Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share
Det begynder som et Déjà vu med billig eller næsten gratis finansiel likviditet i dollar, men ender med at blive til store og omfattende lommesmerter, når gældskrisen udvikler sig mod at blive en regulær økonomisk krise med potentiale for en regulær depression.

Hvordan krisen udvikler sig, er i høj grad afhængig af hvordan balancen imellem dårskab og lederskab hos verdens beslutningstagere udmøntes i økonomisk politik i den kommende tid.

Det er vigtigt at forstå at krisen ikke er kommet af sig selv, men i høj grad er drevet frem og følger af dårlige beslutninger eller mangelfuld indsigt, og afspejler at beslutningstagerne reelt står magtesløse overfor den udvanding af pengenes købekraft som er pågået i hele dette årtusinde.

Men én ting er sikkert: Der findes ingen nemme løsninger, og i den kommende tid vil det blive stadigt vanskeligere at opfinde en smart løsning som gør alle tilfreds og ingenting koster. Men det er nemt at gøre alting værre.

Der er især to veje der leder til forværring og det er ingenting at gøre, eller i mangel af effektive værktøjer til løse krisen, at forsøge at betale sig fra at løse årsagerne med endnu mere billig finansiel likviditet.

Det ender naturligvis med at blive et benhårdt arbejde at trække nationaløkonomierne op af hullet, og for hver runde med nulrente og kvantitative pengeforøgelse bliver det blot dyrere og dyrere.

Men det bliver en linedans uden sikkerhedsnet.

Continue reading »

Share

Så runder vi atter en konjukturtop, og det går det stærkt med at komme ned ad rutchebanen. Vi oplever i disse dage en konjunkturvending hvor værdierne fosser ud af markedet. Det er ikke verdens undergang, men det er surt show for investorerne. Men det bliver ikke det sidste bump på vejen ned.

Amerikanerne har igennem hele den forudgående dekade haft blikket stift rettet mod at forebygge deflation (og undgå en gentagelse af den store depression) qua den uholdbare likviditetsudvidelse, der følger af de store kvantitative lempelser i pengepolitikken, og en nærmest manisk fokusering på at styrke forbruget igennem pengepolitikken.

Siden midten af forrige århundrede har Amerika været verdensøkonomiens slæbelokomotiv. Men økonomien kører ikke længere på skinner for hverken amerikanere, eller nogen andre for den sags skyld. Efter al sandsynlighed er grænsen nu nået for hvad man kan opnå med kunstigt lav rente og ekspansiv pengepolitik.

Hvor stor effekt nedgraderingen af Amerika’s økonomi vil få på verdensøkonomien vil vi se den første indikation af, når markederne åbner mandag mandag morgen. Standard & Poors (S&P) detonerede en bombe i markedet ved at offentliggøre nedgraderingen fredag ​​aften. Det klart, at dette vil føre til et massivt fald på verdens børser.

Man kan sige at det var lige det der manglede – det endelige skub – på et tidspunkt hvor amerikanerne var ude af balance, og verdens største økonomi falder tungt. Men det største problem er ikke Amerika’s økonomi riskerer at gå i frit fald.

Nej, det største problem er, at der ikke er nogen indlysende alternativer til Amerika som “sikker havn” for investeringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Ifølge den den nye 5-årsplan i Kina skal der i perioden 2011-2015 gennemføres både økonomiske og sociale reformer, samt opbygges en bæredygtig vækstmodel.

Mens man har tænkt store tanker i partiet og stukket retningslinierne ud for de næste 5 års udvikling i Kina, har opmærksomheden været draget mod de forskellige overophedninger i Kina. En usædvanlig alvorlig tørke har plaget den sydlige og centrale Kina. Samtidig er der opstået stigende bekymring over landets buldrende boligmarked – ligesom at prisstigningerne i fødevarer og energi raser op.

Midt i uroen popper der nu også advarsler op fra flere analytikere, på det sidste fra OECD, om at Kina kan være på vej ind i en langt mere alvorlig økonomisk afmatning end tidligere ventet, såfremt inflationen ikke bringes under kontrol.

I Kina har man bygget huse. Huse og lejligheder. Kraftværker og broer og veje. For Kina har gjort – ikke bare verdens største kraftspring ud i økonomien – Kina har også gjort det helt umuligt at undgå et teknisk knock-out, når mirakelmagerne løber tør for reguleringsmuligheder, og den kinesiske gryde går af kog.

Det er den tætte vekselvirkning imellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, der giver bristen i den kinesiske boligboble sit katastrofepotentiale.

Den kinesiske økonomi har vokset med en hastighed andre lande kun kan drømme om. I årevis landet har leveret en BNP-vækst tæt på 10 procent. En af de vigtigste drivkræfter bag denne vækst, skyldes ikke bare fokusering på opførelse af nye boliger, men også ligefrem opførsel af helt nye superbyer og infrastrukturer.

Men illusionen om Kinas vækst begynder nu at krakelere.

Continue reading »

Share

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Efter alt at dømme er vi i krisedøgnet, med megen møje og besvær, nået tilbage hvor vi kom fra. Forskellen er blot, at næste omgang i vridemaskinen ikke bliver på første klasse, og den effektive kinesiske købekraft i mellemtiden er steget markant.

Får Kina agt som de har magt, vil der være en hel del ting, som fremadrettet kommer til at se anderledes ud. I en verden, hvor hele kloden er Kina’s hjemmemarked, vil reservevalutaen være en lille rund ting – der jo som bekendt betyder yuan - såvidt globaliseringen. Kina har ikke til sinds at lade chancen gå til spilde for vende det økonomiske kredsløb til egen fordel, og det handler i høj grad om både merkantile og industripolitiske mål.

Det er ikke utænkeligt, at vi inden for få år kommer til se Amerika gå konkurs, og det er heller ikke usandsynligt at det er en kalkuleret risiko i den værdi-osmose, der kendetegner det gensidige kvælertag Amerika og Kina har bragt hinanden i. Paradoksalt er dog alligevel at se Kina og Amerika bytte rollerne om. Hvem der der i sidste ende får overtaget, må indtil videre henstå i det uvisse.

Over de seneste 10 – 12 år er en stigende andel af den kinesiske produktion gået til eksport. Amerika har aftaget en stigende andel af de billige kinesiske varer og tjenesteydelser. I samme periode har vi set ekstreme rentesænkninger, som har øget dynamikken i økonomien væsentligt og stadig giver anledning til store boblefænomener i økonomien. Løsningen af de store finansielle kriser i perioden har gjort situationen langt værre, end da kriserne faktisk opstod.

At holde rente og inflation kunstigt lav og lade pengemængden eskalere, har forlænget økonomien langt ud over sidste holdbarhedsdato.

Men så længe gælden kan vokse uhindret for at støtte “opsvinget”, er der ingen grænser for dybden i den endelige økonomiske katastrofe. Stimulering af efterspørgsel er i dagens globale økonomier en direkte forkert behandling, for det får samtidig vækstlandene til at drukne i overskydende likviditet.

Ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse, og da den kinesiske import ikke samtidigt stiger i samme omfang som likviditeten strømmer ind fra eksporten, er der derfor i dag et meget stort - og stigende – overskud på den kinesiske handelsbalance.

Kina har nemlig fastholdt en stram valutakursstyring ved ikke at tillade frie kapitalbevægelser. Derved opnår den kinesiske centralbank at bevare fuld kontrol over vekslekursen på yuan.

Når man ikke frit kan ind- og udføre kapital, kan man nemlig heller ikke påvirke renminbikursen (yuan) ved at opkøbe kinesiske værdipapirer og derved balancere valutabalancer på normale vilkår.  Kina’s valutareserve er derfor i dag på mere end tre-tusinde-milliarder dollar.

Denne akkumulering af valuta, som ikke følger hidtidige strømme i verdensøkonomien, ligger derfor som en stor bremseklods og bremser den globaliserede økonomi, der i høj grad har benyttet dollarøkonomien som hub i den økonomiske udvikling.

Continue reading »

Share