Der er allerede spekulationer ude om hvorvidt Danmark med deltagelsen i Europagten er “de facto medlem” af euroklubben.

EU-professoren Marlene Wind spår, at det nu bliver meget nemmere at trække et “Ja” i land, når det kommer til en afstemning. Sondringen – “Vi er nu medlemmer af møntunionen, bare uden mønten.” - Kommer fra professoren, der jvf. Wikipedida ofte benyttes som EU-kommentator i medierne.

Vi lader lige bemærkningen stå et øjeblik …

Continue reading »

Share
Tagged with:  

I et Europa, hvor landene forfølger egne særinteresser uden fælles kurs, vil Europagten kunne levere en perfekt forlængelse af den konsekvensløse linje der præger EU. Alle kan se, at noget skal der ske i Europa for at genrejse fordums stabilitet og øge konkurrencekraften. Frekvensen af traktatændringer til at reparere på ØMU’en er støt stigende. Seneste påfund er Europagten, som er en løs vejledende udvidelse af traktatområdet.

Problemet er ikke, at vi i Danmark ikke kan tilslutte os at lade de andre have muligheden for at lade stå til – det gør vi jo allerede uden Europapagten – vi har såvidt jeg er orienteret stadig bundet vor valuta og økonomi til ØMU’ens betingelser.

Men ambitionsiveauet i Europagten er sat af den økonomiske krise, og afspejler de alvorlige udfordringer euro-zonen idag er oppe imod, og det er i dén grad op ad bakke.

Europagten er ikke designet til at “styre uden” om kriser – og man kan ikke forhindre at det ind i mellem går helt galt, det er i øvrigt også en fejlopfattelse at kriser opstår pga. at økonomien fejler. De opstår fordi “noget går for godt”. Eller rettere – at noget skidt går godt.

Tilfældet Grækenland viser os at tillid er en blind makker - Grækenlands deltagelse i ØMU’en bygger på en fed løgn og fejlagtige oplysninger. Men det er vanskeligt at gardere sig imod. Det ville jo kræve at man for en sikkerheds skyld skulle opfatte alt som svindel.

Irland, som er ved at udvikle sig til Europa’s enfant terrible og bevidst går efter at bevare de industrielle særbetingelser og fordele landet hidtil har nydt godt af, illustrerer også ganske tydeligt hvor lidt samhørighed, der egentlig er iblandt deltagerlandene.

Europapagten er designet til den isotropi – den skal inspirere og vejlede - men den får aldrig gang i nogen gunstig udvikling i et Europa, der forfølger egne særinteresser uden konsekvens.

Laissez-faire!

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Lars Barfoed formand for det Konservative Folkeparti i Danmark ønsker at sætte spørgsmålet om tilslutning til den fulde ØMU-pakke på dagsordenen her i foråret. Alle partier – pånær de to mest yderliggående – har meldt ud at de synes at europagten er Ok. Så der er ikke noget kontroversielt i Lars Barfoeds udmeldinger.

Det hilses velkommen, at nu også de konservatives åndelige leder vil have foden med på bolden i ØMU-ligaen - og ligsom sin kollega i det andet regeringsparti, Lars Løkke – ønsker spørgsmålet om Danmarks tilslutning til den Europæiske Monetære Union genoptaget. I samlet kor faktisk med både dansk Industri og erhverv. Ja, det er flot!

I sin tid som finansminister har Lars Løkke Rasmussen desuden udtalt: ”Hvis man ud fra en økonomisk betragtning er imod euroen, så byder logikken også at fastkurspolitikken er forkert. Det ville gavne den danske debat om euroen at erkende og fastslå denne kendsgerning.” Denne skarpsindige analyse er i dag ikke blevet mindre aktuel.

At gøre fastkurspolitikken til genstand for en rationel debat er hvad Danmark har brug for.

Denne debat er også nødvendig, når eller hvis Danmarks pengepolitik skal ændres, så den bliver i stand til at føre landet ud af den nuværende økonomiske krise og videre frem og vejen til økonomisk fremgang og finansiel stabilitet, går ikke nødvendigvis igennem deponering af den danske pengepolitik i EU.

Det er derfor en nødvendig debat – og et vigtigt spørgsmål at stille:

Hvorfor vil beslutningstagerne partout have Danmark med ind som fuldgyldigt medlem af ØMU’en?

Man kan remse argumenterne op:

  1. “Vi” (politikerne) sidder ikke med ved bordet når beslutningerne om Europas økonomi tages – og det synes vi er synd for Danmark (os).
  2. Det er irriterende at skulle veksle valuta, når man rejser hjem fra plenum eller lobby i Bruxelles (Hallo – betalingskortet er opfundet!)
  3. Det er uhensigtsmæssigt for dansk økonomi at skulle opretholde en dag-til-dag konto i ECB på 1 mia. euro (Kære politikere, hvad er det egentlig I synes der er galt med at handle kontant?)
  4. Det er forvridende for dansk industri og erhverv, at renterne er højere i Danmark på grund af kronen end i euro-zonen (Kære industri og erhverv: Hvilken tidsalder lever vi i? Man kan låne penge hvorsomhelst. Man behøver ikke at gå ned på hjørnet – brug dog fantasien. Mange landmænd kan godt finde ud af at finansiere sig i CFH eller Yen.)

Vi tror simpelthen ikke på at I har rent mel i posen, og hvorfor mon dog?

Hvad er det der trækker i Bruxelles? Udover de fede – skattefrie – honorarer, rejsediæter og lobbyfordele?

Den danske befolkning er ikke dummere, end at vi godt kan regne ud at I kun er ude på at rumstere med en meget større afgiftskasse i Bruxelles. Det er egentlig klassisk deduktion – bare følg pengene. Sporet leder til momsforhøjelser, et gigantisk bureaukrati og fede fiduser for systemejerne.

Den nye Europagt fokuserer på en række områder, som landene altså selv kan vælge at kigge på – lønudvikling i den offentlige sektor, pensionsalder og skattereformer, og så er det altså op til de enkelte deltagerlande selv at afgøre, hvad de vil foretage sig.

Tror man lige på at det kommer til at ske?

Politikerne, som ligger i et evigt kapløb om popularitet, vil måske falde over hinandens fødder, for at stoppe denne hårde medicin ned i halsen på vælgerne? Nej, vel?

Pagten vil derfor blot komme til at forstærke den igangværende polarisering som truer med at sprænge unionen.

Mere kreditregulering og nationale alarmmekaniser, yderligere sikring af den finansielle stabilitet ved sektorbaserede beredskaber, mere økonomisk koordinering, et fælles skatteniveau for virksomheder og en traktatfæstet seniorpolitik til at håndtere europas gamle, og årlige fællesmøder – med kildevand, fri frugt og fede cigarer – hvor beslutningstagerne kan evaluere på hinandens indsats. (Ja, goddaw do.)

Spørg os bare om vi ønsker at give Jer Diætpagten

Nu har  – historisk set – alle valg om fuldt medlemskab af den økonomiske monetære union faldet ud til et afslag. Der er altså et svælg imellem vælgerne og beslutningstagerne i Danmark. Vil Lars Barfoed mon bygge bro over det?

Europagten er som trukket ud af næsen på danske ØMU skeptikere – frit valg på alle hylder, og absolut ingen forpligtelser – det må da lige være noget for danskerne?

Naturligvis skal Danmark ikke sætte sig med ved bordet øjeblikke før regningen falder.

Den Europæiske eksperimentaløkonomi, som har vist sig levedygtig i godt og vel en halv snes år, står i dag overfor en alvorlig udfordring, ikke blot fordi der spøger en valutaregulering i horisonten, når G-20 landenes eksperimenter er overstået og det internationale valutasystem bliver redefineret.

ØMU’en står i vedvarende forfald, fordi at valutaen ikke er dækket ind i produktion - (og dækker over et minisamarbejde på tværs af sammenbragte europæiske lande, som har benyttet den “stærke” valuta til at øge den nationale gældssætning voldsomt) – valutasamarbejdet er også i forfald - på grund af ineffektiv likviditetsstyring – og en totalt fragmenteret finanspolitik – uden udsigt til at udkantsøkonomierne på sigt vil kunne trækkes uden om depresssion.

Eurosamarbejdet står idag svagere end nogensinde, uden muligheder for at håndhæve den stabilitetspagt, der er forudsætningen for at euroen kan frembyde et attraktivt alternativ til den danske krone, og det er vel også den væsentligste grund til at Europagten er baseret på frivillighed.

Der er ingen, der forventer at aftalerne bliver overholdt. De andre er her kun for at cashe ind. (Ligesom vore beslutningstagere.)

Det må være indlysende i dag, at det ikke er tilstrækkeligt med en fælles valutanominering og nogle frivillige forslag. Der skal også tilvejebringes et fælles grundlag for både finans- penge-, social- erhvervs- og arbejdsmarkedspolitik, for at ØMU’en i praksis kan fungere optimalt i både mod- og medgang.

Man kan ikke samtidig opretholde en fast valutakurs, frie kapitalbevægelser, og en regionalt uafhængig pengepolitik baseret på fri adgang obligationsmarkedet. Disse tre elementer henholdsvis balancerer og destabiliserer valutaen.

Uden en fælles referencepolitik, der dækker hele det økonomiske spektrum i politikkerne arbejder ØMU’en uden sikkerhedsnet.

I en union – med store regionale forskelle, er det naturligt at ikke alle regioner performer ensartet under forskellige økonomiske forhold. Den yderligere harmonisering, som følger af Europagten vil uddybe de økonomiske forskelle, og tilføje de mange forskelligartede økonomier i ØMU’en større skade end gavn.

Pagten vil især styrke de store eksportøkonomier i nord, men svække de svage rand- og sydeuropæiske økonomier yderligere, så nettoeffekten vil være at ØMU’en får langt værre vilkår at virke i! En politik, der postulerer genskabelse af finansiel stabilitet og forbedring af konkurenceparametre ad frivillighedens vej er en regulær dødssejler.

Traktatændringen er både uambitiøs og slap – og vi kan se lige igennem den – den eneste automatiske gevinst det vil afstedkomme, er de fede diæter – lige ned i foret på beslutningstagerne – når de smutter til ordinært rygklappermøde i Bruxelles!

Det er en illusion at forestille sig, at disse frivillige fantasipolitikker kommer til at skabe forbedrede konkurrencevilkår, endsige kan genskabe den finansielle stabilitet for Eurozonen!

Fraværet af effektive styringsmekanismer og den manglende konsekvens, når de traktatfæstede vilkår ikke overholdes, betyder at Europa står mere splittet end nogensinde før, uden det fælles politiske handlerum, der kendetegner en ægte union.

Da den nye Europagt ikke kommer til at faciliterere de nødvendige styringsredskaber som euro-zonen i høj grad har behov for, skal Danmark derfor ikke tilslutte sig denne traktatændring!

Share

G-20 topmøderne har foreløbig ikke løst den økonomiske krise. Kortsigtede hensyn og øget instabilitet har hidtil gået foran langsigtede og bæredygtige økonomiske løsninger, og netop den øgede usikkerhed om økonomiens bærekraft (og de uprøvede og eksperimentelle politikker) viser sig nu at være akilleshælen i G-20 landenes handlingsmodel. Men kan man have tiltro til at politikkerne denne gang finder de vises sten?

Hvor meget G-20 landene ellers ønsker at dæmme op for tilbagegang i økonomierne – vil dagsordenen i tiden der kommer være præget af mere industri- og handelspolitik. Den merkantile kerne i interessekonflikterne træder stadigt mere tydeligt frem, efterhånden som de politiske tiltag løber ud i sandet.

Staterne evner ikke at stoppe tilbagegangen med gammeldags pengepolitik.

Tværtimod.

Når det eneste verdens største økonomi har tilbage i ærmet er, at skabe forventning om stærkere inflation og negativ realrente – og derved håber på at styrke forventningerne til den indenlandske økonomi, er nedtællingen til det næste sammenbrud allerede startet.

Selvom det kan synes fordelagtigt på kort sigt at kvantitative lempelser vil give en ekspansiv impuls til den amerikanske økonomi, vil de stigende inflationsforventninger og den faldende – og i realiteten negative – realrente, skabe større – og langt mere alvorlige – problemer for den amerikanske økonomi, end den vigende vækst som de kvantitative lempelser egentligt var tænkt at skulle dæmme op for. For negativ realrente er ikke tilstrækkeligt til at sætte skub i det private forbrug i Amerika.

I Amerika udgør privatforbrug 70 procent af BNP, og er derfor afgørende for vækstudsigterne i landet. Problemet er, at husholdningerne nu både er påholdende som følge af den voksende arbejdsløshed, og problemerne med at få refinansieret boliglån. Negativ realrente til trods, kan mange husholdninger nemlig ikke få fornyet deres boliglån, da de har en negativ egenkapital.

Kina har også reageret stærkt på at FED har iværksat nye kvantitative lempelser – på ikke mindre end 600 milliarder dollar – for at tilbagekøbe obligationer. FED’s nye planer om at købe statsobligationer for 75 milliarder dollars om måneden, og planerne om at reinvestere i ældre obligationer for 35 milliarder dollars om måneden vil udhule værdien af valutaen.

Der er derfor lagt op til nye politiske forviklinger, når G-20 topmøderne genoptages, hvor det kan forventes at kineserne vil trække de politiske fronter op i mellem Kina og Amerika, ikke mindst for at få en god forklaring på hvorfor, Amerika igen tyr til kvantitative lempelser.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Continue reading »

Share

De seneste 25 år har vi oplevet luftakrobatik på højeste plan med andre folks penge. Ben Bernanke er den anden Messias verdensøkonomien har oplevet i dette årtusinde, og han kan sin frelsermanual – både forfra og bagfra - og ved præcis, hvornår han skal gå på vandet eller svømme i jorden.

Vi befinder os i dag ved enden af de største økonomiske indgreb siden Anden Verdenskrig. Men selv om verdens beslutningstagere i dag – i omtågede vendinger – argumenterer for at fortsætte linedansen i himlen for penge, ligner det dog en kolossal systemisk fejl set fra gadeplan. Selvom at G-20 landene’s ledere famler i tågerne efter mere brændstof, hakker staternes fartøj allerede i tændingen. Fiaskoen er indlysende for de arbejdende befolkninger – hvor flere og flere må stille op i de ubeskæftigedes rækker, og priserne på de tungt omsættelige aktiver rasler ned, mens deflationen – stille men sikkert - indfinder sig i ethvert marked.

Paul Krugman – som i øvrigt er nobelprismodtager i økonomi – bedriver udover sit professorat også en blog på New York Financial Times, hvor han dog ikke anvender sin fulde viden og omfattende indsigt i økonomiske forhold og historie – desværre, fristes man næsten til at konstatere – men bruger sin position til at fremføre en lang række synspunkter i pressen, der blot styrker indtrykket af at USA’s økonomiske luftcirkus hengår i snarligt og katastrofalt stall.

Der ligger et kæmpepres fra USA på alverdens lande for at de skal øge pengemængden og ekstrastimulere økonomien (udover den negative realrente og den statslige overtagelse af gæld og risiko med de røde banker og junkbonds, der allerede er opkøbt). Men verden tror ikke længere på frelsen fra pengetrykpressen.

Continue reading »

Share