Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share

Tunge uvejrsskyer hænger igen gråt i gråt over den indtil fornyligt så frembrusende økonomi. Irerne er tilbage hvor de startede, nationaløkonomien hænger i laser, og de kan nu snart igen skyde skylden på alle andre for landets elendige økonomi og som noget nyt: også politik…

Siden 1973, hvor Irland gik ind i Fællesmarkedet har landets økonomi blomstret pga. store monetære indsprøjtninger fra EU’s regionaludviklings- og strukturfonde. Infrastruktur og styrkelse af væksten også i perifere områder, har trukket den irske økonomi op ved håret, og lagt grunden for et mindre “vækstmirakel”. Langt op i 1980’erne har den irske økonomi  dog haft betragteligt svære vilkår at arbejde sig op fra: En ledighed på 17 % og en overvældende statsgæld på knap 130 % af BNP tyngede stadig den irske økonomi.

Men med et helt Kondratiev’sk tigerspring frem sprang Irland så i 1990′erne ud af det økonomiske åg og blev én af Europa’s mest markante vækstøkonomier. I 1997 faldt ledigheden til blot 5 % og den offentlige gæld til kun 60 % af BNP.

Fra 1996 til 2007 præsterede Irlands økonomi at vokse med i gennemsnit 6,6 procent om året — og det var tre gange så meget som gennemsnittet for EU-landene – Støtten fra EU, kapitaltilførsler fra udlandet, et faldende offentligt forbrug, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, et voksende indenlandsk forbrug, den veluddannede – og engelsktalende - arbejdskraftsreserve (og ikke mindst freden i Nordirland), menes at have skabt betingelserne for et “take-off” i Irlands økonomi. Efter 2001 gennemlever Irland, som resten af verden et byggeboom, baseret på de billige kreditter, som var resultatet af de ekstremt lave renter.

Et af Irlands store problemer er – som i øvrigt andre små tidligere underudviklede økonomiers hovedproblemer-  at størsteparten af industrien er på udenlandske hænder. Afhængigheden af det det globale marked har betydet, at mange af de af nye arbejdspladser, der blev skabt i boomet røg igen, efterhånden som produktionen flyttedes til de asiatiske økonomier.

Desuden trækker kompetence- og erhvervsudviklingen en betydelig skævvridning igennem Irlands nyere økonomiske udvikling. Det er nemlig kun et udsnit af befolkningen, der har nydt godt af den nyere erhvervsudvikling. Landbruget og dele af arbejdsstyrken, der ikke har besiddet de kvalifikationer som den nye industri har efterspurgt, har haft både økonomiske og sociale problemer.

Selvom Irland i nyere tid har ført en velfærdmaksimerende økonomisk politik, er velfærdsprogrammerne ikke er på højde med andre vesteuropæiske landes, det irske samfund bærer derfor i dag præg af en betydelig grad af ulighed. Den fortsat høje vækst efter årtusindskiftet bibragte den den irske stat så store indtægter, at regeringen kunne sætte sig som mål at omdanne Irland til et velfærdssamfund efter nordisk forbillede. Men de lave skatter som tidligere gav erhvervsudviklingen et tiltrængt skub fremad, har dog stået som en væsentlig hindring for at nå dette mål.

Inflationsraten har i Irland i en årrække ligget over EU’s gennemsnit og blev i 2008 er opgjort til 5%. Som i resten af de vestlige økonomier kan man forvente, at den vil stagnere over en årerække som følge af den økonomiske situation. Ledigheden har i en årrække ligeledes ligget på et konstant niveau omkring 4,4% - men har i øvrigt vist en stigende tendens siden 2008 - i juli 2009 ligger den på 12,2%, en udvikling der forventes at fortsætte i den kommende tid.

Irland var desuden det første land i EU, der efter den finansielle krise, som udsprang af de amerikanske suprimelån, udstedte statsgarantier for indlånsmassen i de irske banker – et træk, der fik store dele af Europas stater til at følge efter med lignende garantier. Kort efter vedtager EU et fælles regelsæt for bankredninger og lægger derved grundlag til de særlove vi ser i Danmark med  bankpakkerne I og II.

På grund af at Irland ikke har den samme grad af automatiske finanspolitiske buffere som vi har i Danmark, har den økonomiske krise ramt Irland med særlig stor kraft.

Den irske regering har fundet jernhandskerne frem for at kompensere for det enorme underskud på statsfinanserne. Den offentlige lønstigningstakt er ikke bare dæmpet - nej, de offentlige ansatte er gået betydeligt ned i løn, og samtidig oplever borgerne at skatter og afgifter stiger voldsomt.

Utilfredsheden i den irske befolkning er derfor markant.

Historisk står det europæiske projekt i alt væsentligt som en succes i Irland - mest af alt måske fordi at adgangen til til det store europæiske marked efter tilslutningen til EEC i 1973, satte Irland i stand til at udvikle sig frem imod en frigørelse fra påvirkningerne fra den store naboøkonomi i England.

Der er ingen tvivl om at den økonomiske krise har haft afgørende betydning for tilslutningen til Lissabon-traktaten. Men alternativet har sandsynligvis stået værre ihukommende Irlands økonomiske og politiske historie.

Alt andet lige – er en fremmed præsident bedre jo længere væk han befinder sig - og i alt fald bedre end en englænder - og pengene har jo historisk set være gode nok – og hvis det meste er sat over styr alligevel…

Hvor galt kan det så gå med mere EU?

Share