I en ideel verden skabtes pengeinstitutternes driftskapital på bankforretning og sund fornuft – ikke ved at sektorens repræsentanter subsidierer en særlig politisk klub, der har til hensigt at lade medlemmerne fylde lommerne med skatteydernes penge.
Når landets banker i samlet flok driver penge sammen – og hvor kommer de penge i øvrigt fra? (dem har du og jeg vel betalt som kunder i butikken) – til at finansiere genvalg af den siddende regering og – må man formode - en garanti for fortsættelsen af den meget rundhåndede politik, er der grund til at råbe vagt i gevalt!

Ikke blot grænser det til nepotisme – det er også et diskret vink med en vognstang om at beslutninger vedrørende dette lands pengevæsen og politik ikke tages af folkets repræsentanter, men subsidieres igennem af sektorens ledelser. Det er en af vore grundlæggende rettigheder at lobbye for at føre vore synspunkter igennem hos beslutningstagerne. Vi har også ytringsfrihed, og jeg synes at det dufter langt væk af, at småkagerne fordufter i den dåse…

Senest har Finansrådet været ude med en advarsel mod at pålægge sektoren en omsætningsafgift på investering, de siger at det vil gå ud over dynamikken i markedet. Jeg vil her blot anholde dette synspunkt.

Continue reading »

Share

Kvantitative pengepolitikker og ekspansiv finanspolitik har drevet konjunkturerne til flere krak siden 1987, og nu lurer kollisionen med virkeligheden ret forude.

Verdensøkonomien bevæger sig med raske fjed fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise. Det statsfinansielle krisemenukort trænger sig ind på os: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig. Det er en hård kost.

Overalt i verden sker der naturkatastrofer med ild, jord og vand, og Japan, som aldrig rigtigt har kunnet trække sig ud af fortidens deflation, er nu også ramt fra undergrunden. Usynlige kræfter har rykket landets position i sønder, og atomstråling kappes nu med en misrøgtet økonomi om at nedbryde verdens indtil da næststørste økonomiske magt.

Set i det lys er det trods alt milde vinde, der blæser i vort lille land, selvom det finansielle system også her falmer trindt om land allerede fra midt på sommeren. I Danmark er den finansielle sektor nemlig lige så smittet af default swap syndromet som alle andre steder.

Både gamle kæmper og små lokalbanker falder som espeløv, og statsselskabet Finansiel Stabilitet kan fortsat sætte den ene bank til livs efter den anden, og til trods for ikke mindre end tre bankpakker, råber branchen stadig på flere penge.

I Kina har man udviklet en helt ny form for vækstfremmer - urbanisering som primær drivkraft for vækst – på afstand ligner Kina et vækstmirakel. Opførelsen af hele 10 byer mere om året i dekader, har skabt et boom i Kina’s økonomi, som har frembragt imponerende to-cifrede vækstrater, men ser man nærmere til er byerne mennesketomme - og uden liv - som støvede oldtidspyramider. Som oltidens pyramider skabte beskæftigelse for hele folkeslag, tjener opførelsen af Kina’s spøgelsesbyer samme formål. Byggeriet driver BNP-væksten.

Den enorme mængde likviditet som centralstyret har pumpet ud, har skabt forudsætningerne for finansiel nedsmeltning af hidtil uset format.

I USA sidder barometeret fast på valutauro. Ikke mindst på grund af de uholdbare økonomiske ubalancer mellem overskud og underskud – de stadige problemer med at skabe det nødvendige politiske flertal for budgettet – stilles der i verden stadig større spørgsmålstegn ved amerikanernes evne til at få den løbske pengepolitik under kontrol.

I USA, er væksten under tonstungt pres og ikke i stand til at løfte økonomien ud af sit dødvande. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, samt flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, samtidig med at det bliver stadig mere evident, at man ikke kan knække arbejdsløshedskurven – til trods for en kvantitativ pengepolitik af gigantiske proportioner, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.

Continue reading »

Share

Basel III vil forstærke dæmpningen i realvæksten i den kommende recession, fordi de nye skærpede regler kræver større kapital og prisen vil ryge på kunderne, der igen vil dæmpe væksten (og det vil igen have negativ multiplikatoreffekt) og er i realiteten medcyklisk.

Kvantitative lettelser og en rentesats under realrenten udhuler forretningsgrundlaget for pengeinstitutterne. Men i en globaliseret økonomi er pengevæsenet underlagt monetære faktorer, der er markedsdannende. Lovgivningen skal regulere disse exogene påvirkninger.

Ikke forstærke dem.

Forudsætningerne for finanskrisen er i høj grad skabt fordi lovgivningen halter efter og er møntet på historiske forhold, og bankerne skal drive forretning i et fremadrettet perspektiv.

Når man udstikker rammerne for et bankvæsen, er kunsten at afveje finansiel kvalitet og kvantitet, uden at sætte hverken risikostyring eller fortsat finansiering af vækst over styr.

Men efter Basel III bliver det dyrere for bankerne at øge kapitalen. Regelsættet er helt klart skruet sammen, så risikoen for at den finansielle stabilitet igen kan skride mindskes. Men for bankerne, kommer det højere kapitalkrav fremover til at vanskeliggøre en indtjeningsvækst på engagementsomfanget alene. Vi kan derfor ikke bare forvente at rentemarginalen vil øges, Basel III kommer også virke som en effektiv vækstbremse.

Continue reading »

Share

Fredag d. 11 marts 2011 mødes 17 EU-landes ministre til ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Dagsordenen består her bl.a. af et tysk-fransk forslag om en ny Europagt med konvergens af udvalgte konkurrencepåvirkende parametre for ØMU’ens industripolitiske dimension. Traktatfæstning er d. 23-24 marts 2011.

Pagten vil  – hvis den forankres i nuværende form, (og deltagerlandene altså rent faktisk følger dens anvisninger) – få en mærkbar industripolitisk betydning for Europa’s evne til at tage den merkantile udfordring op i den åbne globale økonomi, ikke mindst pga. forskydningerne i økonomisk styrke som følger af den økonomiske krise.

Den nye Europagt består af fire overordnede målsætninger:

• Bedre konkurrenceevne
• Styrkelse af beskæftigelsen
• Forbedring af de offentlige finanser
• Genskabelsen af finansiel stabilitet.

Pagten fokuserer på række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på - lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalderen og skattereformer – så det er altså op til de enkelte deltagerlande at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Ja, - hvad tror traktørerne selv - mon der kommer et spiseligt resultat ud af det?

Menukortet - som det forelægger - indeholder bl.a følgende frivillige elementer:

• Afskaffelse af systemer til indeksering af løn
• Etablering af et fælles beregningsgrundlag for selskabsskatter
• Justeringer af pensionssystemer i lyset af den demografiske udvikling
• Indarbejdelse af nationale gældsalarmeringsmekanismer
• Etablering af et nationalt krisehåndteringsberedskab for banker.

Altså endnu en vag konvergensplan til kludetæppet af de kompromisser, der udgør den økonomiske monetære union, som lige formår - måske -, at rokke lidt med de økonomiske fundamentaler. Men ikke styrker euro-landenes evne til opbygge den robuste industripolitiske diversitet, som fremadrettet kan gøre Europa konkurrencedygtigt i den globale økonomi.

Pagten vil derfor blot medvirke til at forstærke den igangværende polarisering, som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere Europa’s gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, vindruer og fede cigarer - hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats.

(Yeah, right!)

Forslaget er uambitiøst og slapt, og den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme er de fede diæter lige ned i foret på beslutningstagerne, når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Continue reading »

Share

Landets Første kan bare ikke vente på at blive de sidste…

Lars Løkke Rasmussen, Statsminister i Danmark, snakker nu igen fandens oldemor et øre af, for at afskaffe sit lands valuta og denominere i euro, og Danmarks Nationalbank lægger desuden institution til phd. afhandling om samme emne. 

At Nationalbankdirektøren kun kan tilslutte sig sin ministers synspunkt kan derfor ikke overraske nogen. Pengepolitik fylder vel også en hel del i hans jobbeskrivelse, det var dog nemmere om den slags tidsrøvende beskæftigelser udførtes i Den Europæiske Centralbank. Hvad gør en driftig mand?

Hvad driver desuden en minister til at ønske at hans land stiller op ved betalerbordet, øjeblikke før regningen falder for uforsigtig og utilstrækkelig pengepolitik?

Man kan næsten ikke bliver mere utidig.

Vi har bemærket at Nils Bernsteins store interesse ligger i at komme snage i pengeinstitutternes bøger.

Men, nej, og atter nej - det bliver hverken eller! – Vi vil ikke af med kronen, og Nationalbankdirektøren kan godt skyde en hvid pind efter finanstilsynets kasket!

Continue reading »

Share

Ekspansion i udlånsmarkedet, der sker som følge af de store bølger af billig likviditet og den kunstigt lave rente efter WTT tvinger kreditanstalter og investeringsbanker til at genopfinde deres bankforretninger i et væsentligt forringet marked.

Vi ser i dag resultatet af en udvikling over to dekader, der har sat langtidsholdbarheden i de finansielle markeder i kraftig forringelse. Samtidig har det også medført at den udskilning på forretningsdygtighed, som ellers ville have have foregået blev udsat, og det er jo som bekendt ikke tid, der læger alle sår i økonomi, men sårene, der heler i økonomien over tid.

I både Storbritannien og Amerika – og for den sags skyld også EU – har den offentlige gældssætning i dag sat en stopper for vækstmulighederne i al overskuelig fremtid, og da både banker og husholdninger desuden har en stor gæld, er det så som så med vækstpotentialet. Kræfterne er, om man så kan sige, allerede brugt på “opsving”. Det er derfor i dag ret nemt at sætte retning på pengestrømmene.

For i vor visdom – og naive tiltro til de forenklede makroøkonomiske indikatorer – anser vi nemlig stimulering af efterspørgsel for en slags mirakelmedicin, og ordinerer den gerne som et universalmiddel imod recession i rigt mål. Men i dagens globale økonomi, er det ikke bare en utopi. Det er en direkte forkert behandling!

Det har medført at udbud- og efterspørgselsstrukturerne i dag er aldeles forvredne. Når vore regeringer sprøjter likviditet ud i økonomien, medfører stigningen i efterspørgsel nemlig ikke til at stimuleringen fremmer den lokale beskæftigelsessituation. Opsvinget kan ikke bide sig fast. Det er med andre ord skønne spildte kræfter, som oven i købet kommer til at stå os rigtigt dyrt!

Når Vesten i dag poster likviditet i den globale økonomi via store budgetunderskud – eller via ekspansive pengepolitikker, ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil – fører det en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og vil på sigt drive både rentebyrden og inflationen op på bekostning af den fremtidige velfærd.

Det er en ganske alvorlig ubalance, som driver verdensøkonomien mod et strukturelt sammenbrud. For ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse.

Vi, der lever i Vesteuropa, kommer til at sende en stadigt større del af vort overskud til Asien, Indien og de øvrige emerging markets lande. Det er en udvikling, der ikke vil stoppe før vi er henholdsvis lige fattige eller lige rige.

Det bliver en lang og pinefuld proces for Vesten at måtte give afkald på det økonomiske overherredømme, og det er en meget dyrtkøbt redningsmodel vore beslutningstagere har valgt. Men den fører utvivlsomt til en mere fair fordeling af klodens ressourcer.

Continue reading »

Share