Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Hen over konjunkturvendingen er det ene kredit- og pengeinstitut – globalt set – gået på grund, fordi kvaliteten af udlånene er faldet i takt med kreditinflationens udvikling. Det kommer derfor ikke som nogen overraskelse at de enkelte lande vil gå endog meget langt, for at forhindre finanssektoren i at kollapse.

Det er disse hovsapolitikker, der har indbygget en uheldig tantelogik i det finansielle system. 

I Danmark har vi med to bankpakker – og et særligt statsligt beredskab – effektivt forhindret det finansielle system i at visne hen i den finansielle tørkeperiode. Men bankpakkerne er blot det lappegrej, der gjorde at konjunkturcyklen ikke drønede helt i bund i Danmark. Spændet i mellem indlåns- og udlånsrenter er i dag tårnhøjt – fordi bankerne har måttet sende regningen for bankpakkerne videre til forbrugerne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at et af kerneproblemerne i udviklingen af finanskrisen er udsprunget af, at man er gået fra forsigtighedsprincippet. Alene det, at der kunne opstå gnist af tvivl om en bankernes solvensgrad, gjorde at likviditetskrisen brød i fulde flammer. Bankerne holdt op med at låne hinanden penge, og centralbankerne har herefter været nødsaget til at holde det finansielle system likvidt ved at sænke de ledende renter.

Men det centrale problem står – stadig – aldeles uadresseret: Man ser fortsat stort på forsigtighed. Ja, politikerne kræver faktisk uforandret udlånsaktivitet – stik imod Lov om Finansiel Virksomhed’s regelsæt – og har nu indskudt 100 mia. som hybrid kernekapital, for at de finansielle virksomheder kan leve op til de opskruede solvenskrav…

Til trods for at de ypperste bankvæsensmænd har bidraget til det nye regelsæt i Basel III, går man stadig en omvej omkring gryden for at undgå at genoverveje brugen af forsigtighedsprincippet – men dét ville da også være for nemt. Der er derimod stor raketvidenskab i de nye kapitalkrav …

Bankerne, som i forvejen må slås med tårnhøj gearing, forventes at fortsætte processen med at skifte til en lavere klinge, øge både den primære kapitalgrad og den ansvarlige kapital, lægge et par procent til side til uforudsete kapitaltræk og et par procent ekstra oveni, bare som en udglattende konjunkturbuffer. Nå, ja og så have lidt på bogen at låne ud også.

Men likviditet er snart det mindste problem – penge får man i nakken i Nationalbanken.

Det er den hybride kernekapital på 100 mia. som er problemet - den kan aldrig blive ansvarlig kapital - for her har politikerne vekslet madpakkeordninger og vuggestuepladser til kernekapital på sigt.

Continue reading »

Share

Landets Første kan bare ikke vente på at blive de sidste…

Lars Løkke Rasmussen, Statsminister i Danmark, snakker nu igen fandens oldemor et øre af, for at afskaffe sit lands valuta og denominere i euro, og Danmarks Nationalbank lægger desuden institution til phd. afhandling om samme emne. 

At Nationalbankdirektøren kun kan tilslutte sig sin ministers synspunkt kan derfor ikke overraske nogen. Pengepolitik fylder vel også en hel del i hans jobbeskrivelse, det var dog nemmere om den slags tidsrøvende beskæftigelser udførtes i Den Europæiske Centralbank. Hvad gør en driftig mand?

Hvad driver desuden en minister til at ønske at hans land stiller op ved betalerbordet, øjeblikke før regningen falder for uforsigtig og utilstrækkelig pengepolitik?

Man kan næsten ikke bliver mere utidig.

Vi har bemærket at Nils Bernsteins store interesse ligger i at komme snage i pengeinstitutternes bøger.

Men, nej, og atter nej - det bliver hverken eller! – Vi vil ikke af med kronen, og Nationalbankdirektøren kan godt skyde en hvid pind efter finanstilsynets kasket!

Continue reading »

Share

Med al respekt for Nationalbankens dygtige direktion, vil jeg alligevel udpege nogle vigtige målområder i økonomien, som ikke bare er vigtigere end at regne på holdbarheden i bankforretningernes strategier, men også kun varetages af denne institution.

Nationalbankdirektøren skal hellere koncentrere sig om at passe sit arbejde. En centralbanks rolle er ikke hverken at stimulere, bremse eller “tage vare” på økonomien. Den slags har vi så alt rigeligt af i forvejen.

En af de virkelig negative jokere, som følger af tidens ekspansive pengepolitik er bankernes stigende passivitet. Markedet for kortfristet usikret likviditet er enten meget lille eller i fare for direkte at forsvinde i kølvandet på de store tab på uigennemsigtig udlånsvirksomhed.

Det er derfor afgørende for tilliden til vort pengevæsen, at der er en klar grænse - og rollefordeling - i mellem centralbanker, pengeinstitutter, markedet og tilsynsmyndigheder.

Continue reading »

Share

De danske medier har givet resultatet af den europæiske stresstest nogle gode ord med på vejen. Børsen og Business.dk er ligeved at træde hinanden over tæerne, for at kaste de smukkeste roser efter storbankerne.

I Finanstilsynet glæder man sig ligeledes over, at der ikke var nogle danske banker, der måtte have en sveder.

Tonny Thierry Andersen, økonomidirektør i Danske Bank, gnider sig også i hænderne og kalder stresstesten en stor succes, fordi der var et par andre storbanker, der skred i svinget. Han siger, at det styrker tiltroen til bankerne.

Jesper Rangvid, som er professor i Finansiering ved CBS – men som har haft hele værktøjstasken i brug, da regeringen skulle have skruet en redningsmodel sammen – siger ligefrem at det skyldes bankpakkerne.

Lettelsen er til at tage at føle på hele raden rundt, og man fornemmer svedperlerne på overlæben og de duppede pander.

Det er så meningen, at vi også skal ånde lettet op – de danske banker er ikke eksponeret overfor de Sydeuropæiske banker. Puha, hvad?

Hele koret klapper hinanden på ryggen og kalder det godt klaret, og så skulle den hellige grav så være vel forvaret igen.

Continue reading »

Share

De seneste 25 år har vi oplevet luftakrobatik på højeste plan med andre folks penge. Ben Bernanke er den anden Messias verdensøkonomien har oplevet i dette årtusinde, og han kan sin frelsermanual – både forfra og bagfra - og ved præcis, hvornår han skal gå på vandet eller svømme i jorden.

Vi befinder os i dag ved enden af de største økonomiske indgreb siden Anden Verdenskrig. Men selv om verdens beslutningstagere i dag – i omtågede vendinger – argumenterer for at fortsætte linedansen i himlen for penge, ligner det dog en kolossal systemisk fejl set fra gadeplan. Selvom at G-20 landene’s ledere famler i tågerne efter mere brændstof, hakker staternes fartøj allerede i tændingen. Fiaskoen er indlysende for de arbejdende befolkninger – hvor flere og flere må stille op i de ubeskæftigedes rækker, og priserne på de tungt omsættelige aktiver rasler ned, mens deflationen – stille men sikkert - indfinder sig i ethvert marked.

Paul Krugman – som i øvrigt er nobelprismodtager i økonomi – bedriver udover sit professorat også en blog på New York Financial Times, hvor han dog ikke anvender sin fulde viden og omfattende indsigt i økonomiske forhold og historie – desværre, fristes man næsten til at konstatere – men bruger sin position til at fremføre en lang række synspunkter i pressen, der blot styrker indtrykket af at USA’s økonomiske luftcirkus hengår i snarligt og katastrofalt stall.

Der ligger et kæmpepres fra USA på alverdens lande for at de skal øge pengemængden og ekstrastimulere økonomien (udover den negative realrente og den statslige overtagelse af gæld og risiko med de røde banker og junkbonds, der allerede er opkøbt). Men verden tror ikke længere på frelsen fra pengetrykpressen.

Continue reading »

Share