Skatteminister Morten Østergaard er ude i et privat ærinde, når han vil gøre det mere attraktivt at være selvstændig.

Morten Østergaard siger – »Det skal være billigere at drive virksomhed i Danmark, og derfor er behovet for skattelettelser i erhvervslivet større end behovet for at lette skatten for folk i arbejde.«Han kalder det også for en misforståelse, at skattelettelser i bunden for folk i arbejde er løsningen, hvis man vil have flere af de cirka 800.000 danskere, der er på offentlig forsørgelse, i beskæftigelse.

»Det er min mening, at der her og nu er et akut behov for at se på, hvordan man kan sænke skatten for selvstændige erhvervsdrivende«, siger Morten Østergaard i Berlingske.

I det hele taget er hele koret af arbejdsgiver- og iværksætterforeninger sprunget ud af træværket og synger for lettelse af skatten i toppen af indkomstskalaen. (På bekostning af de laveste lønninger.)

De siger, at det øger produktiviteten.

Jvf. Danmarks Statistik er der i Danmark ca. 300.000 virksomheder. De danske virksomheder er kendetegnet ved mange små firmaer og kun få store firmaer, faktisk har 93 procent af de danske firmaer under ti ansatte.

Det er inden for industrien, at de rigtig store firmaer findes, selv om de udgør mindre end hver tiende af alle firmaer i Danmark.

Næsten halvdelen af arbejdsstederne ligger i Jylland, mens knap 1/3 findes i hovedstadsområdet.

I gennemsnit er der omkring 10 job pr. arbejdssted, men arbejdsstederne er af meget forskellig størrelse ligesom firmaerne.

Langt de fleste af arbejdsstederne er ret små: På to tredjedele af arbejdsstederne er der mindre end 5 job.
Der er rent faktisk kun omkring 8.500 arbejdssteder i Danmark med 50 eller flere job.

I dag arbejder næsten tre ud af fire i de tjenesteydende erhverv. Det er både private tjenesteydelser i form af handel, transport, finansiering, videnservice og personlige tjenesteydelser og offentlige tjenesteydelser over for borgerne.

Alligevel arbejder godt 1,3 millioner fuldtidsansatte – eller 63 procent af det samlede antal fuldtidsansatte – i de største firmaer med 100 eller flere fuldtidsansatte.

Den største koncentration af store virksomheder i den private sektor findes inden for finansiering og forsikring, hvor 81 procent er beskæftiget i de største firmaer.

På baggrund af disse fakta om dansk erhvervsstruktur er det vanskeligt at se hvordan en reduktion af topskatten skulle forbedre produktiviteten.

Ligesom at det også må være et åbent spørgsmål hvorledes de 19 procent af de private virksomheders arbejdspladser på den baggrund skulle blive mere produktive.

Faktisk er der langt større gevinst – for alle – hvis man hæver topskatten og sænker den del af skatten som returneres ud i forbrug – altså mellemskatten, og hæver uddannelsesniveaet.

Historisk set har vi i den vestlige verden øget produktiviteten i gennem de sidste 60 år på grund af den teknologiske udvikling. Produktiviteten stiger stadig globalt set – med færre og færre hænder

Skal Danmark fortsat have del i den vækst, skal der investeres i uddannelse.

Produktiviteten øges ikke ved at fede katten, men ved både at investere i arbejdsstyrkens ideer og kompetencer.

Share
Tagged with:  

Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Enten så skifter Danmark kurs og vælger en offensiv økonomisk politik, der rettes mod krisens årsager, eller også sendes danskerne ud på en frugtesløs ørkenvandring og skubber derved bare ansvar (og pris) til senere afregning.

Afkoblingen fra økonomien fortsætter stadig med uformindsket styrke globalt, og selvom konjunkturerne er milde ved dansk økonomi, vil de også i den sidste ende få ram på økonomien i vor egen lille andedam, hvor den danske krone er hård valuta.

Et af de store spørgsmål – før monetarismen – var om der er grænser for vækst.  I dag kan vi blot håbe at det ikke er tilfældet.

Set over det lange perspektiv, kan det forekomme besynderligt, når vi er klar over at økonomien vil køre af sporet – den ene gang efter den anden, at der er så lidt man kan gøre ved det. Viljen fejler ikke noget, men særligt begavet, det kan man ikke påstå at vi handler.

Især ikke når det viser sig, at vi kun meget trægt tager ved lære af vore fejltagelser.

For Danmark var de økonomiske forhold vidt forskellige for de to hovedkriser i perioden 1987-2011.  Hvor der i det meste af perioden 1987-93 var fremgang for de danske eksportvirksomheder, har den økonomiske krise i de senere år stort set raset globalt.

En anden central forskel har været, at økonomiens udgangspunkt af opkonjunkturen målt på både betalingsbalance, udlandsgæld, offentlig gæld og arbejdsmarkedet var langt stærkere i det første årti af 2000-tallet end i 1980′erne.

Der er fællestræk for de to kriser – en forudgående overophedning af den danske økonomi og stærkt stigende ejendomspriser - men der er også markante forskelle i den førte finanspolitik. I årene umiddelbart forud for de senere års finanskrise bidrager en konjunkturmedløbende finanspolitik til at forstærke overophedningen af økonomien. Hvorimod en stram finanspolitik i midt-80′erne bidrog til at reducere overudnyttelsen af produktionsresurserne.

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share
Det begynder som et Déjà vu med billig eller næsten gratis finansiel likviditet i dollar, men ender med at blive til store og omfattende lommesmerter, når gældskrisen udvikler sig mod at blive en regulær økonomisk krise med potentiale for en regulær depression.

Hvordan krisen udvikler sig, er i høj grad afhængig af hvordan balancen imellem dårskab og lederskab hos verdens beslutningstagere udmøntes i økonomisk politik i den kommende tid.

Det er vigtigt at forstå at krisen ikke er kommet af sig selv, men i høj grad er drevet frem og følger af dårlige beslutninger eller mangelfuld indsigt, og afspejler at beslutningstagerne reelt står magtesløse overfor den udvanding af pengenes købekraft som er pågået i hele dette årtusinde.

Men én ting er sikkert: Der findes ingen nemme løsninger, og i den kommende tid vil det blive stadigt vanskeligere at opfinde en smart løsning som gør alle tilfreds og ingenting koster. Men det er nemt at gøre alting værre.

Der er især to veje der leder til forværring og det er ingenting at gøre, eller i mangel af effektive værktøjer til løse krisen, at forsøge at betale sig fra at løse årsagerne med endnu mere billig finansiel likviditet.

Det ender naturligvis med at blive et benhårdt arbejde at trække nationaløkonomierne op af hullet, og for hver runde med nulrente og kvantitative pengeforøgelse bliver det blot dyrere og dyrere.

Men det bliver en linedans uden sikkerhedsnet.

Continue reading »

Share

Kvantitative pengepolitikker og ekspansiv finanspolitik har drevet konjunkturerne til flere krak siden 1987, og nu lurer kollisionen med virkeligheden ret forude.

Verdensøkonomien bevæger sig med raske fjed fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise. Det statsfinansielle krisemenukort trænger sig ind på os: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig. Det er en hård kost.

Overalt i verden sker der naturkatastrofer med ild, jord og vand, og Japan, som aldrig rigtigt har kunnet trække sig ud af fortidens deflation, er nu også ramt fra undergrunden. Usynlige kræfter har rykket landets position i sønder, og atomstråling kappes nu med en misrøgtet økonomi om at nedbryde verdens indtil da næststørste økonomiske magt.

Set i det lys er det trods alt milde vinde, der blæser i vort lille land, selvom det finansielle system også her falmer trindt om land allerede fra midt på sommeren. I Danmark er den finansielle sektor nemlig lige så smittet af default swap syndromet som alle andre steder.

Både gamle kæmper og små lokalbanker falder som espeløv, og statsselskabet Finansiel Stabilitet kan fortsat sætte den ene bank til livs efter den anden, og til trods for ikke mindre end tre bankpakker, råber branchen stadig på flere penge.

I Kina har man udviklet en helt ny form for vækstfremmer - urbanisering som primær drivkraft for vækst – på afstand ligner Kina et vækstmirakel. Opførelsen af hele 10 byer mere om året i dekader, har skabt et boom i Kina’s økonomi, som har frembragt imponerende to-cifrede vækstrater, men ser man nærmere til er byerne mennesketomme - og uden liv - som støvede oldtidspyramider. Som oltidens pyramider skabte beskæftigelse for hele folkeslag, tjener opførelsen af Kina’s spøgelsesbyer samme formål. Byggeriet driver BNP-væksten.

Den enorme mængde likviditet som centralstyret har pumpet ud, har skabt forudsætningerne for finansiel nedsmeltning af hidtil uset format.

I USA sidder barometeret fast på valutauro. Ikke mindst på grund af de uholdbare økonomiske ubalancer mellem overskud og underskud – de stadige problemer med at skabe det nødvendige politiske flertal for budgettet – stilles der i verden stadig større spørgsmålstegn ved amerikanernes evne til at få den løbske pengepolitik under kontrol.

I USA, er væksten under tonstungt pres og ikke i stand til at løfte økonomien ud af sit dødvande. Når boligmarkedet viser nye tegn på svaghed, samt flere lokale og statslige forvaltninger rykker tættere på en egentlig konkurs, samtidig med at det bliver stadig mere evident, at man ikke kan knække arbejdsløshedskurven – til trods for en kvantitativ pengepolitik af gigantiske proportioner, er der grund til alvorlig bekymring for den strukturelle holdbarhed af Amerika’s økonomi.

Continue reading »

Share