Den sorte dekade slutter med et forårsvalg

On 10. april 2011, in Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Det er en skæbnens ironi, at Danmarks borgerlige regering – fra et liberalt udgangspunkt – i dag nærmest er et fascisitisk og fremmedfjendsk kabinet, hvor krig, vold og tvang hører til dagens (u)orden.

I Amerika fik Obama reddet budgettet på målstregen – stærkt iturevet – men dog et budget. Kan Løkke mon lave en Obama og sende Reformplanen i kassen, eller ender det med en udskiftning af holdene?

Lars Løkke Rasmussen (V) har gjort reformplanen til et kabinetspørgsmål, og vil udskrive valg såfremt han ikke ikke opnår flertal for den i Folketinget i den kommende uge. Det vil i givet fald være første gang, at vælgerne får mulighed for at bekræfte regeringens mandat på et demokratisk grundlag.

Vil  han stadig være Statsminister i Danmark efter valget?

Det er idag ikke noget problem at fremskrive økonomien 10 år frem. Den kunst kan udføres med med avancerede computersimuleringer. Men den bærende politik skal være mere end en tynd kop te, hvis den skal flytte nogen stemmer henover midten i dansk politik. Det er altså den politiske dimension, der volder de store udfordringer.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Det danske Folketing må tage navneforandring

On 27. marts 2011, in Politik, Økonomisk politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

At Det danske Folketing netop har tiltrådt Europagten – selvom den ingen inkluderende elementer indeholder, og grundlæggende er i modstrid med dansk parlamentarisk praksis – er en udfordring for demokratiet. Folketinget må herefter tage navneforandring. Det kan ikke længere have et navn, der titulerer at det repræsenterer det danske folk.

Demokratiske kræfter i Danmark må samle handsken op fra et parlament, der handler imod befolkningens mandat. Hvór de danske beslutningstagere henter deres dømmekraft og resolution må bero på esoteriske sfærer. Det er ikke i politik, der er groet i det danske folk.

Når det kniber med dømmekraften hos beslutningstagerne, og den parlamentariske lødighed er forvitret, sættes det kommende valg til den lovgivende forsamling i en særlig gunstig situation for at ændre dansk politik.

Kan Konkurrencepagten ikke få gennemført andre ændringer, vil et fornuftens valg, hvor vi igen hævder Den danske Grundlovs bestemmelser på Christiansborg have den fordel, at vi kan skåne befolkningen for flere udenomsparlamentariske beslutninger.

Der er alt for meget udemokrati, uvidenhed, usandhed, ufredsånd, gæld og formynderi i det gamle.

Continue reading »

Share

I parlament og i den offentlige debat skorter det ikke på forslag, der kan få den offentlige gældssætning til at eksplodere.

Indførelse af statsbanker (!)

Et nyt rødt kabinet, der vil kræve flere mia op i skat end det skal bruge (!)

Statsgarantier og garantifonde … Infrastruktur, uddannelser og kurser, boliger, plejehjem, renovation af skoler – formålene er mangelunde – men:

Der er sandt at multiplikatoreffekten i offentlige investeringer skaber et monetært flow – og at den ekstra krone bliver til en pengestrøm, men den forøger også gælden – både inden- og udenlandsgælden. De mange krisetiltag internationalt – såvel som nationalt – vil systemisk reducere effektiviteten i den samlede økonomi.

Markedsmekanismerne og konkurrencesituationen vil på sigt trække effektiviteten op i den private sektor. Men produktiviteten vil være uforandret, bare på et højere skattetryk og med en større offentlig sektor fremover.

At kaste landet ud i voldsomt øget gældsætning for at lempe krisens virkninger (arbejdsløshed, rentemarginaler, konkurs og bankerotter) er direkte uansvarlig politik og (oven i købet ineffektiv) brandbekæmpelse, der med al ønskelig tydelighed viser at politikerne ikke har lært en bjælde af historien…

Nu er den danske økonomi grundlæggende sund, og der er en fornuftig afvejning af nykeynessianske buffere i den store offentlige sektor og faste offentlige overførsler til privatøkonomierne, så krisen burde være årevis om at udhule det økonomiske grundlag …

Men efter i så mange år at have ladet stå til – men dog i monetaristisk ånd – går man nu ind og sætter en voldsom kraft ind i bekæmpelsen af krisen. Problemet med den politik regeringen lægger for dagen er bare, at den nu bliver et hverken eller. Reformer – hvor kreative de end måtte blive – vil blot ændre på fordelingsgrundlaget af statens indtægter, men ikke ændre fundamentalt på den underliggende økonomi …

Man vil helst ikke gøre det der hjælper – blot det der gør mindst ondt: (For det der gør mindst ondt på vælgerne konsoliderer magten)

Skatte- og afgifts- ned og udsættelser møblerer lidt om på budgetterne, men går lige O P op, og har ingen effekt på den samlede økonomi…

(At vi så ved samme lejlighed får flyttet lidt livstidsindkomst væk fra de lavest uddannede til de højest uddannede er vel også kun ret og rimeligt? De kloge narrer som bekendt  a l t i d  de mindre kloge, sådan er det bare…)

Keynes har heller ikke levet forgæves – Danmarks borgerlige regering ruller vaskeægte keynessianistiske tilskudsordninger af stablen!

Energi- og grønne tilskud og statslige tilskud skaber lidt omsætning her og nu, og det er da også en sport at sætte håndværkere og forbrugere til at klikke løs på internettet for at tage del i tilskudsarrangementet. Men erhvervslivet kan altså ikke bæres frem af tilskudsordninger.

Men det er hul i hovedet at kaste skattepenge efter bygningsarbejder, der ikke ville være blevet udført, med mindre Lene Espersen – eller andre – ville bruge andre menneskers penge på at finansiere det…

Ingen siger det ligeud: Den danske beskæftigelse har længe befundet sig på et usundt højt niveau, og lønpresset fra den nærmest fulde beskæftigelse koster stadig på eksporten.

Det har hidtil virket som om man på Christiansborg har klippet ordet – arbejdsløshed – ud af den store danske ordbog. Man har gået omveje med politikkerne for at bøje økonomisk krise i grader af velfærd.

Ufinansierede skattelettelser – hittepåsomheden har simpelthen ingen grænser kendt – og alarmerende nok har landets økonomiske vismænd har støttet op om ideen! Læg så hertil SP udbetalinger for 15.000 pr. dansker…

Visionen er at vi skal F o r b r ug e os ud af krisen (!)

Hvor klogt er det lige?

Nu skal vi også holde os for øje at politikerne skal levere det lovmæssige grundlag for en harmonisering af den samlede økonomi, for at kunne stabilisere magten (stabilisering af statens indtægter):

De primære mål er:
1. Stabilisering af valutaen
2. Stabilisering af den finansielle sektor

Borgere og virksomheder er overladt til markedet og de sociale beskyttelsesforanstaltninger…

Men, at polstre den finansielle sektor med hybridkapital, med statsmidler har vist sig at være en tvivlsom vej.

Spændet i mellem indlåns- og udlånsrenter er i dag tårnhøjt – fordi bankerne vælter prisen for bankpakkerne over på forbrugerne, for hvem skal ellers betale:

1) De mange mia. som bankerne skal lægge i garantifonden fra bankpakke I?
2) Nedbringelsen af gearingen?
3) Den højere pris på risikodækning?

Det skal kunderne naturligvis – hvem skulle ellers? Nej, pakkeløsninger er ikke en farbar vej ud af krisen.

Kast blot et blik ud af vinduet på USA, Tyskland og England. Resultaterne taler for sig selv.

Finanskrisen er nemlig en strukturel krise. Det er en konjunkturskabt situation…

Overinvesteringer i produktionsapparatet fører til overkapacitet – og dernæst recession.

De recessive perioder afløser hinanden i verdens økonomier og trækker kreditværdighederne ned, der bliver simpelthen mindre indkomst at købe for.

Det kan kun gå én vej: Priserne følger med ned, når væksten falder. Ligesom at deflationsforventningerne vil udskyde både investeringer og forbrug.

Der vil a l t i d være skærpet konkurrence om den svindende likviditet i bagkanten af en højkonjunktur. Ligesom at pengeinstitutter a l t i d øger risikopræmier og skærper egenfinansieringskravene på dette tidspunkt – det er i k k e en klemme.

Både finansektoren og politikere bibringer systemet dets instabilitet:
Finanssektoren er en væsentlig kilde til ustabilitet i økonomien, fordi den er motiveret af mange økonomiske faktorer.

Staterne fører konjunkturdrivende politikker (og skaber f.eks. grundlag for private investeringsbooms (bobler) baseret på gæld, fordi de lave renter giver incitament til at forøge investeringerne for billigt lånte penge. (Kreditinflation som fører over i aktivinflation).

Det vil sige at både politikerne og finanssektoren spiller en aktiv rolle i opbygningen af faseskiftet til den efterfølgende kreditinflation.

Hver eneste fase i konjunkturcyklernes udvikling skaber forandringer i den finansielle sektor, som fører til den næste fase.

Når staten så efterfølgende intervenerer for at undgå krak og konkurser, betyder det at finanssektoren aldrig kommer til at mærke den fulde konsekvens af den tidligere uansvarlige kreditekspansion.

Disse cyklusser af uansvarlig finansiel adfærd skaber derfor fremdeles en stadig mere skrøbelig og ineffektiv finanssektor.

Ineffektivitet i finanssektoren er derfor en væsentlig medvirkende årsag til udviklingen af større økonomiske katastrofer, som både krisen i 1930erne og i dag.

Ineffektiviteten har sit udspring i den finansielle ustabilitet, som er foranlediget af statslige modcykliske indgreb. Udsving i pengemængden er i høj grad konjunkturdrivende.

Når pengemængden i den grad øges som vi ser i de voldsomme statslige interventioner globalt, kan det heller ikke afvises at pengeindsprøjtningen faktisk virker modsat af det ønskede: Jo flere penge der injekteres i det finansielle system, des mere fortrænger det den forefindende likviditet.

Husk på at politikernes hensigt med den økonomiske stabiliseringspolitik er at holde økonomien flydende, mens den finansielle sektor naturligvis har en forretning at tænke på. ..

Pengeinstitutterne har naturligvis præference for at styrke egen balance, snarere end at omsætte egenkapitalen, og vil hellere forbedre debet/lånegrad og gearing, snarere end at låne ud til kunderne.

Populært sagt vil det sige at medicinen redder organerne – men lammer patienten …

Samtidig skal vi også holde for øje at de korte udsving i pengemængden forårsager konjunkturcykler og på længere sigt skaber inflationen. Faktisk kan man også sige at  a r b e j d s l ø s h e d e n  starter i Erhvervs- og Økonoministerierne, fordi den eneste måde man kan tvinge arbejdsløsheden ned -

(få flere i arbejde/holde beskæftigelsen oppe) -

er at få pengeforsyningen til at stige hurtigere end den forventede inflation. Dette vil naturligvis o g s å være inflationskabende. Det vil derfor være nødvendigt at tvinge pengemængden stadig længere op, hvis man vil holde arbejdsløsheden lav…

At undskylde sig med at – det gør alle de andre også! – gør det ikke mere plausibelt…

Men se:
Hvordan går det alle andre steder?

De sidste 100 år har bibragt den danske økonomi store fremskridt. Men vi må ikke glemme at det danske parlamentariske system er vokset ud af bonde- andels- og arbejderbevægelsernes forenede kraft. I en globaliseret verden er vore ellers fremragende resultater altså insignifikante.

I den moderne verden flytter arbejdskraftens- og kapitalens frie bevægelighed rundt på nationernes substantielle og uforandrelige økonomiske virkelighed.

Tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde en gang: ”Vi tilhører en generation, der har sejret ad helvede til …” Thomas Nielsen refererede naturligvis til velfærdstaten med sin bemærkning.

Det er tænkevækkende at befolkning, parlament og erhversliv i dén grad har ladet sig lulle i søvn på velfærdssovepuden.

På spørgsmålet om, hvad der sker, når man har sejret ad helvede til – selv om det altså er godt – kan vi bare kaste et blik ud ad vinduet på den danske økonomi.

Den danske velfærdsmodel kan kun måles med sin egen alen – måler vi på de danske politiske og økonomiske systemer med velfærdsmodellen som målestok – er det en ubetinget succes vi betragter. Danske borgere og virksomheder har nydt stor fordel af institutionaliseringen af “velfærdsmodellen”.

En udstrakt naturbeskyttelseslovgivning
Beskyttelseslove for arbejdskraften
Sociale beskyttelseslovgivninger

Det politiske system har holdt den danske økonomi flydende igennem transformationsprocessen fra bondeøkonomi op igennem andelsbevægelse og fællesskabstanke og ideen om at fastholde indtjeningen der hvor værdierne skabes. (En filosofi, der går fløjten i den globale landsby, hvor polakker, ukrainere og kinesere kommer til at lave det hele i den nærmeste fremtid)

Meget liberale valglove og ytrings- og forsamlingsfrihed, og hovedaftalen for arbejdsmarkedets parter har skabt en høj grad af respekt og konsensus i mellem arbejdsmarkedets parter og befolkning og lovgivere.

Staten har spillet en voksende rolle i Danmarks økonomiske udvikling og som tredjepart trådt til og reguleret de kriser, der er opstået, igennem begrænsninger af den helt frie økonomis selvdestruktive tendenser inden for økonomien, f.eks. i begrænsninger af monopoldannelser og ved tiltrædelse af mellemnationale samarbejder.

I dag står det politiske system derfor i et dualistisk dilemma:

Staten skal tæmme det økonomiske system i forhold til borgerne, så de ikke lider overlast og samtidig hjælpe det økonomiske system til at fungere på systemets egne økonomiske betingelser.

Staten skal altså både hæmme og fremme økonomien, og det er et dilemma, som staten aldrig nogensinde vil komme ud af igen.

Det økonomiske system står i et udvekslingsforhold til sine omgivelser, men da systemer grundlæggende søger sit eget, sin egen overlevelse og ekspansion på egne betingelser, har de en prægnativ virkning. De vil dominere deres omgivelser.

Når systemerne er selvdefinerende, er integriteter som borgere, ansatte og virksomheder besværlige – forstyrrende elementer – derfor er der højtudviklede rationelle mekanismer, som tjener til at regulere med, således at man kan opnå den størst mulige uafhængighed af mennesker, og således at alting ikke behøver blive afgjort ved, at det drøftes igennem før der handles.

Penge fungerer som et sådant styringsmiddel i det ø k o n o m i s k e system, fordi pengene er generelt anvendelige og virker styrende i og uden for systemet. Økonomien og værdimåleren befinder sig i et gensidigt afhængighedsforhold. Uden et stærkt og gennemtrængende betalingsmiddel og værdimåler til at styre rationelt med, e r der ikke noget økonomisk system i et samfund.

Det politiske system er dog ikke baseret på penge – politikerne b r u g e r løs af dem, men den drivende kraft i det politiske system er m a g t …

Den politiske magt står i modsætning til substantiel vold (som altså er at betragte som den konkrete grundform i udvikling af magten som styringsmedie.) Fordi magten er generel, vil borgerne normalt acceptere den rationelle styring det politiske system udøver gennem statsapparat og myndigheder.

Skattevæsnet behøver derfor ikke at forklare den enkelte borger, at skattelovgivning og skatteindbetalingspligten også gælder netop for ham, og man behøver normalt heller ikke behøver at ty til direkte voldsanvendelse eller fængslinger for at få skatteprovenuet dækket ind.

Det politiske systems magt opfattes derfor som legitim, fordi magten jo – snedigt nok – er konstrueret som folkets egen magt til at styre sig selv – eftersom de folkevalgte selv vedtager lovene – som formidles videre gennem parlament og det demokratiske system.

Når vi kan gå med på, at vi har sejret ad helvede til ved hjælp af systemerne og deres penge og magtmedier – er det ikke fordi penge og magt i sig selv giver nogen mening – men fordi systemerne har bibragt os væsentlige eksistentielle frihedsgrader.

På en måde har de nationale politiske systemer bidraget til sætte grænser for de økonomiske kræfter, det økonomiske systems helt frie udfoldelse har indtil for nylig været en saga blot.

Det er uomtvisteligt at årtiers velfærdspolitikker har taget de mest ubehagelige bivirkninger ud af de frie økonomiske kræfter. Kunsten, ikke at øge uligheden med væksten, er en balancegang, der er ikke lykkes for en hvilket som helst økonomi.
Men arbejderbevægelse, velfærdsstat og erhvervslivet står i dag med begrænsede muligheder for at tæmme den globale økonomis fornyede vildskab, og det kommer til at koste materiel velstand at tage indflydelsen tilbage over samfundsøkonomien.

Vi kan med Thomas Nielsen’s ord i dag lettere omskrevet sige: “Vi har sejret ad helvede til – og det er ikke så godt …”

Dansk Industri er allerede ude med et finanslovsudspil, der flytter penge fra indkomster til forskning og uddannelse, og større regionale koncerner står desuden på spring for at flytte produktionen ud af landet …

Krisen får hurtigt konsekvenser for indkomst og beskæftigelse og BNP.

Problemerne bliver ikke løst ved at bruge mange penge – problemet er at vi h a r brugt mange penge, på aktivitetsudvidelser i den gode tid i højkonjunkturen – og det problem er ikke løst ved at fortsætte at øge pengemængden med rund hånd. Det vil blot uddybe depressionen. En forudsætning for at skabe finansiel og monetær stabilitet er at regeringen accepterer et begrænset finanspolitisk råderum. Ikke noget med flere panikpakker, strikket sammen i hast til at trække økonomien længere ud i ulykker.

Husk:
Det er os der bestemmer …i længden… fordi magten jo – husker vi nok – er konstrueret som folkets egen magt til at styre sig selv – og eftersom de folkevalgte selv vedtager lovene – som formidles videre gennem parlament og det demokratiske system, er det også os, der skal rydde op efter Jer, hvis I ikke kan få magten og pengenes puslespil til at gå op…

Danmark bør nemlig i højere grad have ambitioner på egne vegne, og stå fast på en selvstændig og stærk pengepolitik og en realistisk finans- og erhvervspolitik.

Vi stiller kravene – politikere og embedsværker leverer…Sådan fungerer demokratiet…
De høje skatter reducerer den private sektors konjunkturbuffer – derfor vil en modcyklisk statsindsprøjtning (baseret på offentlig gæld), på den lange bane virke direkte hæmmende for Danmarks økonomiske udvikling og vækstpotentiale. Ligesom marginalskattetrykket er omvendt proportionalt med hvor kapitalstærke vore potentielle iværksættere er / bliver.

Sat i relation til konjunkturvendinge(n/erne) betyder det også, at vi som nation til stadighed stadig bliver mindre og mindre konkurrencedygtige på det store marked, des mere statsindgriben vi tillader vore politikere og embedsværker at foretage.

Læs mere her

T i m i n g e n af regeringens vækst-/ kriseplan er ufatteligt skadelig
I perioden 2003 – 2007 var det sådan at hvis man accepterede en kraftigt stigende pengemængde, blev beskæftigelsen styrket på grund af aktivitsudvidelserne. Men sådan er det ikke mere i 2009…

Tanken fornemmer an jo er – at en kraftig vækst i pengemængden, som anvendes modcyklisk – på kort sigt skulle kunne styrke samfundets vækst, og frigøre potentiale til en ny grøn økonomi.

Men problemet er bare eksporten ikke længere kan trække valuta i kassen på grund af den forringede konkurrenceevne.
Man kan sige at regeringens vækst-/ kriseplan i og for sig ikke er direkte skadelig – men t i m i n g e n… – ufatteligt skadelig…

Læs mere her

Det er ikke for sent at spare på krudtet, vi får i dén grad brug for det…

Share
Tagged with:  

 

De sidste 10 år har været et liberalismens årti. I Danmark har vi i hele perioden haft en borgerlig regering. Derfor er det paradoksalt at den personlige frihed i samme periode bare er skrumpet og skrumpet.

I denne ”liberalistiske” dekade har den invasive politiker befæstet sit herredømme og taget magten i Danmark…

Bare for at slå det fast på forhånd: 9.11.2001 er i k k e en acceptabel undskyldning:
Hallo!
2. V e r d e n s k r i g tog fem år!

Intet kan intet vel være mere centralt i liberalismen, end spændingsfeltet i mellem frihed og tvang.

Forudsætningen for den personlige frihed er, at der er general tilslutning omkring de sociale regler i et samfund – ligesom der underliggende skal være konsensus omkring: Regler, forudsigelighed, anonymitet, kontrol og effektivitet – dvs. at den imparative magt skal udføres generelt og retfærdigt, og i overensstemmelse med loven…

Når jeg efterfølgende taler om magten er det som et middel – eller medie – til effektiv organisering i forfølgelsen af politiske mål. Magten som systemets ene styringsmedie går hånd i hånd med pengene, der i det økonomiske system fungerer som et styringsmedie, der kan iværksætte handlinger uden efterfølgende diskussion.

Den politiske magt står i modsætning til substantiel vold (som altså er at betragte som den konkrete grundform i udvikling af magten som styringsmedie.) Fordi magten er generel, vil borgerne normalt acceptere den rationelle styring det politiske system udøver gennem statsapparat og myndigheder.

Skattevæsnet behøver derfor ikke at forklare hver enkelt borger, at skattelovgivning og skatteindbetalingspligten også gælder netop for ham, og man behøver normalt heller ikke behøver at ty til direkte voldsanvendelse eller fængslinger for at få skatteprovenuet dækket ind. (Ja, måske lige bortset fra ekstreme voldsbaserede miljøer, som kun forstår dansk, når det er talt ud af en knyttet næve…)

Det politiske systems magt opfattes derfor som legitim, fordi magten jo – snedigt nok – er konstrueret som folkets egen magt til at styre sig selv – eftersom de folkevalgte selv vedtager lovene – som formidles videre gennem parlament og det demokratiske system.

Når systemerne – og deres penge og magtmedier – opnår legitimitet – er det ikke fordi penge og magt i sig selv giver nogen mening – men fordi systemerne normalt bibringer os væsentlige eksistentielle frihedsgrader. Men magten er dynamisk, dvs. at den til stadighed må udøves, ligesom den er normdrivende og kan sætte synspunkter igennem på trods af modstand, ved disciplinering af individer og regulering af befolkningen…

Den invasive politikers magtudredning:
• Kontrollen med voldsmidlerne
• Bureaukratiets systemstyring af samfundet
• Kontrollen med politiets revselsesret
• Retten til at tvinge politikker igennem med militær styrke

Resultatet er:
• Frihedstab
• Social disintegration
• Erodering af den personlige frihed

Vi forstår en voldshandling, når vi ved hvad der gør den acceptabel – dvs. at der knytter sig et gyldighedskrav til det systemiske overgreb på den personlige integritet.

Tydeligst træder dette vel frem i terrorlovene hvor privatsfæren er totalt blotlagt. Den dømmende magt er ikke længere en ressource for retfærdighed – men et produkt heraf – og derfor ikke nødvendigvis retfærdig. Den cirkulære jura, hvor folk dømmes på hensigter og ikke handlinger er helt uden for rum og tid …

Integrationslovene er et andet eksempel på den forskydning som den invasive politiker har gennemført.

Tilslutningen til angrebskrige på fremmede territorier – og pålægning af styreformsændringer- i fremmede lande – er et andet eksempel på den horrible magtfordrejning, der er sket i folkestyret i de senere år, hvor den lovgivende forsamling har kidnappet statens magt i forfølgelsen af politiske mål.

Staten er blevet til en instans, som har tiltaget sig monopol på voldsanvendelse ikke alene i vort eget land, men også på fremmede territorier, og det er ikke i orden…

I Danmark er vi traditionelt set stolte af folkestyret og demokratiet, og viser det gerne frem flere gange dagligt til hvem, der måtte ønske at opleve det på nærmeste hold. Kustoder og betjente viser det frem på flere sprog, og ikke uden et vist lune. Jo, fra Christiansborg udløber f o l k e t s styre …

I glasmontrer ligger de konstitutionelle dokumenter på lit de parade. Friser- raden rundt – illustrerer desuden de elementære styrker og svagheder, som også præger det parlamentariske arbejde i dag, og hist og pist hænger gamle kæmper fra den glorværdige præhistoriske fortid til beskuelse i olie på kanvas.

Man fornemmer den nærhed folkestyret er tiltænkt, når man fra balkonen i folketingssalen kan skue ud over de 179 taburetter fra tilhørerpladserne, der står side om side med regentens. Der er ikke et øje tørt – og med et IP kamera i hvert hjørne af salen, kan det ganske land følge hvert et ord. Dette forum er tilegnet folket til at styre landet. Det er her politikerne tiltager sig kontrol over dit liv.

Men hvem er det så der fylder salen?

Det er en bande 2. generations autokratiske systemejere – født ind i magtens smørhul – åleglatte populister – der slår plat på grundlovens hensigter om et folkestyre bestående af gode danske folk, som samvittighedsfuldt laver de love, som fører til landets bedste.

Ingen sag er åbenbart for stor – eller for lille – til at syde i magtens smørhul: Hverken langvarige krige på fremmede territorier, små pigers hovedbeklædning eller endog selve  p l a n e t e n s  velbefindende. Den invasive politiker er født, og er kommet for at blive…

Velfærdstaten stod færdig i forrige århundrede, og staten kan derfor i dag garantere danskerne imod alle ydre farer, så nu vil politikerne redde os fra os selv. Politikernes filosofi går i al sin enkelthed ud på at købe dit liv…

Velfærdsstatens koncept fra vugge til grav har aldrig stået stærkere end under de sidste ti års borgerlig regeringsmagt. Selv familieskabet er faldet – alle tilhører reelt staten og er helt i politikernes vold – allerede fra blealderen gøres børnene til genstand for omvendt korruption, fordi ingen kan passe børnene, når de gamle er stuvet passende af vejen på andre institutioner, fordi vi, i den produktive parentes imellem 25 og 65, stiltiende solgt vore ældre for en pose sølvpenge…

Den nyeste invasion, der ligger på politikernes tegnebræt er ideen om enhedsskolen – børnene skal aldrig opleve friheden til at vælge, men tilbringe hele deres dagligdag i institutioner, fra vuggestue til kandidatgrad…

Politikerne har købt din stiltiende accept af patentet på magten med en dekades kontraktpolitikker.

Ægteskabet imellem magten og pengene som styringsmedie har aldrig stået stærkere, og korruptionen vil ingen ende tag. Ja, vi kalder det godt nok børnecheck, ældrecheck og bankpakker, stimuleringspakker og vækstpakker, og i ly af en lind strøm af penge, s i v e r politikerne ind og overtager dit liv og helbred og din familie, dit arbejde, din fritid og din bank og til sidst også din fred og din ro…

Den invasive politiker sidder i et spind af love og forordninger og har mistet sin fokelighed. Samtidig tror han, at demokratiet har nået udviklingens højeste stade – og i ly af dette herredømme kidnapper de professionelle politikere statens magt – og det er ikke så godt for hverken folkestyret, Danmark eller dig …

Giv os  f o l k e s t y r e t  tilbage!

Share
Tagged with: