Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Enten så skifter Danmark kurs og vælger en offensiv økonomisk politik, der rettes mod krisens årsager, eller også sendes danskerne ud på en frugtesløs ørkenvandring og skubber derved bare ansvar (og pris) til senere afregning.

Afkoblingen fra økonomien fortsætter stadig med uformindsket styrke globalt, og selvom konjunkturerne er milde ved dansk økonomi, vil de også i den sidste ende få ram på økonomien i vor egen lille andedam, hvor den danske krone er hård valuta.

Et af de store spørgsmål – før monetarismen – var om der er grænser for vækst.  I dag kan vi blot håbe at det ikke er tilfældet.

Set over det lange perspektiv, kan det forekomme besynderligt, når vi er klar over at økonomien vil køre af sporet – den ene gang efter den anden, at der er så lidt man kan gøre ved det. Viljen fejler ikke noget, men særligt begavet, det kan man ikke påstå at vi handler.

Især ikke når det viser sig, at vi kun meget trægt tager ved lære af vore fejltagelser.

For Danmark var de økonomiske forhold vidt forskellige for de to hovedkriser i perioden 1987-2011.  Hvor der i det meste af perioden 1987-93 var fremgang for de danske eksportvirksomheder, har den økonomiske krise i de senere år stort set raset globalt.

En anden central forskel har været, at økonomiens udgangspunkt af opkonjunkturen målt på både betalingsbalance, udlandsgæld, offentlig gæld og arbejdsmarkedet var langt stærkere i det første årti af 2000-tallet end i 1980′erne.

Der er fællestræk for de to kriser – en forudgående overophedning af den danske økonomi og stærkt stigende ejendomspriser - men der er også markante forskelle i den førte finanspolitik. I årene umiddelbart forud for de senere års finanskrise bidrager en konjunkturmedløbende finanspolitik til at forstærke overophedningen af økonomien. Hvorimod en stram finanspolitik i midt-80′erne bidrog til at reducere overudnyttelsen af produktionsresurserne.

Continue reading »

Share

Der er allerede spekulationer ude om hvorvidt Danmark med deltagelsen i Europagten er “de facto medlem” af euroklubben.

EU-professoren Marlene Wind spår, at det nu bliver meget nemmere at trække et “Ja” i land, når det kommer til en afstemning. Sondringen – “Vi er nu medlemmer af møntunionen, bare uden mønten.” - Kommer fra professoren, der jvf. Wikipedida ofte benyttes som EU-kommentator i medierne.

Vi lader lige bemærkningen stå et øjeblik …

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Selvom folketinget i Danmark, de politiske partier og beslutningstagere over én kam er begejstrede for europagten, skal man ikke tage det for givet at pagten bliver tiltrådt. Det er også vigtigt at understrege, at Danmark fører en selvstændig pengepolitik, ligesom det heller ikke er givet, at Danmark uendeligt vil føre samme fastkurspolitik.

Selvom der i Det danske Folketing har været bred opbakning for at tiltræde den kommende traktatændring, er der ikke noget der peger på at det bliver nødvendigt at tiltræde aftalen. Europagten indeholder, som den foreligger i dag, ikke nye inkluderende elementer, som nødvendiggør at Danmark tiltræder aftalen.

Selvom Det danske Folketing – som ét af de få parlamenter i EU – har været begejstret for det tysk-franske forslag, er der ikke noget indikerer at det tjener et rationelt formål at fortsætte ud af det spor. Især når de øvrige ØMU lande ikke vil samme vej.

Det er iøvrigt heller ikke god praksis at gennemføre – uanset om ændringerne er signifikante eller ej – ændringer for en eksisterende pagt, som folketinget ikke har fået vælgernes mandat til. Ikke éngang i Danmark.

At tiltræde en pagt som ingen inkluderende påvirkning har på den samlede politik, men blot tjener som skabelon for at strømline de økonomiske strukturer til efter en euromodel, tjener heller ikke ikke noget fornuftigt formål i betragtning af, at Danmark allerede har afvist euroen to gange.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

I et Europa, hvor landene forfølger egne særinteresser uden fælles kurs, vil Europagten kunne levere en perfekt forlængelse af den konsekvensløse linje der præger EU. Alle kan se, at noget skal der ske i Europa for at genrejse fordums stabilitet og øge konkurrencekraften. Frekvensen af traktatændringer til at reparere på ØMU’en er støt stigende. Seneste påfund er Europagten, som er en løs vejledende udvidelse af traktatområdet.

Problemet er ikke, at vi i Danmark ikke kan tilslutte os at lade de andre have muligheden for at lade stå til – det gør vi jo allerede uden Europapagten – vi har såvidt jeg er orienteret stadig bundet vor valuta og økonomi til ØMU’ens betingelser.

Men ambitionsiveauet i Europagten er sat af den økonomiske krise, og afspejler de alvorlige udfordringer euro-zonen idag er oppe imod, og det er i dén grad op ad bakke.

Europagten er ikke designet til at “styre uden” om kriser – og man kan ikke forhindre at det ind i mellem går helt galt, det er i øvrigt også en fejlopfattelse at kriser opstår pga. at økonomien fejler. De opstår fordi “noget går for godt”. Eller rettere – at noget skidt går godt.

Tilfældet Grækenland viser os at tillid er en blind makker - Grækenlands deltagelse i ØMU’en bygger på en fed løgn og fejlagtige oplysninger. Men det er vanskeligt at gardere sig imod. Det ville jo kræve at man for en sikkerheds skyld skulle opfatte alt som svindel.

Irland, som er ved at udvikle sig til Europa’s enfant terrible og bevidst går efter at bevare de industrielle særbetingelser og fordele landet hidtil har nydt godt af, illustrerer også ganske tydeligt hvor lidt samhørighed, der egentlig er iblandt deltagerlandene.

Europapagten er designet til den isotropi – den skal inspirere og vejlede - men den får aldrig gang i nogen gunstig udvikling i et Europa, der forfølger egne særinteresser uden konsekvens.

Laissez-faire!

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Lars Barfoed formand for det Konservative Folkeparti i Danmark ønsker at sætte spørgsmålet om tilslutning til den fulde ØMU-pakke på dagsordenen her i foråret. Alle partier – pånær de to mest yderliggående – har meldt ud at de synes at europagten er Ok. Så der er ikke noget kontroversielt i Lars Barfoeds udmeldinger.

Det hilses velkommen, at nu også de konservatives åndelige leder vil have foden med på bolden i ØMU-ligaen - og ligsom sin kollega i det andet regeringsparti, Lars Løkke – ønsker spørgsmålet om Danmarks tilslutning til den Europæiske Monetære Union genoptaget. I samlet kor faktisk med både dansk Industri og erhverv. Ja, det er flot!

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen desuden udtalt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse er i dag ikke blevet mindre aktuel.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.

Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem og vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet, går ikke nødvendigvis igennem deponering af den danske pengepolitik i EU.

Det er derfor en nødvendig debat – og et vigtigt spørgsmål at stille:

Hvorfor vil beslutningstagerne partout have Danmark med ind som fuldgyldigt medlem af ØMU’en?

Man kan remse argumenterne op:

  1. “Vi” (politikerne) sidder ikke med ved bordet når beslutningerne om Europas økonomi tages – og det synes vi er synd for Danmark (os).
  2. Det er irriterende at skulle veksle valuta, når man rejser hjem fra plenum eller lobby i Bruxelles (Hallo – betalingskortet er opfundet!)
  3. Det er uhensigtsmæssigt for dansk økonomi at skulle opretholde en dag-til-dag konto i ECB på 1 mia. euro (Kære politikere, hvad er det egentlig I synes der er galt med at handle kontant?)
  4. Det er forvridende for dansk industri og erhverv, at renterne er højere i Danmark på grund af kronen end i euro-zonen (Kære industri og erhverv: Hvilken tidsalder lever vi i? Man kan låne penge hvorsomhelst. Man behøver ikke at gå ned på hjørnet – brug dog fantasien. Mange landmænd kan godt finde ud af at finansiere sig i CFH eller Yen.)

Vi tror simpelthen ikke på at I har rent mel i posen, og hvorfor mon dog?

Hvad er det der trækker i Bruxelles? Udover de fede – skattefrie – honorarer, rejsediæter og lobbyfordele?

Den danske befolkning er ikke dummere, end at vi godt kan regne ud at I kun er ude på at rumstere med en meget større afgiftskasse i Bruxelles. Det er egentlig klassisk deduktion – bare følg pengene. Sporet leder til momsforhøjelser, et gigantisk bureaukrati og fede fiduser for systemejerne.

Den nye Europagt fokuserer på en række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på – lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalder og skattereformer, og så er det altså op til de enkelte deltagerlande selv at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Tror man lige på at det kommer til at ske?

Politikerne, som ligger i et evigt kapløb om popularitet, vil måske falde over hinandens fødder, for at stoppe denne hårde medicin ned i halsen på vælgerne? Nej, vel?

Pagten vil derfor blot komme til at forstærke den igangværende polarisering som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere europas gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, fri frugt og fede cigarer – hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats. (Ja, goddaw do.)

Spørg os bare om vi ønsker at give Jer Diætpagten

Nu har  – historisk set – alle valg om fuldt medlemskab af den økonomiske monetære union faldet ud til et afslag. Der er altså et svælg imellem vælgerne og beslutningstagerne i Danmark. Vil Lars Barfoed mon bygge bro over det?

Europagten er som trukket ud af næsen på danske ØMU skeptikere – frit valg på alle hylder, og absolut ingen forpligtelser – det må da lige være noget for danskerne?

Naturligvis skal Danmark ikke sætte sig med ved bordet øjeblikke før regningen falder.

Den Europæiske eksperimentaløkonomi, som har vist sig levedygtig i godt og vel en halv snes år, står i dag overfor en alvorlig udfordring, ikke blot fordi der spøger en valutaregulering i horisonten, når G-20 landenes eksperimenter er overstået og det internationale valutasystem bliver redefineret.

ØMU’en står i vedvarende forfald, fordi at valutaen ikke er dækket ind i produktion - (og dækker over et minisamarbejde på tværs af sammenbragte europæiske lande, som har benyttet den “stærke” valuta til at øge den nationale gældssætning voldsomt) – valutasamarbejdet er også i forfald - på grund af ineffektiv likviditetsstyring – og en totalt fragmenteret finanspolitik – uden udsigt til at udkantsøkonomierne på sigt vil kunne trækkes uden om depresssion.

Eurosamarbejdet står idag svagere end nogensinde, uden muligheder for at håndhæve den stabilitetspagt, der er forudsætningen for at euroen kan frembyde et attraktivt alternativ til den danske krone, og det er vel også den væsentligste grund til at Europagten er baseret på frivillighed.

Der er ingen, der forventer at aftalerne bliver overholdt. De andre er her kun for at cashe ind. (Ligesom vore beslutningstagere.)

Det må være indlysende i dag, at det ikke er tilstrækkeligt med en fælles valutanominering og nogle frivillige forslag. Der skal også tilvejebringes et fælles grundlag for både finans- penge-, social- erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, for at ØMU’en i praksis kan fungere optimalt i både mod- og medgang.

Man kan ikke samtidig opretholde en fast valutakurs, frie kapitalbevægelser, og en regionalt uafhængig pengepolitik baseret på fri adgang obligationsmarkedet. Disse tre elementer henholdsvis balancerer og destabiliserer valutaen.

Uden en fælles referencepolitik, der dækker hele det økonomiske spektrum i politikkerne arbejder ØMU’en uden sikkerhedsnet.

I en union – med store regionale forskelle, er det naturligt at ikke alle regioner performer ensartet under forskellige økonomiske forhold. Den yderligere harmonisering, som følger af Europagten vil uddybe de økonomiske forskelle, og tilføje de mange forskelligartede økonomier i ØMU’en større skade end gavn.

Pagten vil især styrke de store eksportøkonomier i nord, men svække de svage rand- og sydeuropæiske økonomier yderligere, så nettoeffekten vil være at ØMU’en får langt værre vilkår at virke i! En politik, der postulerer genskabelse af finansiel stabilitet og forbedring af konkurenceparametre ad frivillighedens vej er en regulær dødssejler.

Traktatændringen er både uambitiøs og slap – og vi kan se lige igennem den – den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme, er de fede diæter – lige ned i foret på beslutningstagerne – når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Det er en illusion at forestille sig, at disse frivillige fantasipolitikker kommer til at skabe forbedrede konkurrencevilkår, endsige kan genskabe den finansielle stabilitet for Eurozonen!

Fraværet af effektive styringsmekanismer og den manglende konsekvens, når de traktatfæstede vilkår ikke overholdes, betyder at Europa står mere splittet end nogensinde før, uden det fælles politiske handlerum, der kendetegner en ægte union.

Da den nye Europagt ikke kommer til at faciliterere de nødvendige styringsredskaber som euro-zonen i høj grad har behov for, skal Danmark derfor ikke tilslutte sig denne traktatændring!

Share