Der er allerede spekulationer ude om hvorvidt Danmark med deltagelsen i Europagten er “de facto medlem” af euroklubben.

EU-professoren Marlene Wind spår, at det nu bliver meget nemmere at trække et “Ja” i land, når det kommer til en afstemning. Sondringen – “Vi er nu medlemmer af møntunionen, bare uden mønten.” - Kommer fra professoren, der jvf. Wikipedida ofte benyttes som EU-kommentator i medierne.

Vi lader lige bemærkningen stå et øjeblik …

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Selvom folketinget i Danmark, de politiske partier og beslutningstagere over én kam er begejstrede for europagten, skal man ikke tage det for givet at pagten bliver tiltrådt. Det er også vigtigt at understrege, at Danmark fører en selvstændig pengepolitik, ligesom det heller ikke er givet, at Danmark uendeligt vil føre samme fastkurspolitik.

Selvom der i Det danske Folketing har været bred opbakning for at tiltræde den kommende traktatændring, er der ikke noget der peger på at det bliver nødvendigt at tiltræde aftalen. Europagten indeholder, som den foreligger i dag, ikke nye inkluderende elementer, som nødvendiggør at Danmark tiltræder aftalen.

Selvom Det danske Folketing – som ét af de få parlamenter i EU – har været begejstret for det tysk-franske forslag, er der ikke noget indikerer at det tjener et rationelt formål at fortsætte ud af det spor. Især når de øvrige ØMU lande ikke vil samme vej.

Det er iøvrigt heller ikke god praksis at gennemføre – uanset om ændringerne er signifikante eller ej – ændringer for en eksisterende pagt, som folketinget ikke har fået vælgernes mandat til. Ikke éngang i Danmark.

At tiltræde en pagt som ingen inkluderende påvirkning har på den samlede politik, men blot tjener som skabelon for at strømline de økonomiske strukturer til efter en euromodel, tjener heller ikke ikke noget fornuftigt formål i betragtning af, at Danmark allerede har afvist euroen to gange.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Niels B. Christiansen, CEO for Danfoss, anbefaler i et VIP blogindlæg på Børsen under overskriften: Euroen skal på de danske købmandsdiske, at vi udskriver valg om at hæve forbeholdet om den monetære union straks efter at der er vished om Irland har stemt Ja til Lissabontraktaten.

Nu vil virksomheder i ligevægt alligevel denominere deres eksportpriskontrakter i den valuta, der er forbundet med mindst monetær usikkerhed. Så valget af valutaregime påvirker alt andet lige ikke eksporten i nævneværdig grad. En velfærdsmaksimerende regering – som Danmarks - valg af valutakursregime vil vægte den faste valutakurs højest, i alt fald sålænge den indenlandske monetære variabilitet er højere end den udenlandske.

Det vil sige at det i praksis er uden betydning om vi denominerer i Euro eller ej …

Når Chefen selv, for en stor dansk virksomhed, i dén grad sætter sit navn og troværdighed ind på at få danskerne til erholde købmandsregninger i Euro kræver det særlig opmærksomhed …

Hvorvidt vi i Danmark skal denominere i Euro er nemlig en politisk- snarere end en økonomisk dagsorden!

I praksis er det uden betydning, om vi skal regne med en syvendedel eller én. Det betyder ikke mere for vor hverdag, end sommertiden gør for morgenlyset i en lille uges tid hvert år. Rent økonomisk er det uendeligt ligegyldigt om vi i Danmark benytter Euro eller kronestykker, når vi skal købe en ispind. For sedlerne kan ifølge den danske grundlov allerede anvendes uden problem.

Engang gik Danmarks grænse langt nede i det nuværende Tyskland, og vi delte møntfod med resten af Europa, ja, Danske Kroner var faktisk ikke endnu opfundet. I de dage var møntfoden sølv. Danmark krævede told op i rede sølv, men handlede i certifikater (pengesedler). Den største handel gik dog gennem Hamborg, med hvem vi også delte valuta. Desværre skete det gang på gang at det danske sølv flød til Hamborg, og de elendige pengesedler hobede sig op på et stadigt mindre udbredelsesterritorium (fordi vi tabte alle de krige vi involverede os i, og blev lidt mindre hver gang).

Tiden går – og læger alle sår – og i dag foreslår åbenbart store industriproducenter i Sønderjylland, at vi kan blive så små at vi helt kan forsvinde!

Euroen kan i forvejen klaskes på enhver dansk købmandsdisk – og det i både elektronisk form, eller i rede sedler – og der er intet til hinder for, at man kan indrette sit liv således, at man styrer helt uden om danske penge …

  • Du kan have dine bankkonti ført i Euro
  • Du kan belåne dit hus i Euro
  • Du kan betale registreringsafgiften på dine biler i Euro, og få et lille politisk korrekt klistermærke klasket på dine nummerplader.

Du kan også beslutte dig for at rejse til et andet land i EU – få gule stjerner tatoveret på din bagdel – og have et EU-pas. Ja, og du kan sågar også få dine dagpenge udbetalt i Euro i et hvilket som helst andet EU-land, skulle det blive aktuelt …

For i Danmark har vi sagt Ja til Maastricht traktaten, og alle disse ting (på nær tatoveringerne) følger af Danmarks stærke tilknytning til den Europæiske dimension, og hurra for det!

Men det betyder ikke at vi æder alting råt!

For Danmark er ikke bare et lille bitte land i kanten af det Europæiske kontinent, men har siden 1972 været et land i blandt andre, der har gjort det Europæiske projekt med at føre Kul- og Staal Unionen ind i fremtiden til vores eget.

Siden Danmark tiltrådte det Europæiske projekt har udviklingen – i denne ende af det europæiske kontinent – gået mod et stadigt større traktatområde, ikke bare geografisk, men det Europæiske multinationale samarbejde har udviklet hen i mod at blive en ægte union.

Pas, nummerplader og flag er i denne sammenhæng blot symboler. Mere konkret er Euro, direktiver, forordninger, Europaparlamentet og Europadomstolen…

Direktiverne fungerer i forvejen som non-optional drafts for de nationale lovgivninger, og Euro-pengene fungerer allerede som det styringsmedie, der kan sætte europæiske beslutninger i gang uden efterfølgende diskussion.

For at kunne erstatte ministerråd, ordensmagt og militær, er det nødvendigt at færdiggøre det politiske forarbejde. En præsident for Det Forenede Europa, en Europahær og en paneuropæisk politimyndighed, vil fuldstændiggøre den Europæiske magt.

EU vil herefter – på alle administrative, styringsmæssige, sikkerheds- og ordensmæssige niveauer – kunne sætte dagsorden og standarder.

Mon ikke en rask lille økonomisk krise har gødet jorden for de nødvendige traktatændringer?

Alle taberøkonomierne løber i disse dage om kap for at nå over målestregen – mon de findes for lette?

Men spørgsmålet er ikke om Danmarks skal skifte kronestykkerne ud med Euro – spørgsmålet er snarere om vi vil betale prisen for den politiske dimension!

Harmoniseringen kan vi ikke slippe for – og vi vil det måske heller ikke – men at skifte hest i vadestedet har altid været anset for en dårlig taktik. Med ydmyghed og respekt for betalingsmidlerne, kan jeg derfor kun anbefale at enhver, der ønsker at erholde købmandsregninger i Euro at konvertere deres konti til Euro.

Niels B. Christiansen, CEO for Danfoss. Hvis Du er så glad for konkrete symbolværdier, anbefales Du hermed tatoveringsmodellen. Men fri os fra dit Eurovrøvl!

Det passer os fint at de danske forbehold, kan modvirke det Europæiske projekt i at udvikle magtfuldkommenhed.

Share
Tagged with:  


Lars Løkke Rasmussen signalerede ellers i et interview med Reuters for ikke så længe siden, at det er den danske regerings holdning, at der skal ske et opgør med alle danske EU-forbehold – ligesom det skal ske i den nuværende valgperiode.

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen – nuværende statsminister i Danmark – lagt vægt på at Danmark reelt set i forvejen er bundet til euro-samarbejdet på grund af fastkurspolitikken – med Lars Løkke Rasmussens egne ord: ”Vi er allerede med i euro-samarbejdet. Vi har blot valgt at kalde det noget andet.”

I maj 2008 udtaler Lars Løkke Rasmussen i et interview med Ritzau: ”På den store politiske tavle er euroforbeholdet selvfølgelig supervigtigt. Min prioritet som finansminister er at komme af med euroforbeholdet så hurtigt, det kan lade sig gøre.” Men Lars Løkke Rasmussen føjer dog til: Afgørelsen af hvornår og hvordan, der skal stemmes, beror på mange andre overvejelser – også mere end blot hvad regeringen vil have …

Regeringens målsætning har i tiden op til Statsministerskiftet dog været lagt klart frem: ”Vi ønsker et fuldt medlemskab i den nuværende valgperiode. Det er vores hensigt,” sagde altså den tidligere finansminister, og nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen …

I den mellemliggende tid er rollerne skiftet. I sin egenskab af statsminister skal Lars Løkke Rasmussen snart træffe et afgørende valg om hvorvidt fokus sættes på spørgsmålet om de danske EU-forbehold.

I mellemtiden har vi haft valg til EP og regeringen holder stadig lav profil.

Allerede i efteråret 2008 advarer Venstres spidskandidat til Europa-parlamentet – Lars Rohde – imod at sætte næsen op efter et hurtigt euro-valg, på grund at endnu et nej vil sende spørgsmålet ud som politisk bænkevarmer i en lang årrække.

Muligheden for at kunne sende euro-spørgsmålet ud på til tælling hilses velkommen; men risikoen for at regeringen glider i den varme kartoffel udsætter desværre nok det endelige fravalg af euro – i denne omgang også …

Hvor NATO i dag lægger en jernring af sikkerhed om tidligere statsminister Fogh Rasmussen, udtrykker de meninger Lars Rohde giver til kende i interviews dog snarere, at de politiske målsætninger for EU samarbejdet snarere handler om at lade et sølvtæppe sænke sig om Europas ydre grænser, og selvom spørgsmålet om en europæisk version af FBI vil være kontroversielt i et Europa, der er stivnet på et mellemstatsligt samarbejdsniveau – med indskudte ministerrådsmøder som beslutningsorgan – vil spørgsmålet dog givet kunne trække opmærksomheden væk fra den brandvarme politiske kartoffel som euro-samarbejdet i dag udviklet sig til.

De økonomiske argumenter for at sløjfe euro-forbeholdet svinder dag for dag. Med den seneste rentesænkning er den ledende rente i Danmark nede i 1,35 %. Danmark har dermed sænket renten mere end ECB og indsnævret rentespændet til Den Europæiske Centralbank (ECB).

Set ud fra et nationaløkonomisk synspunkt har Danmark i det europæiske samarbejde allerede strakt sig langt mere, end hvad man med rimelighed kan forvente af et lille land med en økonomi af en begrænset størrelse i forhold til de europæiske partnere, der ikke har formået at holde orden i økonomierne, og nu må kaste med pengesække for at forhindre at euroøkonomien rasler sammen …

De økonomiske fundamentaler i Europa er under hastig forandring, og euroøkonomien lider voldsomt under uhensigtsmæssige krydskurser til de atlantiske økonomier. Den europæiske centralbank står med begrænsede værktøjer til at ordinere den medicin, som kan skubbe Europa ud af den kursfælde som de voldsomme forøgelser i dollar- og sterlingøkonomierne fører til.

En af de store udfordringer, som EU samarbejdet i dag frembyder, er at opfylde unionsstifternes mål om at styrke den europæiske økonomi. Samtlige lande tilknyttet det europæiske samarbejde fører stadig en selvstændig finanspolitik, og det er ikke en situation, der bare i en forudsigelig fremtid kan forventes at blive forandret. Men eurolandenes centralbank fører pengepolitikken. Én pengepolitik, der skal passe til alle deltagerlande …

Selvom dansk finanspolitik 2009 bringer landet faretruende nær stabilitetspagtens grænser, er Danmark snart det eneste land, der lever op til de oprindelige målsætninger om orden i statens finanser, budgetoverholdelser og inflationsmål.

Det kunne desuden være interessant om regeringen vil svare på spørgsmålet om hvorfor Danmark ikke stiller krav om at eurolandene beviser, at de kan samle møntunionen i et fælles projekt, hvor EU optimalt udnytter de muligheder, der netop ligger i at føre en fælles pengepolitik?

En fælles europæisk indsats ville være passende – ville det være for meget at forvente at politikerne kunne holde op med at skændes om hvem der skal slå knald med pisken og tage kontakt til virkeligheden og arbejde på en fælles europæisk handlingsplan?

En overgang til euro betyder nemlig ikke bare at den tidligere valuta fases ud og alle betalinger, værdier, likvider, priser og vurderinger gøres i den nye valuta, en møntunion er også en denotation af selve det finansielle grundlag for nationaløkonomien. Eurosamarbejdet var tænkt at skulle gøre EU til en økonomisk enhed. Dette er en udvikling, der i dag langt fra er indtruffet i Europa endnu …

Ældre herrer sidder i Europas centralbanker og tæller på knapper:

Skal man trykke på renteknappen, pengeknappen – eller lade pengeknapheden udbrede sig i de europæiske økonomier – Trichet og Bernstein har nu også sat retningen mod nulrentekurs.

Det fremføres ofte at når Danmark står uden for i pengepolitikken, nyder vi ikke fordelene ved det fulde økonomiske samarbejde.

I de sidste 10 år, har Danmark klaret sig ganske fint uden euro. Den økonomiske politik, som ligger til grund for dette lands finansielle og økonomiske stabilitet – det danske aftalesystem og hovedaftalen på arbejdsmarkedet – og ikke mindst en ansvarlig og målrettet pengepolitik med rationelle mål, har sikret at Danmark – i en tid med store politiske og økonomiske udfordringer – står rustet med en styrke hidtil uset omfang.

Euroen er ikke en gavebod med blå og grønne filthylder. Når Danmark har v a l g t at stå udenfor eurosamarbejdet (og tilsyneladende med rette) vil de herrer cheføkonomer, ministre og ordførere så venligst åbenbare for offentligheden – hvorfor i alverden Danmark forventes at skulle bidrage til f.eks. den 220 milliarder eurovækstpakke, som ligger nærmest på Danmarks lykketal? Det er ikke klogt at brænde Danmarks økonomiske råderum i en så usikker situation.

Statsministeren må indse at vi her taler om den d a n s k e nationaløkonomi …

Valutareserven voksede desuden i juli 2009 til rekordhøje 336,4 mia. kr. I Danmark bundter vi hver dag penge og stikker til side på statens konto i Nationalbanken. Der ligger godt og vel 350 milliarder kroner. Danmark har desuden 1 milliard euro stående på dag til dag kontoen i ECB. Danskerne handler derfor k o n t a n t i den europæiske centralbank …

Variationen i den danske produktion gør desuden at dansk eksport er mindre konjunkturfølsomt, og den store offentlige sektor som finansieres direkte over skatterne udgør sammen med arbejdsløshedsforsikringsdækningen på 4 (f i r e) år en stabiliserende buffer, der sikrer at dansk økonomi kører videre på reserverne e f t e r at andre mindre forudseende lande med ringere socialt og økonomisk sikkerhedsnet må pumpe likviditet ud i økonomien.

Den øjeblikkelige negative realrente er en tyk streg under alvoren i den deflationsfase de globale økonomi er på vej ind i, selvom man får kastet en daler i nakken for hver tier man låner, falder priserne stadig på fast ejendom.

Hvor de massive rentenedsættelser skabte en gældsinflationsbølge i det tidlige 2-tusindetal, som blæste den globale likviditets- og gældsforøgelse op på grund af de gratis penge, har tricket med at presse renten under den naturlige bundgrænse mistet sin kraft i takt med at værdierne er gået op i røg.

Jf. Ritzau opgør IMF det samlede skøn over omkostninger på tabskontoen til 4054 milliarder dollar (23.363 milliarder kr.) og inkluderer tab i USA for 2712 milliarder dollar (15.613 milliarder kr.). Hertil kan så lægges uopgjorte tab i den finansielle sektor. J.P. Morgan anslår ifølge Blomberg News, at der ligger yderligere tab for 400 mia. dollar (2300 mia. kr.) på dårlige lån og værdiløse papirer og venter i den finansielle sektor …

De recessive perioder afløser nu hinanden i verdens økonomier og trækker kreditværdighederne ned, der bliver simpelthen konstant mindre indkomst at købe for.

Det kan kun gå én vej: Priserne følger med ned, når væksten falder. Ligesom at deflationsforventningerne vil udskyde både investeringer og forbrug.

IMF’s cheføkonom Olivier Blanchard, advarer i august 2009 om at væksten vil være så svag, at arbejdsløsheden, først forventes at nå sit højdepunkt løbet af 2010. IMF taler allerede nu om en negativ global vækst på 1,3 % i 2009 – holdes dette i forhold til et tidligere skøn på + 3 % for 2010 forventer den internationale monetære fond at væksten ved afslutningen af 2. Kvartal 2009 vil blive 1/20 lavere i det kommende år end hidtil forventet.

Det betyder ikke at priserne falder med fem procent – det betyder at arbejdsløsheden stiger voldsomt, BNPerne tager elevatoren ned i den kulsorte kælder, de finanspolitiske poster vil g l ø d e rødt, og renterne vil blive sluppet fri efter at have været surret ned pengepolitisk i et m e g e t lavt niveau over det sidste halve snes år …

Det er ikke utænkeligt at vi kan forvente at se de lange obligationsrenter på både 18 og 26 % eller mere, når markedet korrigerer sig selv ved enden på FED og IMFs økonomiske fantasteri.

Regeringens arbejdsmarkedskommision afleverede for nyligt sin betænkning. Konklusionen den kom frem til var, at Danmark skal være påpasselig med at sætte fleksibiliteten i det danske arbejdsmarked over styr – og at uddannelse reducerer arbejdsstyrkens reserver…

Mage til vås skal man lede længe efter. Dansk erhvervsliv har hårdt brug for styrkede kompetencer!

Uddannelse er en vej ud af flere af dødvandet, for med de mange nye ledige, der vil strømme ud af arbejdsmarkedet på den korte bane, vil Danmark få en håndsrækning til at omstrukturere arbejdsreserven til omstilling. Politikerne kunne f.eks. afskaffe 1 og 2. delperiode, således at man ryger direkte i opgraderingsuddannelse, hvis man ikke er i arbejde inden for 1 år, hvis man er imellem 24 og 56. Især hvis det går hånd i hånd med infrastrukturtiltag – i begrænset omfang – som forbedrer landets e r h v e r v s k a p a c i t e t.

Danskerne skal desuden (gen)lære at spare op, for dansk økonomi kan ikke i længden holde til at privatøkonomierne vakler på spinkle opsparinger. Man kan jo i længden ikke lægge mursten på rugbrødet…

En langvarig krise vil dog helt af sig selv få indlånsbalancerne i de tilbageværende finansielle institutter til igen at blive positive og øge iværksætternes kapitalkræfter til den næste optur.

Jeg kan kun vedvarende henstille til at beslutningstagerne kigger fremad på forudsætningerne for Danmarks økonomiske og finansielle stabilitet.

Reel økonomisk fremgang kan kun opnås igennem produktivitetsforbedringer, investeringer i produktionsapparatet, kapitalkoncentration hos iværksættere og uddannelse. Ligesom at den finansielle sektor skal gennemgå omstruktureringer og tilpasning til produktivkræfter og kapitalbehov, hvis den økonomiske politik skal kunne føre til varig forbedring af den finansielle stabilitet.

Share
Tagged with: