I Dagbladet Børsen kunne vi fredag d. 2. december 2011 læse en anekdotisk kommentar fra cheføkonom og skattepolitisk chef i Dansk Erhverv Bo Sandberg, om Monthy Python og de multinationale. Kommentaren slynger lidt statistik fra Skatteministeriet frem i offentligheden:

Multinationale udgjorde i 2008 1,6 % af virksomhederne i Danmark, men betalte 53 % af den samlede selskabsskat. De udgør 19 % af den samlede beskæftigelse. 23 % af omsætningen og 27 % af eksporten.

Dansk Erhverv mener, ikke overraskende, at det må være nok at skabe arbejdspladser.

Det er jo et vældig populært synspunkt. Alle lande behøver arbejdspladser, og alle lande har brug for at dets borgere forpligtes til at bidrage til almenvellet.

Men som det vil fremgå af det efterfølgende, kan det være vanskeligt at fastslå i hvilken grad.

The Network of Global Corporate Control blev offentliggjort 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One og er forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder. Ifølge analysen kontrollereres verdensøkonomien – overraskende nok – af blot 147 virksomheder og banker.

For at udrede ejerskabsforholdene definerer forskerne ejerskab som aktiebesiddelse. Hvis ét firma ejer halvdelen af en anden virksomheds aktier, som til gengæld ejer 50 % af en tredje virksomheds aktier, så kontrollerer den første virksomhed indirekte 25 % af sidstnævnte. Denne type koblinger kan analyseres i uendelige dybder på tværs af landegrænser, og ikke helt overraskende tegner der sig et meget centraliseret billede af, hvem der ejer hvad og hvor meget.

Den mest interessante asymmetri er dog ikke, at den centrale kerne blot repræsenterer 3 % af hele netværket, eller at den står for 20 % af de globale handelsindtægter. Den mest iøjnefaldende opdagelse er, at de centrale aktører i denne kerne faktisk også sidder på aktiemajoriteten i de virksomheder, der står for den reelle produktion af varer – og altså kontrollerer det økonomiske maskinrum – i verdens produktionsvirksomheder, som i alt står for 60 % af handelsindtægterne på verdensmarkedet, og at kernen dermed repræsenterer et ægte oligarki.

Den centrale kerne har altså en langt stærkere grad af kontrol over resten af den globale handel, end hvad man faktisk kan læse ud af indtægtsfordelinger eller andre økonomiske nøgletal, og det er et faktum, der ikke er helt uinteressant i skattemæssig sammenhæng…

Continue reading »

Share