Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share
Det begynder som et Déjà vu med billig eller næsten gratis finansiel likviditet i dollar, men ender med at blive til store og omfattende lommesmerter, når gældskrisen udvikler sig mod at blive en regulær økonomisk krise med potentiale for en regulær depression.

Hvordan krisen udvikler sig, er i høj grad afhængig af hvordan balancen imellem dårskab og lederskab hos verdens beslutningstagere udmøntes i økonomisk politik i den kommende tid.

Det er vigtigt at forstå at krisen ikke er kommet af sig selv, men i høj grad er drevet frem og følger af dårlige beslutninger eller mangelfuld indsigt, og afspejler at beslutningstagerne reelt står magtesløse overfor den udvanding af pengenes købekraft som er pågået i hele dette årtusinde.

Men én ting er sikkert: Der findes ingen nemme løsninger, og i den kommende tid vil det blive stadigt vanskeligere at opfinde en smart løsning som gør alle tilfreds og ingenting koster. Men det er nemt at gøre alting værre.

Der er især to veje der leder til forværring og det er ingenting at gøre, eller i mangel af effektive værktøjer til løse krisen, at forsøge at betale sig fra at løse årsagerne med endnu mere billig finansiel likviditet.

Det ender naturligvis med at blive et benhårdt arbejde at trække nationaløkonomierne op af hullet, og for hver runde med nulrente og kvantitative pengeforøgelse bliver det blot dyrere og dyrere.

Men det bliver en linedans uden sikkerhedsnet.

Continue reading »

Share

Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Der er allerede spekulationer ude om hvorvidt Danmark med deltagelsen i Europagten er “de facto medlem” af euroklubben.

EU-professoren Marlene Wind spår, at det nu bliver meget nemmere at trække et “Ja” i land, når det kommer til en afstemning. Sondringen – “Vi er nu medlemmer af møntunionen, bare uden mønten.” - Kommer fra professoren, der jvf. Wikipedida ofte benyttes som EU-kommentator i medierne.

Vi lader lige bemærkningen stå et øjeblik …

Continue reading »

Share
Tagged with:  

I et Europa, hvor landene forfølger egne særinteresser uden fælles kurs, vil Europagten kunne levere en perfekt forlængelse af den konsekvensløse linje der præger EU. Alle kan se, at noget skal der ske i Europa for at genrejse fordums stabilitet og øge konkurrencekraften. Frekvensen af traktatændringer til at reparere på ØMU’en er støt stigende. Seneste påfund er Europagten, som er en løs vejledende udvidelse af traktatområdet.

Problemet er ikke, at vi i Danmark ikke kan tilslutte os at lade de andre have muligheden for at lade stå til – det gør vi jo allerede uden Europapagten – vi har såvidt jeg er orienteret stadig bundet vor valuta og økonomi til ØMU’ens betingelser.

Men ambitionsiveauet i Europagten er sat af den økonomiske krise, og afspejler de alvorlige udfordringer euro-zonen idag er oppe imod, og det er i dén grad op ad bakke.

Europagten er ikke designet til at “styre uden” om kriser – og man kan ikke forhindre at det ind i mellem går helt galt, det er i øvrigt også en fejlopfattelse at kriser opstår pga. at økonomien fejler. De opstår fordi “noget går for godt”. Eller rettere – at noget skidt går godt.

Tilfældet Grækenland viser os at tillid er en blind makker - Grækenlands deltagelse i ØMU’en bygger på en fed løgn og fejlagtige oplysninger. Men det er vanskeligt at gardere sig imod. Det ville jo kræve at man for en sikkerheds skyld skulle opfatte alt som svindel.

Irland, som er ved at udvikle sig til Europa’s enfant terrible og bevidst går efter at bevare de industrielle særbetingelser og fordele landet hidtil har nydt godt af, illustrerer også ganske tydeligt hvor lidt samhørighed, der egentlig er iblandt deltagerlandene.

Europapagten er designet til den isotropi – den skal inspirere og vejlede - men den får aldrig gang i nogen gunstig udvikling i et Europa, der forfølger egne særinteresser uden konsekvens.

Laissez-faire!

Continue reading »

Share
Tagged with: