Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share
Det begynder som et Déjà vu med billig eller næsten gratis finansiel likviditet i dollar, men ender med at blive til store og omfattende lommesmerter, når gældskrisen udvikler sig mod at blive en regulær økonomisk krise med potentiale for en regulær depression.

Hvordan krisen udvikler sig, er i høj grad afhængig af hvordan balancen imellem dårskab og lederskab hos verdens beslutningstagere udmøntes i økonomisk politik i den kommende tid.

Det er vigtigt at forstå at krisen ikke er kommet af sig selv, men i høj grad er drevet frem og følger af dårlige beslutninger eller mangelfuld indsigt, og afspejler at beslutningstagerne reelt står magtesløse overfor den udvanding af pengenes købekraft som er pågået i hele dette årtusinde.

Men én ting er sikkert: Der findes ingen nemme løsninger, og i den kommende tid vil det blive stadigt vanskeligere at opfinde en smart løsning som gør alle tilfreds og ingenting koster. Men det er nemt at gøre alting værre.

Der er især to veje der leder til forværring og det er ingenting at gøre, eller i mangel af effektive værktøjer til løse krisen, at forsøge at betale sig fra at løse årsagerne med endnu mere billig finansiel likviditet.

Det ender naturligvis med at blive et benhårdt arbejde at trække nationaløkonomierne op af hullet, og for hver runde med nulrente og kvantitative pengeforøgelse bliver det blot dyrere og dyrere.

Men det bliver en linedans uden sikkerhedsnet.

Continue reading »

Share

Kvantitative pengepolitikker og ekspansiv finanspolitik har drevet konjunkturerne til flere krak siden 1987, og nu lurer kollisionen med virkeligheden ret forude.

Verdensøkonomien bevæger sig med raske fjed fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise. Det statsfinansielle krisemenukort trænger sig ind på os: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig. Det er en hård kost.

Overalt i verden sker der naturkatastrofer med ild, jord og vand, og Japan, som aldrig rigtigt har kunnet trække sig ud af fortidens deflation, er nu også ramt fra undergrunden. Usynlige kræfter har rykket landets position i sønder, og atomstråling kappes nu med en misrøgtet økonomi om at nedbryde verdens indtil da næststørste økonomiske magt.

Set i det lys er det trods alt milde vinde, der blæser i vort lille land, selvom det finansielle system også her falmer trindt om land allerede fra midt på sommeren. I Danmark er den finansielle sektor nemlig lige så smittet af default swap syndromet som alle andre steder.

Både gamle kæmper og små lokalbanker falder som espeløv, og statsselskabet Finansiel Stabilitet kan fortsat sætte den ene bank til livs efter den anden, og til trods for ikke mindre end tre bankpakker, råber branchen stadig på flere penge.

I Kina har man udviklet en helt ny form for vækstfremmer - urbanisering som primær drivkraft for vækst – på afstand ligner Kina et vækstmirakel. Opførelsen af hele 10 byer mere om året i dekader, har skabt et boom i Kina’s økonomi, som har frembragt imponerende to-cifrede vækstrater, men ser man nærmere til er byerne mennesketomme - og uden liv - som støvede oldtidspyramider. Som oltidens pyramider skabte beskæftigelse for hele folkeslag, tjener opførelsen af Kina’s spøgelsesbyer samme formål. Byggeriet driver BNP-væksten.

Den enorme mængde likviditet som centralstyret har pumpet ud, har skabt forudsætningerne for finansiel nedsmeltning af hidtil uset format.

I USA sidder barometeret fast på valutauro. Ikke mindst på grund af de uholdbare økonomiske ubalancer mellem overskud og underskud – de stadige problemer med at skabe det nødvendige politiske flertal for budgettet – stilles der i verden stadig større spørgsmålstegn ved amerikanernes evne til at få den løbske pengepolitik under kontrol.

I USA, er væksten under tonstungt pres og ikke i stand til at løfte økonomien ud af sit dødvande. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, samt flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, samtidig med at det bliver stadig mere evident, at man ikke kan knække arbejdsløshedskurven – til trods for en kvantitativ pengepolitik af gigantiske proportioner, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.

Continue reading »

Share

Ifølge den den nye 5-årsplan i Kina skal der i perioden 2011-2015 gennemføres både økonomiske og sociale reformer, samt opbygges en bæredygtig vækstmodel.

Mens man har tænkt store tanker i partiet og stukket retningslinierne ud for de næste 5 års udvikling i Kina, har opmærksomheden været draget mod de forskellige overophedninger i Kina. En usædvanlig alvorlig tørke har plaget den sydlige og centrale Kina. Samtidig er der opstået stigende bekymring over landets buldrende boligmarked – ligesom at prisstigningerne i fødevarer og energi raser op.

Midt i uroen popper der nu også advarsler op fra flere analytikere, på det sidste fra OECD, om at Kina kan være på vej ind i en langt mere alvorlig økonomisk afmatning end tidligere ventet, såfremt inflationen ikke bringes under kontrol.

I Kina har man bygget huse. Huse og lejligheder. Kraftværker og broer og veje. For Kina har gjort – ikke bare verdens største kraftspring ud i økonomien – Kina har også gjort det helt umuligt at undgå et teknisk knock-out, når mirakelmagerne løber tør for reguleringsmuligheder, og den kinesiske gryde går af kog.

Det er den tætte vekselvirkning imellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, der giver bristen i den kinesiske boligboble sit katastrofepotentiale.

Den kinesiske økonomi har vokset med en hastighed andre lande kun kan drømme om. I årevis landet har leveret en BNP-vækst tæt på 10 procent. En af de vigtigste drivkræfter bag denne vækst, skyldes ikke bare fokusering på opførelse af nye boliger, men også ligefrem opførsel af helt nye superbyer og infrastrukturer.

Men illusionen om Kinas vækst begynder nu at krakelere.

Continue reading »

Share

Basel III vil forstærke dæmpningen i realvæksten i den kommende recession, fordi de nye skærpede regler kræver større kapital og prisen vil ryge på kunderne, der igen vil dæmpe væksten (og det vil igen have negativ multiplikatoreffekt) og er i realiteten medcyklisk.

Kvantitative lettelser og en rentesats under realrenten udhuler forretningsgrundlaget for pengeinstitutterne. Men i en globaliseret økonomi er pengevæsenet underlagt monetære faktorer, der er markedsdannende. Lovgivningen skal regulere disse exogene påvirkninger.

Ikke forstærke dem.

Forudsætningerne for finanskrisen er i høj grad skabt fordi lovgivningen halter efter og er møntet på historiske forhold, og bankerne skal drive forretning i et fremadrettet perspektiv.

Når man udstikker rammerne for et bankvæsen, er kunsten at afveje finansiel kvalitet og kvantitet, uden at sætte hverken risikostyring eller fortsat finansiering af vækst over styr.

Men efter Basel III bliver det dyrere for bankerne at øge kapitalen. Regelsættet er helt klart skruet sammen, så risikoen for at den finansielle stabilitet igen kan skride mindskes. Men for bankerne, kommer det højere kapitalkrav fremover til at vanskeliggøre en indtjeningsvækst på engagementsomfanget alene. Vi kan derfor ikke bare forvente at rentemarginalen vil øges, Basel III kommer også virke som en effektiv vækstbremse.

Continue reading »

Share

Såfremt deflationen indtræder i økonomien bliver det et kapløb med tiden at nedbringe gældsbyrden. Alle omkring os, på nær Sverige og et par andre smålande blinker i dag rødt med stigende risiko for både deflation og recession. Både USA og Den Europæiske Centralbank har derfor på det seneste lagt deres renter i dybfryseren.

De positive toner fra dette forår er blevet erstattet af en stadigt mere dyster pessimisme for fremtiden. Rapporter om både stagnation og decideret fald i forskellige dele af økonomien trænger sig da også i forgrunden - også fra geografiske regioner, der hidtil har nydt godt af verdensøkonomiens ubalancer - der kommer flere og flere tegn på kommende nedskæringer, f.eks. har den indiske centralbank nu også signaleret om behov for opbremsning.

Fra mange kanter – også herfra - er der opfordret til at få låst renteniveauet i lyset af forventning om et snarligt rentehop. Men nu ser det nærmest ud til det kan komme til at trække i langdrag. Den aktuelt største trussel er den voksende risiko for deflation – ingen tvivl om det – hvis deflationen får lov at bide sig fast, vil boligmarkedet nemlig lide under de vigende priser rigtigt mange år frem.

Continue reading »

Share