Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Ekspansion i udlånsmarkedet, der sker som følge af de store bølger af billig likviditet og den kunstigt lave rente efter WTT tvinger kreditanstalter og investeringsbanker til at genopfinde deres bankforretninger i et væsentligt forringet marked.

Vi ser i dag resultatet af en udvikling over to dekader, der har sat langtidsholdbarheden i de finansielle markeder i kraftig forringelse. Samtidig har det også medført at den udskilning på forretningsdygtighed, som ellers ville have have foregået blev udsat, og det er jo som bekendt ikke tid, der læger alle sår i økonomi, men sårene, der heler i økonomien over tid.

I både Storbritannien og Amerika – og for den sags skyld også EU – har den offentlige gældssætning i dag sat en stopper for vækstmulighederne i al overskuelig fremtid, og da både banker og husholdninger desuden har en stor gæld, er det så som så med vækstpotentialet. Kræfterne er, om man så kan sige, allerede brugt på “opsving”. Det er derfor i dag ret nemt at sætte retning på pengestrømmene.

For i vor visdom – og naive tiltro til de forenklede makroøkonomiske indikatorer – anser vi nemlig stimulering af efterspørgsel for en slags mirakelmedicin, og ordinerer den gerne som et universalmiddel imod recession i rigt mål. Men i dagens globale økonomi, er det ikke bare en utopi. Det er en direkte forkert behandling!

Det har medført at udbud- og efterspørgselsstrukturerne i dag er aldeles forvredne. Når vore regeringer sprøjter likviditet ud i økonomien, medfører stigningen i efterspørgsel nemlig ikke til at stimuleringen fremmer den lokale beskæftigelsessituation. Opsvinget kan ikke bide sig fast. Det er med andre ord skønne spildte kræfter, som oven i købet kommer til at stå os rigtigt dyrt!

Når Vesten i dag poster likviditet i den globale økonomi via store budgetunderskud – eller via ekspansive pengepolitikker, ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil – fører det en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og vil på sigt drive både rentebyrden og inflationen op på bekostning af den fremtidige velfærd.

Det er en ganske alvorlig ubalance, som driver verdensøkonomien mod et strukturelt sammenbrud. For ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse.

Vi, der lever i Vesteuropa, kommer til at sende en stadigt større del af vort overskud til Asien, Indien og de øvrige emerging markets lande. Det er en udvikling, der ikke vil stoppe før vi er henholdsvis lige fattige eller lige rige.

Det bliver en lang og pinefuld proces for Vesten at måtte give afkald på det økonomiske overherredømme, og det er en meget dyrtkøbt redningsmodel vore beslutningstagere har valgt. Men den fører utvivlsomt til en mere fair fordeling af klodens ressourcer.

Continue reading »

Share

Såfremt deflationen indtræder i økonomien bliver det et kapløb med tiden at nedbringe gældsbyrden. Alle omkring os, på nær Sverige og et par andre smålande blinker i dag rødt med stigende risiko for både deflation og recession. Både USA og Den Europæiske Centralbank har derfor på det seneste lagt deres renter i dybfryseren.

De positive toner fra dette forår er blevet erstattet af en stadigt mere dyster pessimisme for fremtiden. Rapporter om både stagnation og decideret fald i forskellige dele af økonomien trænger sig da også i forgrunden - også fra geografiske regioner, der hidtil har nydt godt af verdensøkonomiens ubalancer - der kommer flere og flere tegn på kommende nedskæringer, f.eks. har den indiske centralbank nu også signaleret om behov for opbremsning.

Fra mange kanter – også herfra - er der opfordret til at få låst renteniveauet i lyset af forventning om et snarligt rentehop. Men nu ser det nærmest ud til det kan komme til at trække i langdrag. Den aktuelt største trussel er den voksende risiko for deflation – ingen tvivl om det – hvis deflationen får lov at bide sig fast, vil boligmarkedet nemlig lide under de vigende priser rigtigt mange år frem.

Continue reading »

Share

Efterårskrakket 2010

On 20. august 2010, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, Udland, Økonomisk politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Efteråret melder sin snarlige ankomst – også i økonomien - verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Kendetegnede for vendingen i økonomien er, at der er et stigende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig, i mellem aktiemarkedet – der konstant jagter det næste boom – og kreditmarkedet – som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge.

Hvor aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter japansk model.

En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om, at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

I den finansielle verden går barometerstanden fra Smukt mod Storm. Rusk og regn er her bare erstattet med områder, hvor de økonomiske vinde kan opnå orkanstyrke på grund af de interkontinentale lavtrykskræfter (fra deflation, risikoaversion og frygt), der hviler over verdensøkonomien. Altsammen, vil det svække væksten yderligere, og kan rive værdier, formuer – og ja, endog nationaløkonomier omkuld med sin ødelæggende kraft.

Continue reading »

Share

I Norge sidder verdens rigeste folk på “flæsket”, og har råd til at give 45 kr. for en pølse og 135 kr. for at køre ½ time med toget. Men i Østen kan du køre i taxi i både halve og hele dage og købe flere pølser på en pind, end du kan sætte til livs for de samme penge. Men globaliseringen er en vægt, og balancen er begyndt at tippe…

Den globale økonomi har medført at den økonomiske hastighed er blevet speedet op. I Adam Smith’s tid blev flodpramme trukket af søvnige dyr langs floden, og energien til produktionsapperatet frembragt af løbende eller kogt vand. I dag kan hele floden ligge og skvulpe i bare én af de supertankere, der hurtigt bringer energidrivmidlerne fra den ene ende af kloden til den anden.

I dag anser vi truslen om stagflation - i stil med den der ramte Japan i 1980′erne – for den største trussel mod Amerika og Europa’s økonomier. Man presser derfor i Amerika på, for at FED skal sætte anden runde af kvantitative lempelser i gang for at stoppe nedkølingen af de vestlige økonomier. FED har da også sat et storstilet opkøbsprogram i værk, der opsuger obligationer fra markedet, for likviditet.

På den anden side af kloden er forbrugerpriserne kraftigt stigende. Vækstøkonomierne har nu en inflationsrate på mere end 5 %. Indien tegner sig for prisstigninger på mere end 13 %. Kinas inflationsrate ligger mere moderat på ca. 3 %.

Continue reading »

Share