylder hinanden at rykke truslen om krig et hanefjed længere væk. Ingen kan vel have interesse i at Nord Koreas økonomi kollapser totalt?

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Efter alt at dømme er vi i krisedøgnet, med megen møje og besvær, nået tilbage hvor vi kom fra. Forskellen er blot, at næste omgang i vridemaskinen ikke bliver på første klasse, og den effektive kinesiske købekraft i mellemtiden er steget markant.

Får Kina agt som de har magt, vil der være en hel del ting, som fremadrettet kommer til at se anderledes ud. I en verden, hvor hele kloden er Kina’s hjemmemarked, vil reservevalutaen være en lille rund ting – der jo som bekendt betyder yuan - såvidt globaliseringen. Kina har ikke til sinds at lade chancen gå til spilde for vende det økonomiske kredsløb til egen fordel, og det handler i høj grad om både merkantile og industripolitiske mål.

Det er ikke utænkeligt, at vi inden for få år kommer til se Amerika gå konkurs, og det er heller ikke usandsynligt at det er en kalkuleret risiko i den værdi-osmose, der kendetegner det gensidige kvælertag Amerika og Kina har bragt hinanden i. Paradoksalt er dog alligevel at se Kina og Amerika bytte rollerne om. Hvem der der i sidste ende får overtaget, må indtil videre henstå i det uvisse.

Over de seneste 10 – 12 år er en stigende andel af den kinesiske produktion gået til eksport. Amerika har aftaget en stigende andel af de billige kinesiske varer og tjenesteydelser. I samme periode har vi set ekstreme rentesænkninger, som har øget dynamikken i økonomien væsentligt og stadig giver anledning til store boblefænomener i økonomien. Løsningen af de store finansielle kriser i perioden har gjort situationen langt værre, end da kriserne faktisk opstod.

At holde rente og inflation kunstigt lav og lade pengemængden eskalere, har forlænget økonomien langt ud over sidste holdbarhedsdato.

Men så længe gælden kan vokse uhindret for at støtte “opsvinget”, er der ingen grænser for dybden i den endelige økonomiske katastrofe. Stimulering af efterspørgsel er i dagens globale økonomier en direkte forkert behandling, for det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet.

Ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse, og da den kinesiske import ikke samtidigt stiger i samme omfang som likviditeten strømmer ind fra eksporten, er der derfor i dag et meget stort - og stigende – overskud på den kinesiske handelsbalance.

Kina har nemlig fastholdt en stram valutakursstyring ved ikke at tillade frie kapitalbevægelser. Derved opnår den kinesiske centralbank at bevare fuld kontrol over vekslekursen på yuan.

Når man ikke frit kan ind- og udføre kapital, kan man nemlig heller ikke påvirke renminbikursen (yuan) ved at opkøbe kinesiske værdipapirer og derved balancere valutabalancer på normale vilkår.  Kina’s valutareserve er derfor i dag på mere end tre-tusinde-milliarder dollar.

Denne akkumulering af valuta, som ikke følger hidtidige strømme i verdensøkonomien, ligger derfor som en stor bremseklods og bremser den globaliserede økonomi, der i høj grad har benyttet dollarøkonomien som hub i den økonomiske udvikling.

Continue reading »

Share

Set i bagklogskabens lys vil vi i nær fremtid ikke se Kina som et vækstlokomotiv, men snarere som et sporskifte for verdensøkonomien – en én-sporet linje - der drænede økonomien for den (tvivlsomme) stabilitet, der lå i at have dollarøkonomien som økonomisk hub for resten af verden, en rolle der trods alt gjorde Amerika til verdens største økonomi, og skabte verdens største gæld.

USA’s mission er indtil videre, at forsøge at reducere guldpriserne (dvs. styrke dollarkursen). Kineserne derimod vil reducere olieprisen. (For sig selv.)

Man kan derfor være rimeligt sikker på at Kina vil støtte op om dollaren som verdens reservevaluta. (Men derfor kan man jo godt købe op med arme og ben i Corporate Chimerica.) Den faldende dollar, den stigende indenlandske købekraft og efterspørgsel efter olie i Kina (og Indien) har i høj grad medvirket til de ubehageligt stigende oliepriser, der er Kina’s akilleshæl som verdens værksted.

USA kontrollerer i dag store dele af verdens vigtige oliereserver, ikke mindst i de olierige lande som Irak og Saudi Arabien (i kraft af dollar-ægteskabet). Dette udnyttes til at presse oliepriserne op, i håb om at USA kan kradse nok penge ind til at rette op på deres kolossale underskud.

Samtidig er dollaren unægteligt forbundet til olien (det sorte guld), og da olien handles i dollars, betyder det at dollaren bevares i cirkulation og desuden styrkes valutaens status som international reservevaluta. Men kan USA kan kradse nok penge ind til at rette op på underskuddet?

Ja, hvis prisen på olie kan holdes høj nok, og guldprisen lav nok, skulle der være en chance. Det er derfor at Kina går efter guldet.

Continue reading »

Share

Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Continue reading »

Share