I Dagbladet Børsen kunne vi fredag d. 2. december 2011 læse en anekdotisk kommentar fra cheføkonom og skattepolitisk chef i Dansk Erhverv Bo Sandberg, om Monthy Python og de multinationale. Kommentaren slynger lidt statistik fra Skatteministeriet frem i offentligheden:

Multinationale udgjorde i 2008 1,6 % af virksomhederne i Danmark, men betalte 53 % af den samlede selskabsskat. De udgør 19 % af den samlede beskæftigelse. 23 % af omsætningen og 27 % af eksporten.

Dansk Erhverv mener, ikke overraskende, at det må være nok at skabe arbejdspladser.

Det er jo et vældig populært synspunkt. Alle lande behøver arbejdspladser, og alle lande har brug for at dets borgere forpligtes til at bidrage til almenvellet.

Men som det vil fremgå af det efterfølgende, kan det være vanskeligt at fastslå i hvilken grad.

The Network of Global Corporate Control blev offentliggjort 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One og er forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder. Ifølge analysen kontrollereres verdensøkonomien – overraskende nok – af blot 147 virksomheder og banker.

For at udrede ejerskabsforholdene definerer forskerne ejerskab som aktiebesiddelse. Hvis ét firma ejer halvdelen af en anden virksomheds aktier, som til gengæld ejer 50 % af en tredje virksomheds aktier, så kontrollerer den første virksomhed indirekte 25 % af sidstnævnte. Denne type koblinger kan analyseres i uendelige dybder på tværs af landegrænser, og ikke helt overraskende tegner der sig et meget centraliseret billede af, hvem der ejer hvad og hvor meget.

Den mest interessante asymmetri er dog ikke, at den centrale kerne blot repræsenterer 3 % af hele netværket, eller at den står for 20 % af de globale handelsindtægter. Den mest iøjnefaldende opdagelse er, at de centrale aktører i denne kerne faktisk også sidder på aktiemajoriteten i de virksomheder, der står for den reelle produktion af varer – og altså kontrollerer det økonomiske maskinrum – i verdens produktionsvirksomheder, som i alt står for 60 % af handelsindtægterne på verdensmarkedet, og at kernen dermed repræsenterer et ægte oligarki.

Den centrale kerne har altså en langt stærkere grad af kontrol over resten af den globale handel, end hvad man faktisk kan læse ud af indtægtsfordelinger eller andre økonomiske nøgletal, og det er et faktum, der ikke er helt uinteressant i skattemæssig sammenhæng…

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Når staterne - i den nypolerede keynessianske tidsånd – gennemfører massive ufinansierede  budgetoverskridelser baseret på salg af statsobligationer, er det ikke bare på bekostning af det fremtidige vækstpotentiale, fordi:

  • Evnen til velfærdsmaksimering mindskes (Den massive gældssætning brolægger vejen frem for skatteborgerne med rentebærende forpligtelser)
  • Den finansielle stabilitet mindskes (Monetære forøgelser fører til øget inflation, vigende valutakurser og stigende renter)
  • Globaliseringen vil aftage (I takt med at virksomhederne trækker produktionen til hjemlande)
  • Protektionismen vil vokse (Selvom staterne vedvarende siger noget andet)

Når EU samtidig har allehånde vanskeligheder, med at få medlemslandene til at overholde de aftalte normkrav til økonomierne, glider Vækst og stabilitet i baggrunden, for en stadig mere svag og kriseorienteret tilgang til økonomien. En række europæiske landes budgetunderskud truer allerede i dag, med at trække grundlaget væk under EU’s Vækst og stabilitetspagt.

Væksten – kan man sige – er til at overse … og med hensyn til stabiliteten? Den voksende pengemængde i perioden 2001 – 2007 afspejlede de stigende aktiviteter – ikke bare i EU-regionen - men i hele verden - og det hænger i høj grad sammen med de billige kreditter, der blev en realitet da FED satte styrerenten ned efter angrebet på WTT. Det betyder dog ikke at det er Ben Bernankes “skyld”, nej, det betyder at EU har svigtet sine egne målsætninger om mådehold i staternes husholdning – ligesom at det i dag også er et faktum, at den hævdvundne indsigt og håndtering af økonomiske sammenhænge, som ligger til grund for Vækst og Stabilitetspagten mere eller mindre er gået fløjten igennem den seneste højkonjunktur.

Men det er ikke noget nyt. Det er betingelserne for verdensøkonomien: Aktørerne skriver lærebøgerne om, når det går godt – og når det går skidt, hænger vi i det samme gamle dyng - bare på en helt ny måde …

Den økonomiske krise af i dag stiller også helt nye udfordringer til de enkelte nationaløkonomier. For EU betyder det, at de aftalte regler for styrkelse af Stabilitet og vækst ikke længere afspejler status quo, og de beskedne krav er nok en tand for moderate i en verden, hvor de uregerlige valutaregimer som USA og Storbritannien praktiserer i GBP og USD, har sat nye standarder for både emision af kapital, budgetoverskridelser, rente og inflation og stabilitet.

De gældene normkrav til nationaløkonomierne, jvf.  EU’s vækst og stabilitetspagt, som er knyttet til den Økonomiske og Monetære Union har hidtil været:

  • Budgetunderskuddet ikke må udgøre 3 % af BNP
  • Den offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP
  • Der skal desuden årligt indgives stabilitets- eller konvergensprogrammer (som anviser hvorledes landet vil opnå eller beskytte sunde finanspolitiske stillinger på mellemlangt sigt under hensyn til de budgetmæssige virkninger af den aldrende befolkning)

Såfremt der har været tale om et uforholdsmæssigt stort underskud i henhold til traktaten, vil Rådet rette henstillinger til det pågældende medlemsland om at afhjælpe underskudet inden for en given tidsfrist. Hvis det efterfølgende har vist sig at ikke at hjælpe, pålægges herefter sanktioner.

Et stort antal Euro-lande lever i dag faktisk ikke op til kravene i Vækst- og Stabilitetspagten, og for budgetåret 2010 er situationen endnu mere grel…

Udfordringen for EU bliver i den nærmeste fremtid at skrue på Vækst og Stabilitetspagten, så den kommer i overensstemmelse med dén dagsorden, der løber ud fra G-20 topmøderne, som foreskriver store statslige kapitalindsprøjtninger, og kraftige ekspansive finanspolitiske tiltag.

IMF har allerede været ude og advare imod at den negative vækst trækker dybere spor i økonomierne end hidtil ventet, og at de exit-planer som G-20 landene taler om, ligger et godt stykke ude i fremtiden. Dagsordenen burde da også snarere være, at arbejde henimod en plan for, hvordan man kan trække økonomien i en retning, hvor markedsøkonomiens udbudsdel kan tage over for de finanspolitiske tiltag, der i dag trækker økonomien - men det er nok nemmere sagt end gjort …

Der kan hentes en stor gevinst i vækstorienterede politikker.

I en økonomi som den danske, vil det faste fokus på en velfærdsmaksimerende politik vanskeliggøre særligt drastiske konkurrenceforbedrende erhvervsøkonomiske politikker. Skattenedsættelser og løntilbageholdenhed – eller direkte lønnedgang i den store offentlige økonomi vil kunne retfærdiggøre at sænke skatterne yderligere – og det vil kunne styrke væksten. Men det ligger nok ikke lige for højrefoden, her i landet. Regeringens prioritering - eller manglende prioritering – af vækst, har i stedet medført at er nedsat et såkaldt Vækstforum.

Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt at fokusere på produktivitetsforbedrende politikker, bedre og mere innovation, samt skærpede effektivitetskrav i udnyttelsen af ressourcerne i den offentlige sektor, for at drive økonomien ud af den negative vækst …

I disse tider, hvor Lissabon-traktaten står styrket i EU-sammenhæng - med Irlands overbevisende tilslutning til traktatændringerne - vil spørgsmålet om tilslutning til den Økonomiske og Monetære Union uværgerligt komme på den danske dagsorden, da politikerne er fast besluttet på at sende spørgsmålet til afstemning igen.

De rent parlamentariske forhindringer i muligheden for komplikation af Formandsskab, og ulemperne ved at stå uden for samarbejdet i rets- og monetære spørgsmål, rejser da også spørgsmålstegn ved Danmarks partielle medlemsskab af Unionen. Som et lille land, med en begrænset økonomi er fordele og ulemper – ved begge dele – vanskelige at gøre op objektivt. Langt hen ad vejen er spørgsmålet derfor politisk, snarere end økonomisk.

Rent politisk peges der på komplikationerne ved at stå udenfor væsentlige traktatfæstede områder som retspolitik og monetære spørgsmål, ikke mindst i forbindelse med det roterende formandsskab. Rentemarginalen i forhold til ECB’s styrerente som har en uddybende effekt for rente og obligationskurser, når Danmark i perioder med valutaspekulation, vil fastholde en skærpet pengepolitik for at værne kronen.

Selvom det i øjeblikket ikke er noget problem, kan man sagtens forestille sig en situation hvor Danmark af pengepolitiske årsager, vil være nødsaget til at holde en markant højere rente end Euro-land. Det bagudskuende perspektiv indikerer faktisk at det vil gå således igen. Det fremføres derfor ofte at når Danmark står uden for i pengepolitikken, nyder vi ikke fordelene ved det fulde økonomiske samarbejde.

Men ingen kender morgendagen …

EU’s vigende Stabilitets- og Vækstpagt, og den dagsorden der løber ud fra G-20 topmøderne, stækker vækstpotentialet i den næste optur. Danmark skal derfor træde varsomt, og fokusere på produktivitets- og vækstskabende initiativer som vi selv er herre over.

I de sidste 10 år, har Danmark klaret sig ganske fint uden euro. Den økonomiske politik, som ligger til grund for dette lands finansielle og økonomiske stabilitet – det danske aftalesystem og hovedaftalen på arbejdsmarkedet – og ikke mindst en ansvarlig og målrettet pengepolitik med rationelle mål, har sikret at Danmark – i en tid med store politiske og økonomiske udfordringer – står rustet med en styrke hidtil uset omfang.

Det kan da godt være vi snart får brug for vor styrke – højst sandsynligt – eftersom både G-20, EU og USA fører en krisedagsorden i front, der lægger op til sværdslag på valutafronten. Nuvel, så må det være således. Det er min faste overbevisning at Danmark står sig bedst ved at deltage i verdensøkonomien på danske betingelser, på dansk. Med den danske krone på lommen …

Udefrakommende faktorer er vi ikke herre over - hverken med eller uden Euro - men i den valutakrise der ligger og ulmer i horisonten, vil den bevægelsesfrihed der netop ligger i at herske over egen valuta - kronen - være absurd at give afkald på.

Desuden er kampen i mellem dollar, pund, euro og yuan ikke Danmarks kamp …

Share
Tagged with: