Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

I et Europa, hvor landene forfølger egne særinteresser uden fælles kurs, vil Europagten kunne levere en perfekt forlængelse af den konsekvensløse linje der præger EU. Alle kan se, at noget skal der ske i Europa for at genrejse fordums stabilitet og øge konkurrencekraften. Frekvensen af traktatændringer til at reparere på ØMU’en er støt stigende. Seneste påfund er Europagten, som er en løs vejledende udvidelse af traktatområdet.

Problemet er ikke, at vi i Danmark ikke kan tilslutte os at lade de andre have muligheden for at lade stå til – det gør vi jo allerede uden Europapagten – vi har såvidt jeg er orienteret stadig bundet vor valuta og økonomi til ØMU’ens betingelser.

Men ambitionsiveauet i Europagten er sat af den økonomiske krise, og afspejler de alvorlige udfordringer euro-zonen idag er oppe imod, og det er i dén grad op ad bakke.

Europagten er ikke designet til at “styre uden” om kriser – og man kan ikke forhindre at det ind i mellem går helt galt, det er i øvrigt også en fejlopfattelse at kriser opstår pga. at økonomien fejler. De opstår fordi “noget går for godt”. Eller rettere – at noget skidt går godt.

Tilfældet Grækenland viser os at tillid er en blind makker - Grækenlands deltagelse i ØMU’en bygger på en fed løgn og fejlagtige oplysninger. Men det er vanskeligt at gardere sig imod. Det ville jo kræve at man for en sikkerheds skyld skulle opfatte alt som svindel.

Irland, som er ved at udvikle sig til Europa’s enfant terrible og bevidst går efter at bevare de industrielle særbetingelser og fordele landet hidtil har nydt godt af, illustrerer også ganske tydeligt hvor lidt samhørighed, der egentlig er iblandt deltagerlandene.

Europapagten er designet til den isotropi – den skal inspirere og vejlede - men den får aldrig gang i nogen gunstig udvikling i et Europa, der forfølger egne særinteresser uden konsekvens.

Laissez-faire!

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Lars Barfoed formand for det Konservative Folkeparti i Danmark ønsker at sætte spørgsmålet om tilslutning til den fulde ØMU-pakke på dagsordenen her i foråret. Alle partier – pånær de to mest yderliggående – har meldt ud at de synes at europagten er Ok. Så der er ikke noget kontroversielt i Lars Barfoeds udmeldinger.

Det hilses velkommen, at nu også de konservatives åndelige leder vil have foden med på bolden i ØMU-ligaen - og ligsom sin kollega i det andet regeringsparti, Lars Løkke – ønsker spørgsmålet om Danmarks tilslutning til den Europæiske Monetære Union genoptaget. I samlet kor faktisk med både dansk Industri og erhverv. Ja, det er flot!

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen desuden udtalt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse er i dag ikke blevet mindre aktuel.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.

Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem og vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet, går ikke nødvendigvis igennem deponering af den danske pengepolitik i EU.

Det er derfor en nødvendig debat – og et vigtigt spørgsmål at stille:

Hvorfor vil beslutningstagerne partout have Danmark med ind som fuldgyldigt medlem af ØMU’en?

Man kan remse argumenterne op:

  1. “Vi” (politikerne) sidder ikke med ved bordet når beslutningerne om Europas økonomi tages – og det synes vi er synd for Danmark (os).
  2. Det er irriterende at skulle veksle valuta, når man rejser hjem fra plenum eller lobby i Bruxelles (Hallo – betalingskortet er opfundet!)
  3. Det er uhensigtsmæssigt for dansk økonomi at skulle opretholde en dag-til-dag konto i ECB på 1 mia. euro (Kære politikere, hvad er det egentlig I synes der er galt med at handle kontant?)
  4. Det er forvridende for dansk industri og erhverv, at renterne er højere i Danmark på grund af kronen end i euro-zonen (Kære industri og erhverv: Hvilken tidsalder lever vi i? Man kan låne penge hvorsomhelst. Man behøver ikke at gå ned på hjørnet – brug dog fantasien. Mange landmænd kan godt finde ud af at finansiere sig i CFH eller Yen.)

Vi tror simpelthen ikke på at I har rent mel i posen, og hvorfor mon dog?

Hvad er det der trækker i Bruxelles? Udover de fede – skattefrie – honorarer, rejsediæter og lobbyfordele?

Den danske befolkning er ikke dummere, end at vi godt kan regne ud at I kun er ude på at rumstere med en meget større afgiftskasse i Bruxelles. Det er egentlig klassisk deduktion – bare følg pengene. Sporet leder til momsforhøjelser, et gigantisk bureaukrati og fede fiduser for systemejerne.

Den nye Europagt fokuserer på en række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på – lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalder og skattereformer, og så er det altså op til de enkelte deltagerlande selv at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Tror man lige på at det kommer til at ske?

Politikerne, som ligger i et evigt kapløb om popularitet, vil måske falde over hinandens fødder, for at stoppe denne hårde medicin ned i halsen på vælgerne? Nej, vel?

Pagten vil derfor blot komme til at forstærke den igangværende polarisering som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere europas gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, fri frugt og fede cigarer – hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats. (Ja, goddaw do.)

Spørg os bare om vi ønsker at give Jer Diætpagten

Nu har  – historisk set – alle valg om fuldt medlemskab af den økonomiske monetære union faldet ud til et afslag. Der er altså et svælg imellem vælgerne og beslutningstagerne i Danmark. Vil Lars Barfoed mon bygge bro over det?

Europagten er som trukket ud af næsen på danske ØMU skeptikere – frit valg på alle hylder, og absolut ingen forpligtelser – det må da lige være noget for danskerne?

Naturligvis skal Danmark ikke sætte sig med ved bordet øjeblikke før regningen falder.

Den Europæiske eksperimentaløkonomi, som har vist sig levedygtig i godt og vel en halv snes år, står i dag overfor en alvorlig udfordring, ikke blot fordi der spøger en valutaregulering i horisonten, når G-20 landenes eksperimenter er overstået og det internationale valutasystem bliver redefineret.

ØMU’en står i vedvarende forfald, fordi at valutaen ikke er dækket ind i produktion - (og dækker over et minisamarbejde på tværs af sammenbragte europæiske lande, som har benyttet den “stærke” valuta til at øge den nationale gældssætning voldsomt) – valutasamarbejdet er også i forfald - på grund af ineffektiv likviditetsstyring – og en totalt fragmenteret finanspolitik – uden udsigt til at udkantsøkonomierne på sigt vil kunne trækkes uden om depresssion.

Eurosamarbejdet står idag svagere end nogensinde, uden muligheder for at håndhæve den stabilitetspagt, der er forudsætningen for at euroen kan frembyde et attraktivt alternativ til den danske krone, og det er vel også den væsentligste grund til at Europagten er baseret på frivillighed.

Der er ingen, der forventer at aftalerne bliver overholdt. De andre er her kun for at cashe ind. (Ligesom vore beslutningstagere.)

Det må være indlysende i dag, at det ikke er tilstrækkeligt med en fælles valutanominering og nogle frivillige forslag. Der skal også tilvejebringes et fælles grundlag for både finans- penge-, social- erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, for at ØMU’en i praksis kan fungere optimalt i både mod- og medgang.

Man kan ikke samtidig opretholde en fast valutakurs, frie kapitalbevægelser, og en regionalt uafhængig pengepolitik baseret på fri adgang obligationsmarkedet. Disse tre elementer henholdsvis balancerer og destabiliserer valutaen.

Uden en fælles referencepolitik, der dækker hele det økonomiske spektrum i politikkerne arbejder ØMU’en uden sikkerhedsnet.

I en union – med store regionale forskelle, er det naturligt at ikke alle regioner performer ensartet under forskellige økonomiske forhold. Den yderligere harmonisering, som følger af Europagten vil uddybe de økonomiske forskelle, og tilføje de mange forskelligartede økonomier i ØMU’en større skade end gavn.

Pagten vil især styrke de store eksportøkonomier i nord, men svække de svage rand- og sydeuropæiske økonomier yderligere, så nettoeffekten vil være at ØMU’en får langt værre vilkår at virke i! En politik, der postulerer genskabelse af finansiel stabilitet og forbedring af konkurenceparametre ad frivillighedens vej er en regulær dødssejler.

Traktatændringen er både uambitiøs og slap – og vi kan se lige igennem den – den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme, er de fede diæter – lige ned i foret på beslutningstagerne – når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Det er en illusion at forestille sig, at disse frivillige fantasipolitikker kommer til at skabe forbedrede konkurrencevilkår, endsige kan genskabe den finansielle stabilitet for Eurozonen!

Fraværet af effektive styringsmekanismer og den manglende konsekvens, når de traktatfæstede vilkår ikke overholdes, betyder at Europa står mere splittet end nogensinde før, uden det fælles politiske handlerum, der kendetegner en ægte union.

Da den nye Europagt ikke kommer til at faciliterere de nødvendige styringsredskaber som euro-zonen i høj grad har behov for, skal Danmark derfor ikke tilslutte sig denne traktatændring!

Share

Fredag d. 11 marts 2011 mødes 17 EU-landes ministre til ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Dagsordenen består her bl.a. af et tysk-fransk forslag om en ny Europagt med konvergens af udvalgte konkurrencepåvirkende parametre for ØMU’ens industripolitiske dimension. Traktatfæstning er d. 23-24 marts 2011.

Pagten vil  – hvis den forankres i nuværende form, (og deltagerlandene altså rent faktisk følger dens anvisninger) – få en mærkbar industripolitisk betydning for Europa’s evne til at tage den merkantile udfordring op i den åbne globale økonomi, ikke mindst pga. forskydningerne i økonomisk styrke som følger af den økonomiske krise.

Den nye Europagt består af fire overordnede målsætninger:

• Bedre konkurrenceevne
• Styrkelse af beskæftigelsen
• Forbedring af de offentlige finanser
• Genskabelsen af finansiel stabilitet.

Pagten fokuserer på række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på - lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalderen og skattereformer – så det er altså op til de enkelte deltagerlande at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Ja, - hvad tror traktørerne selv - mon der kommer et spiseligt resultat ud af det?

Menukortet - som det forelægger - indeholder bl.a følgende frivillige elementer:

• Afskaffelse af systemer til indeksering af løn
• Etablering af et fælles beregningsgrundlag for selskabsskatter
• Justeringer af pensionssystemer i lyset af den demografiske udvikling
• Indarbejdelse af nationale gældsalarmeringsmekanismer
• Etablering af et nationalt krisehåndteringsberedskab for banker.

Altså endnu en vag konvergensplan til kludetæppet af de kompromisser, der udgør den økonomiske monetære union, som lige formår - måske -, at rokke lidt med de økonomiske fundamentaler. Men ikke styrker euro-landenes evne til opbygge den robuste industripolitiske diversitet, som fremadrettet kan gøre Europa konkurrencedygtigt i den globale økonomi.

Pagten vil derfor blot medvirke til at forstærke den igangværende polarisering, som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere Europa’s gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, vindruer og fede cigarer - hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats.

(Yeah, right!)

Forslaget er uambitiøst og slapt, og den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme er de fede diæter lige ned i foret på beslutningstagerne, når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Continue reading »

Share

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Ekspansion i udlånsmarkedet, der sker som følge af de store bølger af billig likviditet og den kunstigt lave rente efter WTT tvinger kreditanstalter og investeringsbanker til at genopfinde deres bankforretninger i et væsentligt forringet marked.

Vi ser i dag resultatet af en udvikling over to dekader, der har sat langtidsholdbarheden i de finansielle markeder i kraftig forringelse. Samtidig har det også medført at den udskilning på forretningsdygtighed, som ellers ville have have foregået blev udsat, og det er jo som bekendt ikke tid, der læger alle sår i økonomi, men sårene, der heler i økonomien over tid.

I både Storbritannien og Amerika – og for den sags skyld også EU – har den offentlige gældssætning i dag sat en stopper for vækstmulighederne i al overskuelig fremtid, og da både banker og husholdninger desuden har en stor gæld, er det så som så med vækstpotentialet. Kræfterne er, om man så kan sige, allerede brugt på “opsving”. Det er derfor i dag ret nemt at sætte retning på pengestrømmene.

For i vor visdom – og naive tiltro til de forenklede makroøkonomiske indikatorer – anser vi nemlig stimulering af efterspørgsel for en slags mirakelmedicin, og ordinerer den gerne som et universalmiddel imod recession i rigt mål. Men i dagens globale økonomi, er det ikke bare en utopi. Det er en direkte forkert behandling!

Det har medført at udbud- og efterspørgselsstrukturerne i dag er aldeles forvredne. Når vore regeringer sprøjter likviditet ud i økonomien, medfører stigningen i efterspørgsel nemlig ikke til at stimuleringen fremmer den lokale beskæftigelsessituation. Opsvinget kan ikke bide sig fast. Det er med andre ord skønne spildte kræfter, som oven i købet kommer til at stå os rigtigt dyrt!

Når Vesten i dag poster likviditet i den globale økonomi via store budgetunderskud – eller via ekspansive pengepolitikker, ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil – fører det en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og vil på sigt drive både rentebyrden og inflationen op på bekostning af den fremtidige velfærd.

Det er en ganske alvorlig ubalance, som driver verdensøkonomien mod et strukturelt sammenbrud. For ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse.

Vi, der lever i Vesteuropa, kommer til at sende en stadigt større del af vort overskud til Asien, Indien og de øvrige emerging markets lande. Det er en udvikling, der ikke vil stoppe før vi er henholdsvis lige fattige eller lige rige.

Det bliver en lang og pinefuld proces for Vesten at måtte give afkald på det økonomiske overherredømme, og det er en meget dyrtkøbt redningsmodel vore beslutningstagere har valgt. Men den fører utvivlsomt til en mere fair fordeling af klodens ressourcer.

Continue reading »

Share