Ekspansion i udlånsmarkedet, der sker som følge af de store bølger af billig likviditet og den kunstigt lave rente efter WTT tvinger kreditanstalter og investeringsbanker til at genopfinde deres bankforretninger i et væsentligt forringet marked.

Vi ser i dag resultatet af en udvikling over to dekader, der har sat langtidsholdbarheden i de finansielle markeder i kraftig forringelse. Samtidig har det også medført at den udskilning på forretningsdygtighed, som ellers ville have have foregået blev udsat, og det er jo som bekendt ikke tid, der læger alle sår i økonomi, men sårene, der heler i økonomien over tid.

I både Storbritannien og Amerika – og for den sags skyld også EU – har den offentlige gældssætning i dag sat en stopper for vækstmulighederne i al overskuelig fremtid, og da både banker og husholdninger desuden har en stor gæld, er det så som så med vækstpotentialet. Kræfterne er, om man så kan sige, allerede brugt på “opsving”. Det er derfor i dag ret nemt at sætte retning på pengestrømmene.

For i vor visdom – og naive tiltro til de forenklede makroøkonomiske indikatorer – anser vi nemlig stimulering af efterspørgsel for en slags mirakelmedicin, og ordinerer den gerne som et universalmiddel imod recession i rigt mål. Men i dagens globale økonomi, er det ikke bare en utopi. Det er en direkte forkert behandling!

Det har medført at udbud- og efterspørgselsstrukturerne i dag er aldeles forvredne. Når vore regeringer sprøjter likviditet ud i økonomien, medfører stigningen i efterspørgsel nemlig ikke til at stimuleringen fremmer den lokale beskæftigelsessituation. Opsvinget kan ikke bide sig fast. Det er med andre ord skønne spildte kræfter, som oven i købet kommer til at stå os rigtigt dyrt!

Når Vesten i dag poster likviditet i den globale økonomi via store budgetunderskud – eller via ekspansive pengepolitikker, ved at lade centralbankerne afhænde statsobligationer i stor stil – fører det en ekspanderende balance i pengemængden med sig, og vil på sigt drive både rentebyrden og inflationen op på bekostning af den fremtidige velfærd.

Det er en ganske alvorlig ubalance, som driver verdensøkonomien mod et strukturelt sammenbrud. For ligesom vand altid render nedad og samler sig i fordybninger, påvirker de ekspansive økonomiske politikker lavomkostningsøkonomierne langt mere, og mere end hvor de egentlig bragtes i anvendelse.

Vi, der lever i Vesteuropa, kommer til at sende en stadigt større del af vort overskud til Asien, Indien og de øvrige emerging markets lande. Det er en udvikling, der ikke vil stoppe før vi er henholdsvis lige fattige eller lige rige.

Det bliver en lang og pinefuld proces for Vesten at måtte give afkald på det økonomiske overherredømme, og det er en meget dyrtkøbt redningsmodel vore beslutningstagere har valgt. Men den fører utvivlsomt til en mere fair fordeling af klodens ressourcer.

Continue reading »

Share

Børsen er Danmarks største dagblad, og et vældigt populært ét af slagsen. Når Børsen skriver en leder i papirudgaven, er det første der brænder sig ind på nethinden når man åbner avisen Lederen – og så glimter selvfølgelig ansvarshavende chefredaktør Leif Beck Fallesen også i anden position.

En Leder skal være retningsgivende og understøtte mediets grundholdninger og synspunkter.

Når dagbladet Børsen tager videnskaben om markedsøkonomiens tip-tip-oldefar Adam Smith som gidsel, i spørgsmålet om “Vi ser neo-merkantilismens grimme ansigt?” - og så i øvrigt selv leverer svaret, (da gode gamle Adam forlængst har forladt denne verden) – synes jeg ikke at Leif Beck Fallesen skal få lov at dyppe tæerne i syndefaldet upåtalt.

Men da Børsen ikke længere giver mulighed for fri meningsdannelse, er oppositionen til Børsens trykte medie henvist til egne betingelser, og det er vel godt – for intet kan være tættere på den offentlige mening end blogosfæren - og svaret er: Nej, vi ser globaliseringen skifte til bakgear.

Continue reading »

Share

Set i bagklogskabens lys vil vi i nær fremtid ikke se Kina som et vækstlokomotiv, men snarere som et sporskifte for verdensøkonomien – en én-sporet linje - der drænede økonomien for den (tvivlsomme) stabilitet, der lå i at have dollarøkonomien som økonomisk hub for resten af verden, en rolle der trods alt gjorde Amerika til verdens største økonomi, og skabte verdens største gæld.

USA’s mission er indtil videre, at forsøge at reducere guldpriserne (dvs. styrke dollarkursen). Kineserne derimod vil reducere olieprisen. (For sig selv.)

Man kan derfor være rimeligt sikker på at Kina vil støtte op om dollaren som verdens reservevaluta. (Men derfor kan man jo godt købe op med arme og ben i Corporate Chimerica.) Den faldende dollar, den stigende indenlandske købekraft og efterspørgsel efter olie i Kina (og Indien) har i høj grad medvirket til de ubehageligt stigende oliepriser, der er Kina’s akilleshæl som verdens værksted.

USA kontrollerer i dag store dele af verdens vigtige oliereserver, ikke mindst i de olierige lande som Irak og Saudi Arabien (i kraft af dollar-ægteskabet). Dette udnyttes til at presse oliepriserne op, i håb om at USA kan kradse nok penge ind til at rette op på deres kolossale underskud.

Samtidig er dollaren unægteligt forbundet til olien (det sorte guld), og da olien handles i dollars, betyder det at dollaren bevares i cirkulation og desuden styrkes valutaens status som international reservevaluta. Men kan USA kan kradse nok penge ind til at rette op på underskuddet?

Ja, hvis prisen på olie kan holdes høj nok, og guldprisen lav nok, skulle der være en chance. Det er derfor at Kina går efter guldet.

Continue reading »

Share

Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Continue reading »

Share

De seneste 25 år har vi oplevet luftakrobatik på højeste plan med andre folks penge. Ben Bernanke er den anden Messias verdensøkonomien har oplevet i dette årtusinde, og han kan sin frelsermanual – både forfra og bagfra - og ved præcis, hvornår han skal gå på vandet eller svømme i jorden.

Vi befinder os i dag ved enden af de største økonomiske indgreb siden Anden Verdenskrig. Men selv om verdens beslutningstagere i dag – i omtågede vendinger – argumenterer for at fortsætte linedansen i himlen for penge, ligner det dog en kolossal systemisk fejl set fra gadeplan. Selvom at G-20 landene’s ledere famler i tågerne efter mere brændstof, hakker staternes fartøj allerede i tændingen. Fiaskoen er indlysende for de arbejdende befolkninger – hvor flere og flere må stille op i de ubeskæftigedes rækker, og priserne på de tungt omsættelige aktiver rasler ned, mens deflationen – stille men sikkert - indfinder sig i ethvert marked.

Paul Krugman – som i øvrigt er nobelprismodtager i økonomi – bedriver udover sit professorat også en blog på New York Financial Times, hvor han dog ikke anvender sin fulde viden og omfattende indsigt i økonomiske forhold og historie – desværre, fristes man næsten til at konstatere – men bruger sin position til at fremføre en lang række synspunkter i pressen, der blot styrker indtrykket af at USA’s økonomiske luftcirkus hengår i snarligt og katastrofalt stall.

Der ligger et kæmpepres fra USA på alverdens lande for at de skal øge pengemængden og ekstrastimulere økonomien (udover den negative realrente og den statslige overtagelse af gæld og risiko med de røde banker og junkbonds, der allerede er opkøbt). Men verden tror ikke længere på frelsen fra pengetrykpressen.

Continue reading »

Share

Paul Krugman – som er nobelprismodtager i økonomi – harcelerer i denne uge på sin blog i NY Times over den sparemani, der fejer henover Europa i denne tid, og den virkning han ser det vil få på den amerikanske økonomi. Selvom Krugman er en højt agtet økonom – og ellers citeres vidt og bredt – er han åbenbart først og fremmest amerikaner.

Amerikanernes forståelse af de økonomiske sammenhænge er forbundet historisk til perioden fra midt i forrige århundrede hvor USA udvikler sig til en økonomisk supermagt frem til idag, hvor supermagten tydeligvis står for at tippe til Kina på lidt længere sigt.

Continue reading »

Share