Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Trinityparadokset kan forklares som tre samtidige – men forskudte - kriser på spil i verdensøkonomien, som er låst fast i et mønster af faseforskudte loopback processer, og selvom – eller rettere – netop fordi verdens rigeste 20 lande, og 3 af verdens mægtigste økonomier kaster alt ind på at løse op for den økonomiske krise, bliver det bare værre og værre – og frekvensen af sammenbrud sker stadig hurtigere…

Kina kurerer alt med overkapacitet til følge, Vesten kurerer alt med voksende gældsætning til følge, og de politiske beslutningstageres overregulering og efterfølgende kompensentation af markedsøkonomien – i bedste planøkonomiske stil på multinationalt niveau - truer med at kuldkaste både nationaløkonomier og markedsøkonomien, fordi krisen i sidste ende vil få betalingsmidlerne til at springe i lys lue.

Den økonomiske krise er strukturelt set tre-dimensional  i udgangspunktet– aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som har fæstnet mønstret i den selvforstærkende faselås.

Det regnes normalt for god latin i økonomi at føre en let inflationskabende politik, fordi en vis pengerigelighed virker løsnende på et marked, der ellers har tendens til at stivne i faste priser – og fordi disse justeringer virker asymmetrisk og derved også fremmer vækst fordi økonomiens grænser derved udvides. (Bankmultiplikatoren er et udmærket eksempel herpå, da den ret beset driver en volumenforøgelse i pengemængden.)

Men der er intet “normalt” i de godt og vel 10 års økonomiske udvikling. Når væksten i pengemængden drives af default swap fordringer, der hentes nærmest gratis i centralbankerne som i dag – og desuden driver den finansielle likviditet helt op i det røde felt, på grund af den permanent negative realrente, som “styrer” markedet - er der noget helt galt i det finansielle system. Ja, man kan nærmest karakterisere det som en monetær kræftform.

I de senere år har den finansielle likviditet fået kraft nok til ændre markedet, og der trækkes derfor i dag et tornadospor i realøkonomien, hvor boblerne får energi til at sende kurserne i vejret som et finansielt højtryk, der henter sin ødelæggende kraft i kvantitative pengepolitikker og alt for lave renter.

Børsmarkedet en rigtig god indikator herfor, fordi vi her ser hvor stor overmætningsgrad af finansiel likviditet, der sidder løst i økonomien, og derfor er de mange samtidige bobler i økonomien også proportional i effekt med overdoseringen af likviditet i markedet.

Continue reading »

Share

Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Kan man forestille sig et marked uden kraft? Nej, vel?

Markedets kræfter rummes i de enkelte deltagere, som hver især bidrager med deres indsats. Nogen vil købe og andre vil sælge. Andre vil fremstille. Alle bidrager og alle bruger – og forbruger. Det er et styrende princip, at nyttevirkningen - alt det der gavner de enkelte – tilsammen – gavner helheden.

Men vender man blikket bagud, ser man at økonomien har fejlet mange gange - rigtigt mange gange – alle gode kræfter til trods. Er krisen da en “markedsfejl” og er det uundgåeligt at økonomien af og til vil gå helt galt? – eller er det beslutningstagerne, der har fejlet?

Skyldes det grådigheden? Er krisen resultatet af dårlig lovgivning, manglende indsigt og dårlige beslutninger?

Det styrende princip for nyttevirkningen: At alt det der gavner de enkelte – tilsammen – gavner helheden, giver desværre bare ikke altid et positivt resultat.

Men det gavner markedet, for det styrker deltagerne – alt hvad der ikke slår dig ihjel gør dig stærkere – og en nulstilling i ny og næ - en omfordeling af ressourcer – trækker et wildcard fra bunken, som bibringer markedet den nødvendige dynamik så mekanismerne ikke springer i rust.

Continue reading »

Share

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Efter alt at dømme er vi i krisedøgnet, med megen møje og besvær, nået tilbage hvor vi kom fra. Forskellen er blot, at næste omgang i vridemaskinen ikke bliver på første klasse, og den effektive kinesiske købekraft i mellemtiden er steget markant.

Får Kina agt som de har magt, vil der være en hel del ting, som fremadrettet kommer til at se anderledes ud. I en verden, hvor hele kloden er Kina’s hjemmemarked, vil reservevalutaen være en lille rund ting – der jo som bekendt betyder yuan - såvidt globaliseringen. Kina har ikke til sinds at lade chancen gå til spilde for vende det økonomiske kredsløb til egen fordel, og det handler i høj grad om både merkantile og industripolitiske mål.

Det er ikke utænkeligt, at vi inden for få år kommer til se Amerika gå konkurs, og det er heller ikke usandsynligt at det er en kalkuleret risiko i den værdi-osmose, der kendetegner det gensidige kvælertag Amerika og Kina har bragt hinanden i. Paradoksalt er dog alligevel at se Kina og Amerika bytte rollerne om. Hvem der der i sidste ende får overtaget, må indtil videre henstå i det uvisse.

Over de seneste 10 – 12 år er en stigende andel af den kinesiske produktion gået til eksport. Amerika har aftaget en stigende andel af de billige kinesiske varer og tjenesteydelser. I samme periode har vi set ekstreme rentesænkninger, som har øget dynamikken i økonomien væsentligt og stadig giver anledning til store boblefænomener i økonomien. Løsningen af de store finansielle kriser i perioden har gjort situationen langt værre, end da kriserne faktisk opstod.

At holde rente og inflation kunstigt lav og lade pengemængden eskalere, har forlænget økonomien langt ud over sidste holdbarhedsdato.

Men så længe gælden kan vokse uhindret for at støtte “opsvinget”, er der ingen grænser for dybden i den endelige økonomiske katastrofe. Stimulering af efterspørgsel er i dagens globale økonomier en direkte forkert behandling, for det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet.

Ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse, og da den kinesiske import ikke samtidigt stiger i samme omfang som likviditeten strømmer ind fra eksporten, er der derfor i dag et meget stort - og stigende – overskud på den kinesiske handelsbalance.

Kina har nemlig fastholdt en stram valutakursstyring ved ikke at tillade frie kapitalbevægelser. Derved opnår den kinesiske centralbank at bevare fuld kontrol over vekslekursen på yuan.

Når man ikke frit kan ind- og udføre kapital, kan man nemlig heller ikke påvirke renminbikursen (yuan) ved at opkøbe kinesiske værdipapirer og derved balancere valutabalancer på normale vilkår.  Kina’s valutareserve er derfor i dag på mere end tre-tusinde-milliarder dollar.

Denne akkumulering af valuta, som ikke følger hidtidige strømme i verdensøkonomien, ligger derfor som en stor bremseklods og bremser den globaliserede økonomi, der i høj grad har benyttet dollarøkonomien som hub i den økonomiske udvikling.

Continue reading »

Share