Det er vanskeligt at spå – især om fremtiden. Men det er ikke svært at se hvad konsekvenserne bliver af den række af uheldige omstændigheder, som har præget verdens nyere økonomiske udvikling. Den økonomiske krise er nemlig ikke bare et udslag af akutte fejl i de sidste par år.

Man kan kun bebrejde de politiske beslutningstagere for at fortsætte den hovedløse ekspansive – og eksperimentelle – planøkonomiske subsidiering af det finansielle kredsløb. Hvis topmøderne kan siges at give en strømpil for hvor verden bevæger sig hen de næste 10 år er der ingen udsigt til bedring.

Tværtimod viser historien at monetære sammenbrud altid har ført til ekstreme forhold af langvarige konflikter og politiske omvæltninger. Så sandsynligvis er fremtidscenariet, at det herfra blot vil  blive værre og værre.

Den økonomiske krise er resultatet af dekaders politiske og økonomiske fejltagelser, dårlige pengepolitikker, uhensigtsmæssige finansielle reguleringer og et jævnt dårligt proceduralt grundlag for finansiel virksomhed – og muligheden for at “eksportere” risikoen ved tvivlsomme kreditinstrumenter globalt - (som følge af en fejlslagen liberalisering fra Basel II grundlaget for finansiel virksomhed, og de efterfølgende feberredningsaktioner, der sattes i værk for at redde den finansielle sektor for en verdensomspændende nedsmeltning ), samt dårlig lovgivning der muliggør parallelisering af finansielle aktiviteter, således at tab kan dækkes længere end hvad godt er, og derved opbygge en stigende mistillid i markedet på grund af engagementer i disse tvivlsomme aktiviteter, som ligger uden for primær drift.

Den voldsomme indsats, der er gjort for at dæmme op for det økonomiske sammenbrud, har også svækket økonomiens evne til at reparere det tabte. Kreditmarkederne står derfor i dag i kø til en drastisk forværring.

Der er sandsynligvis også på kort sigt et dramatisk fald på børserne under opbygning, og på grund af de høje gearinger i markedet, vil det medføre yderligere opstramning i kreditterne og sende renterne i vejret. Nu ér der tekniske analyser af aktiemarkedet, som peger på at trenden for året er at aktierne vil holde niveauet. Jeg tror bare ikke på det. Verdens aktiemarkeder slår for tiden ud i rødt. Der er et voksende gab i forventningerne til hvilken retning økonomien udvikler sig mellem aktiemarkedet, der konstant jagter det næste boom, og kreditmarkedet, som har blikket stift rettet mod ikke at tabe penge. Mens aktiemarkederne har priset forventningerne til vækst og stigende indtjening ind i markedet, er kreditmarkedet i stigende grad i gang med en omstilling til et deflationsscenarie efter Japansk model. En divergens, der også burde være et vink med en vognstang om at aktiemarkedet er på vej mod en alvorlig korrektion.

Konjunkturerne er i øjeblikket kunstigt høje og vil dæmpes kraftigt, når den ekspansive finanspolitik aftager i takt med at gældskrisen tager til. I den kommende tid vil recessionen atter indfinde sig – ikke blot i Europa’s økonomier – men også i Amerika og Kina.

Kerneproblemet i denne krise – som i alle andre tidligere kriser – er at man har slået plat på begge sider af mønten – alt for mange gange. At trykke for mange penge, udvande lødigheden eller konstruere forretningsmodeller hvor risikoen for tab bliver usynliggjort, har altid været årsagen i ethvert økonomisk sammenbrud.

Krisen er strukturelt set tre-dimensional – aktivinflation, overinvestering og ekspansiv pengepolitik udgør de tre akser hvor omkring ekstremerne har kunnet stortrivedes, og det er især overinvestering på boligmarkedet og den ekstreme gældsætning – både for stater, banker og borgere, der er fulgt i hælene på kreditinflationen, som er hovedproblemet.

Ideen om at staten skal manipulere med renteniveauet for at stabilisere økonomien virker stik modsat, så den økonomiske krisepolitik har i den grad spillet fallit. Ja, man må nærmest fastslå at situationen er på vej helt ud af kontrol. Denne urealistiske og overdrevne tro på forenklede økonomiske makroindikatorer, skyldes at beslutningstagerne har en helt anden virkelighedsopfattelse – og en helt anden dagsorden – end vi almindelige mennesker, der må slås med konsekvenserne af deres beslutninger.

Set i bagklogskabens lys vil vi i nær fremtid nok ikke se Kina som et vækstlokomotiv, men snarere som et sporskifte for verdensøkonomien – en én-sporet linje - der drænede økonomien for den (tvivlsomme) stabilitet, der lå i at have dollarøkonomien som økonomisk hub for resten af verden, en rolle der trods alt gjorde Amerika til verdens største økonomi, og desuden skabte verdens største gæld.

USA’s mission er indtil videre, at forsøge at reducere guldpriserne (dvs. styrke dollarkursen). Kineserne derimod vil reducere olieprisen. (For sig selv.)

Verdensøkonomien bevæger sig – i den nuværende fase - fra at være en realøkonomisk krise, til at blive en regulær gældskrise (og snart følger hele det statsfinansielle menukort: Inflation, arbejdsløshed, statsbankerotter, valutakriser og handelskrig).

At der tilsyneladende vil gå et stykke tid førend centralbanker, økonomer og politikere når frem til samme erkendelse, kan konstateres på at der gang på gang doseres på mere af det samme: Alt for lave renter (som skaber finansbobler på sigt, og udhuler købekraften, så den sunde del af økonomien taber endnu mere moment).

De makroøkonomiske konsekvenser af denne lidelse er kraftigt voksende ledighed og inflation (som først indfinder sig når renten kravler i vejret), da de absurde statslige injektioner og den kunstige (negative) realrente foreløbig holder sammenbruddet fra døren. Men det er lidt ligesom at låse døre af mod oversvømmelser – når det er dæmninger og sandsække, der er brug for.

Staterne har med den ekspansive finanspolitik og de kvantitative pengepolitikker gjort dårlige tider værre, og problemerne i økonomien er nu langt mere alvorlige end under finanskrisen. Ydermere er en ny og værre Finanskrise under opbygning i Kina. I Europa har man desuden søsat et nyt illusionsnummer og en helt ny form for subprime-krise kan derfor snart løbe af stabelen – bare på statsniveau. I Storbritannien er situationen alvorligt på vej ud af kontrol – og den britiske stat ejer nu op til over 80 % af det finansielle system! I  Amerika er basispengemængden er fordoblet siden starten på finanskrisen og statsgælden er nærmest eksploderet til mere end svimlende 13.000.000.000.000 $. Obama-administrationen’s sociale kontrakt med det amerikanske folk er samtidig desuden vokset væsentligt og man anslår at den offentlige gæld (inklusive de ufinansierede forpligtelser) i dag løber op i nærheden af 600 % af BNP i USA.

  • De ændrede udgangsbetingelser for de økonomiske udsigter betyder at den finansielle stabilitet er langt mere usikker, og landenes meget alvorlige forværringer i gældskvoten betyder, at der kan forventes både drastiske opstramninger i kreditter og markante – både renteforhøjelser på den korte bane – og stigende lange renter på obligationsmarkedet, efterhånden som det bliver stadigt mere vanskeligt at agere i obligationsmarkedet, og konkurrencen om kreditter og likviditet tager til.
  • Man kan da heller ikke afvise at vi står over for et totalt sammenbrud i de internationale kapitalmarkeder. Det er i høj grad sandsynligt, at vi nu træder ind i en periode med både deflation, stagnation og økonomisk tilbagegang. Parallellen til den store depression er tydelig.
  • Et Europa, der ikke formår at samles om at bringe det politiske grundlag i orden, og skabe rammerne for en fælles finanspolitik på et asymmetrisk grundlag truer med at kuldkaste ØMU-samarbejdet. På grund en yderligere gearing af Europa’s økonomi med EFSF, står man i euro-zonen desuden sandsynligvis foran en ganske alvorlig likviditetskrise.
  • Et umådeholdent amerikansk forbrug, som er ude af proportion med værdiskabelsen i USA, og bygger på den helt urealistiske værdistigningskarussel, der sættes i gang når de kvantitative pengepolitikker driver realrenten under nul, truer med at bringe den samlede verdensøkonomi til et “tippingpoint”, hvorfra værdierne vil styrtdykke når dollaren brister, på grund af dens rolle som reservevaluta.
  • Et Japan, der har trasket den nyttesløse deflationsvej med regelmæssige kvantitative lempelser i pengepolitikken og en alt for lav rente de sidste par dekader. Tilfældet Japan illustrerer ganske præcist, at en ekspansiv finanspolitik langt fra er tilstrækkeligt, når forventningerne til økonomien svigter.
  • Efter alt at dømme opbygges der desuden i Kina i dag en monumental boligboble – “subprime” på kinesisk – med uholdbare lånekonstruktioner og overoptimistiske myndigheder, der når boblen brister truer med at trække den kinesiske økonomi fra overhalingsbanen tilbage til sneglesporet igen, og værdien af den kinesiske boligmasse er i forhold til landets BNP, på vej til at nå et kritisk niveau, nemlig det niveau Japan lå i ved udgangen af  1980′erne (hvor boblen bristede).

Fællesnævneren for de store finansielle kriser – Japan i 90′erne og fremefter, USA, Irland og Spanien nu, Danmark og Sverige i 90′erne (og måske også nu), er et overinvesteret ejendomsmarked, der springer som en boble. Puf!

Kina anvender sin oppustede finansielle kraft til at skabe en gigantisk kreditdrevet boble – ikke bare i fast ejendom, men også i værdipapirer. (Boblen opnår sin dødelige kraft i samspillet mellem de enorme mængder likvider den kinesiske centralbank leder ud i økonomien og de helt urealistiske udlånsvilkår, der følger i hælene på G-20 landenes fantasikur imod dårligt drevne banker (og de hovedløse økonomiske politikker), der har rådet i verden i det meste af dette årtusinde.

At finansiere lange papirer med korte penge er noget, der både kan – og ofte vil - medføre store problemer, også selv om den kortsigtede fordel, der består i en lav rente og fordelagtige konjunkturer kan forekomme attraktiv på den korte bane.

Netop på grund af de valgte krisetiltag, har man forstærket de kapacitetsbegrænsninger der er i markedet for produktionen.  Tiltag som har tvunget den kinesiske ”mirakeløkonomi” op i et helt urealistisk niveau og skabt en overinvesteringsbølge – uden sidestykke i kapitalismens historie – i både i boligsektoren og produktionen, som er helt ude af proportion med både behov og efterspørgsel.

Den globale afmatning begrænser Kinas forudsætninger for at skabe økonomisk vækst, og det er ikke specielt godt, for Kina kan nemlig ikke leve af indenlandsk efterspørgsel og forbrug alene, og vækst i den private sektor er derfor bydende nødvendig især nu, hvor den den udenlandske efterspørgsel og eksporten falder. Kina benytter da også byggesektoren til at skabe den nødvendige vækst i økonomien.

Men det er ikke en politik der er helt uden komplikationer. Problemerne på det kinesiske boligmarked er i dag langt mere fundamentale og væsentligt større end i USA og Storbritannien før finanskrisen, og kinesiske eksperter mener selv, at de høje boligpriser lægger en dæmper på den fremtidige vækst som følge af langsommere urbanisering.

Forbrugerprisindekset er Kina i år steget med 3,5 %, det er den hurtigste stigningstakt i to år. Stigningen skyldes især stigende fødevarepriser. Styrerenten har i Kina ligget uændret på 2,25 % siden 2007. Dvs. at styrerenten i hele nærværende år har været lavere end inflationen. Mange kinesere er i dag med rette bekymrede for, hvad der vil ske med deres penge.

Kinas økonomi er presset op i en uholdbar pris- og overinvesteringskarrussel – der ikke bare bygger op til et historisk krak, men også skaber en monumental ulighed i Kina. Migrationen fra land til by tydeliggør den markante forskel i mellem de moderne forbrugere i byerne og de mange uformuende, ufaglærte arbejdere, der kommer til byerne fra landet i en lind strøm, uden synderlig chance for at deltage i den store bygge- og forbrugsfest i det store “kommunistiske” land.

Men Kina slider med at skabe forudsætningerne for fortsat vækst. Så længe den indenlandske efterspørgsel formår at skabe 10 mio. jobs pr. år - og det vil være muligt at bygge endnu et kraftværk til at levere kraft og energi til arbejdspladser og beboelser - vil væksten fortsætte.

I takt med at de kinesiske banker og finansvirksomheder kan opkøbe udenlandske værdipapirer og finansiel virksomhed, vil det desuden være muligt – på sigt – at konvertere den store statsøkonomi til at fungere på markedsvilkår. Men også dét er et kapløb med tiden.

En stadigt større andel af økonomien går nemlig til at løfte levestandarden. Den moderne kinesiske forbruger er akkurat som alle andre mennesker, og forbruget er derfor støt stigende. Inflationen indfinder sig derfor med stadigt større hast, og de stigende leveomkostninger sætter økonomien alvorligt under pres. Lidt populært kan man sige, at kineserne ikke vedvarende kan løfte væksten op i det to-cifrede felt - når de spiser en stadigt større del af kagen op - uden fortsat at puste pengemængden op med statsmidler.

Nu har man i de senere år anset deflation for et langt mere alvorligt problem end inflation, på grund af den uhensigtsmæssige psykologi den afstedkommer. Selvom det ér ganske svært at forsvare de store offentlige underskud, der i dag opbygges i de nationale økonomier, kan man sige at verdens beslutningstagere historisk set træder nye veje ved at føre en ultra ekspansionær finanspolitik. Når man ved at det træder i stedet at føre den altopslugende krig - med alle de menneskelige lidelser det medfører – som ellers tidligere har tjent som et nyt springbræt for økonomien, forstår man godt den bagvedliggende filosofi.

Deflationens psykologi er meget anderledes end inflationens, og man kender den ikke særligt godt – i den forstand, at de økonomisk-politiske ideer ændrer sig markant over tid. Sidst verdensøkonomien var i en langvarig, deflationær tilstand var i 1930erne, og det var først WWII, der fik trukket gang i hjulene igen. Det er for os i dag nærliggende, at man godt kan føre ekspansionær finanspolitik uden at føre krig – men det viser sig i praksis at det kan være ganske svært at forsvare store offentlige underskud uden den tvingende nødvendighed, der ligger netop i krig.

Det som beslutningstagerne er bange for er, at disse forskellige kræfter enten vil puffe den skrøbelige vækst omkuld, eller at økonomien helt vil nedsmelte, hvis man ikke gør det rigtige – i rette tid – og på det rigtige sted. Begge scenarier er i høj grad mulige, dvs. det vil sandsynligvis indtræffe. Både deflation, inflation og depression er en meget plausibel videreførelse af den række af uheldige omstændigheder ligger i forlængelse af denne krise.

Indtil G-20 topmødet i Toronto, har de store nationaløkonomier formået at holde en vís konsensus omkring den bedste vej ud af det økonomiske morads, som er dagens betingelser. At der ikke er en entydig fælles linie overfor den økonomiske krise skyldes også at de historiske og politiske forudsætninger i denne fase af krisen træder i forgrunden når den nødvendige økonomiske politik skal vælges.

Hvordan man skal forholde sig til konsekvenserne vanskeliggøres af, at det tit er et spørgsmål om politisk synsvinkel både at vurdere og docere den rette (be)handling over for fænomenerne.

Amerikanerne og Englænderne er i en fase hvor man mest frygter at den økonomiske afmatning kommer til at trække investeringer og forbrug ned - og fører derfor en forbrugsstimulerende og investeringsfremmede politik – for at styrke tiltroen til økonomien - og udskudt forbrug og investering ikke skal sætte økonomien i en løkke af udsættelser, forventninger om yderligere fald osv. (Deflation)

Europa frygter mest at de mange store kvantitative lempelser har ført økonomien ud på inflationens overdrev, hvor risikoen for alvorlig inflation igen truer. (Kvantitative lempelser er betegnelsen for den form for pengepolitik man må føre, når renten ikke kan sættes yderligere ned for at injektere likviditet ud i det finansielle system for at stimulere økonomien).

Man regner normalt med at en vis inflation styrker markedet og gør det lettere at opnå justeringer i de relative priser og lønninger - fordi prisbevægelserne foregår asymmetrisk. Nogle priser stiger slet ikke, andre stiger svagt, atter andre relativt stærkere – og bidrager derved ved at smøre alle økonomiens små tandhjul - og hjælper med at udvide kapacitetsgrænserne for økonomien og skaber grundlag for fortsat vækst i aktiviteterne.

Hvorimod under deflation - altså når der er faldende priser - gør modstanden imod prissænkninger, at der konstant er problemer i markedet. Der er tendens til langt større skævheder i de relative priser – og dermed dårligere tilpasning til en verden i stadig forandring - end under let inflation. Samtidig er der problemet med at investeringer har tendens stil at udsættes under deflation - for priserne falder jo – og da det jo typisk er billigere at udskyde indkøb af nye maskiner, boliger, biler og andre forbrugsgoder osv. sættes mange af de udvekslingsmekanismer, der driver væksten i et meget højt gear – typisk vil det udmunde i en korrektion, hvor priserne finder sit nye leje, med alle de tragiske konsekvenser det medfører for økonomien.

Deflation gør altså at det generelle prisniveau for varer og tjenester går i en vigende udvikling (og altså er det modsatte af inflation), og deflationen virker da også langt anderledes end inflationen på realøkonomien.

Ligefrem at tale om “deflationens dødspiral”, kan på bagkanten af en højkonjunktur synes både imaginært og ses som et udtryk for rent tankespind. Historisk set har verdensøkonomien da heller ikke ligget i en langvarig, deflationær tilstand siden 1930′erne. Så personlige erfaringer med fænomenet er nærmest ikke-eksisterende i dag…

Men der er skræmmeeksempler på deflationens dødelige indvirkning på økonomisk vækst i de senere års udvikling i Japan, hvor man har oplevet at prisfald sidst i forrige årtusinde har ført til en langvarig sammentrækning i økonomien. (Kun afbrudt af en kort periode med relativt opsving fra 2003-06). Tilfældet Japan illustrerer ganske præcist at en ekspansiv finanspolitik langt fra er tilstrækkeligt, når forventningerne til økonomien svigter.

Til trods for at Japan oplever overskud på betalingsbalancen - som jo burde støtte den langsigtede tillid – og samtidigt et vældigt stort – og stigende – underskud på de offentlige budgetter - som pr. definition er ekspansiv finanspolitik (desuagtet hvorvidt underskuddet er tilstræbt eller ej), falder Japans BNP med ca. 2 % i 1998, og på trods af økonomisk vækst i 97, 99 og 2000 er produktionen i Japan i 2000 lavere end i 1996.

I Japan oplever boligejere, at prisfald har ruineret dem – lånene overstiger langt boligens værdi, opsparinger og alderdomspenioner er væk – og man må faktisk spænde livremmen hårdt ind. Alle disse faktorer medvirker til at skabe yderligere recessioner og det sætter yderligere økonomien i yderligere fald.

I japan varede deflationen helt frem til 2003. Herefter følger tre år med bedring i økonomien, men i 2006 må Japan så igen gribe til kvantitative lempelser for at forhindre at deflationen kvæler det finansielle system, som vi efterhånden også har stiftet grundigt bekendtskab med i resten af verden…

Skal man inddrage de mulige udviklingsmuligheder for økonomien, som kan medvirke til et sådant forløb bliver det nødvendigvis et tankespind, og det behøver ikke engang at være netop den kombination af faktorer, der bliver realiseret, for at verden oplever en alvorlig forværring af nedkonjunkturen.

For indeværende år synes væksten i verdensøkonomien at flade ud fra første halvår – hvor væksten har været lidt højere end forventet til andet halvår der nu ventes at blive lavere end tidligere forventet. Ideen om økonomisk opsving er altså i realiteten ren science fiction.

Hvis G-20 landenes hensigter og eksperimentelle politikker mislykkes kan fremskrivningen af den økonomiske og politiske udvikling meget nemt komme til at se ud således:

Gældskrisen og det mentale gearskifte i krisebehandlingen fra en forbrugs- og investeringsstimulerende kvantitativ penge- og finanspolitik, til imødegåelse af den undgåelige stærke inflation vil føre tilliden til økonomien helt i bund i både Europa og USA – helt i bund – i 2011…

Året 2011 starter med eurofobi: De store forskelle inden for valutaunionen – og asymmetrien i de økonomiske forudsætninger, og konsekvenserne af den inflationsskabende penge- og finanspolitik – forstærker de sociale skævheder, der eksisterer på tværs af landene. Revolte, oprør og brand i gaderne bliver derfor dagens orden i middelhavslandene.

I Tyskland viser væksten en stadig fremgang, der står i stærk modsætning til de øvrige ØMU-landes svage eller direkte svindende vækst, en vækst som uddyber asymmetrien i Europa’s økonomier og nødvendiggør at euro-renten tilsidst må stige på grund af de voksende kapacitetsproblemer. Det medfører at opbakningen til de stramme budgetter ude i Europa møder svigtende opbakning i befolkningerne.

I et Europa hvor der ellers er en deflationær spiral igang, der virker som en regulær vækstbremse og derfor sender Euro-zonens arbejdsløshedstal opad, er ECB’s pengepolitik nemlig den rene gift for væksten.

Det Europæiske marked står mærkbart i stampe. Udvekslingsmekanismerne, som ellers støtter randstaternes økonomi bremser voldsomt op - og flere lande står foran en regulær statbankerot – da det nærmest er umuligt at afhænde statsobligationer i markedet, samtidigt med at der i Tysklands store økonomi skæres til benet for atter at bringe de offentlige finanser ind på vækst og stabilitetspagtens spor.

I året 2011′s andet kvartal drives Englands valuta igen i bund – og står i fare for at bryde sammen for spekulanternes pres. Renten er en overgang 400 % i, men stabiliseres på 16 %. Kun på grund af at Europa stadig er i en fase med stadig angst for inflation holdes renten nogenlunde i ave. Regn med at Pund skal havlveres i værdi, og klarer man skærene i første omgang, vil næste bump komme ved årskiftet, hvor der bygges op til et regulært nytårskrak.

Men i England er tilliden nu så lav, at man overvejer at gå over til euro, der ellers nu efterhånden mest af alt ligner en tabervaluta.

Der er uro på aktiemarkederne allerede i februar. Især i USA er aktiekurserne vokset op i en urealistisk høj kurs (P/E for høj) på de billige renter og den store likviditet. Specielt for finansaktier er kurserne drevet meget højt op på grund af den helt urealistiske kvantitative pengepolitik; alle finansaktier taber 14 % i værdi over en uges tid. Men også virksomheder, der rent faktisk kan fremvise gode resultater oplever kursfald. Men kursfaldene er trods alt begrænsede og ikke ganske uventede, så en egentlig børspanik bliver det såmænd ikke til første omgang.

Kina foretager den længe ventede appreciering af yuan, og det øvrige Sydøstasien står derved ved en skillevej - følger man med med dollar nedad - eller følger man Kina op?

Styrkelsen af den kinesiske valuta øger kinesernes købekraft og det påvirker verdensmarkedspriserne på en lang række produkter – både ind for fødevarer og arbejdsintensitive artikler. Men det svækker regionens konkurrenceevne markant på verdensmarkedet - og rammer tilsvarende eksportører af ikke arbejdsintensive produkter. Bl.a. styrkes østeuropas konkurrenceevne væsentligt, og troen på den kinesiske mirakeløkonomi står i fare for helt at forsvinde.

I året 2011 har de amerikanske forbrugere stadig negativ opsparing på grund af den stærke deflation – forbrugsvæksten er også forlængst forduftet. Selv hvis aktiekurserne bare var holdt op med at stige, ville privatforbruget være blevet skåret ned, i takt med at man øgede nedbringningen af gæld - men kurserne stagnerer ikke, de falder – stærkt – og privatforbruget falder derfor også markant.

Henover sommeren vil stimuleringen af økonomierne være aftaget på grund af den voksende rentebyrde, og kraftige kursfald i efteråret vil indvarsle den nye trend. Jeg forventer at kurserne vil droppe først med en halv snes procent fra gearede investeringer, og dernæst op til 50 procent på forventede lavere P/E værdier.

Kombinationen af afdæmpede globale økonomiske udsigter og den svigtende tillid blandt investorerne rammer nu bredt. BRIK landene inddrages nu også, og kombinationen af et Europa og Amerika/Japan/Storbritannien i regulær deflation, og et Kina der nærmer sig sin første recession, er håbet om vækst forlængst forduftet.

Finansmarkedernes usikkerhed slår hårdt. I fjerde kvartal krakker børserne i USA – og denne gang er det ikke kun finansaktierne, der går i frit fald.

Stemningen er endegyldigt vendt.

Med udsigt til frit fald på alverdens børser – snarere end kursstigninger - vil alle pludselig sælge. Det er en afgørende vending, så går det rigtigt stærkt. Tabene er ekstremt store og spreder sig til det skrøbelige ejendomsmarked, og de fleste af de resterende finansielle institutioner bukker under. Verdensøkonomien skrumper nu i en stadig mindre spiral.

Den svage vækst vil desuden forstærke volumenproblemet i den kinesiske eksperimentaløkonomi, og på det tidspunkt vil de asiatiske markeder derfor også dratte og lavkonjunkturen vil indfinde sig i den kinesiske økonomi, der er pustet op i en gigantisk boble. 6 milliarder boligkvadratmeter under opførelse og 64 millioner ubenyttede boliger, trækker grundlaget væk under den kinesiske økonomi, og det kinesiske banksystem braser sammen når vækstmiraklet falder til jorden, som et korthus af betonelementer og varm bobleluft. Når først boblen er sprunget springer økonomien hurtigt tilbage i den kinesiske æske.

Nye penge har en kort levetid.

Men er krakket i Kina katastrofalt for Riget i Midten, er det for intet at regne for den betydning det får for resten af verden, der stadig slås med konsekvenserne af krakkene i 2001 og 2007.

Kursfaldene har markante realøkonomiske konsekvenser, da det kinesiske boom gennem de seneste år i vidt omfang har været drevet af kursgevinster og inflationen styrer mod at bryde stabiliteten, lønninger, fødevarepriser og energipriser udviser nu en kerneinflation på 18 %, og omfattende strejker slås ned med hård hånd, og der er tusinder af dræbte. De mange statsmidler, der er postet ud i økonomien defaulter og udvikler sig til non-performing loans og de ny-kapitalistiske magthavere lærer det lille nye ord “konkurs” at kende, når de breder sig som en steppebrand over de økonomiske eksperimentalzoner.

Amerikansk økonomi er nu i dyb krise på grund af den eksplosive vækst i den offentlige gæld og vanskeligheder med at afhænde nye obligationer i markedet, selvom at renterne stiger markant - og importen falder drastisk. På grund af nedsmeltningen i amerikansk økonomi er et af de sidste håb væk for de områder, der havde set frem til at kunne eksportere sig ud af krisen.

Både Japan og Europa rammes særdeles hårdt. Skibsfarten rammes nu hårdt på linietrafikken, og den voldsomme overkapacitet på fragt skærper konkurrencen væsentligt. Den internationale luftfartsbranche er nu også under alvorligt pres.

En række storbanker må atter reddes af staten, og tilliden til den sociale kontrakt udhules endnu mere: Flere store virksomheder splittes op i Japan, og de frasolgte virksomheder skærer hårdt ned, bukker under eller lukker – og andre store virksomheder må gribe til massefyringer.

2012: I Europa går man også ind i recessionen med en svækket valuta, en voldsom gæld og stor politisk uenighed om mål og midler for at stoppe krisen – hertil skal lægges en stigende skepsis omkring den langsigtede udvikling i blandt befolkningerne. Stort set alle andre regioner i verden er i krise.

Produktionens fremstillingsvirksomheder må nu sænke salgspriserne. Kombinationen af prisfald og dalende eksportafsætning starter nu et nyt spidsrodsløb for virksomhederne, og beskæftigelsen viser alvorligt vigende tendens i tredje kvartal.

Priserne falder til en start kun lidt, men markedspsykologien er ændret markant, og priserne bare falder, og falder og falder.

ØMUen og Euroen er nu også i et deflationært scenarium.

Konsekvensen er yderligere virksomhedslukninger, fyringer, konsolideringer og nedlæggelse af datterselskaber i udlande og andre besparelser. Der begynder nu at fremkomme en lang række af handels-relaterede klager - der forlanges offentlige indgreb for at beskytte mod unfair konkurrence – og de skattetunge og gældsplagede økonomier får nu også en begyndende handelskrig på halsen.

Der kommer nu til en række 3-vejs handelsstridigheder mellem USA, Europa og Kina/Sydøstasien. Arbejdsløsheden stiger nu markant og der er stadigt dalende tillid til fremtiden.

Deflationen strammer økonomien alvorligt ind. I de rige lande tvinger krisen de offentlige økonomier på en skarp budgetslankekur. Der gennemføres en række småreformer, der har til formål at tilpasse arbejdsstyrken til den nye fagre verden, men den støt stigende skattebyrde hæmmer den økonomiske udvikling væsentligt, og reformerne opnår ikke at støtte en produktivitetsforbedrende udvikling.

I de fattige lande er problemerne langt værre. Kommunikationssystemer og elforsyning bryder sammen mange steder på grund af manglende vedligeholdelse og problemet med at skaffe de nødvendige ressourcer – endsige få råd til at gøre noget ved de systemiske fejl og mangler i infrastrukturen.

I de store millionbyer i den tredje verden vokser befolkningerne nu med alarmerende hast, da depressionen driver store befolkningsgrupper ind mod metropolerne i søgningen af job og indtægtsgrundlag.

I Europa undergår det politiske samarbejde en drastisk forandring. Når det går galt med stort set hele den øvrige verdens økonomi, er der et et hårdt pres på udenrigshandlen, med mindre der lukkes af – og en række protektionistiske tiltag fjerner truslen mod de mest truede erhverv - til gengæld rammes de brancher, der ellers ville have været mest dynamiske – men bare endnu ikke har den samme lobbyistiske dygtighed som de gamle erhverv.

Det sker fordi handelshindringerne er et tveægget sværd. Handelskrig er en kamp med kun tabere. At de tekniske handelshindringer, der følger af en regulær beskyttelsespolitik hæmmer væksten ved at begunstige de forkerte brancher bekræftes med al tydelighed endnu en gang, og den stigende arbejdsløshed forværrer nu de offentlige finanser, som i forvejen er skåret til benet, og skatterne må igen hæves.

Sidst på året foreslår G-20 en stor, fælles økonomisk vækstpakke for Kina, USA, Europa og Japan. Man er enige om at der er behov for at gøre noget, men det må helst ikke koste noget videre. Specielt i EU er stemningen meget kategorisk. Der ligger et stort forklaringsproblem på de europæiske ledere, hvis der skal anvendes flere midler på at styrke væksten uden for regionen – desuden har man hænderne fulde, blot med at få ØMU’en til at fungere, og kan ikke vise svaghedstegn og dermed true den langsigtede monetære stabilitet. Derfor kan der kun være tale om en ganske lille vækstpakke – oven i alle de svimlende stimulipakker, som blev søsat først i krisen – som i øvrigt ikke gavnede stort for andet end at sende statsgælden mod skyerne - mener man i Frankfurt, København, Paris, London og Benelux - og resten af EU…

2013:  Man enes på G-20 topmødet i Hong Kong om at iværksætte “The Mother of all kickstarts” – men pakken bliver bare en diminutiv skygge af hensigten og er de facto uden virkning. Det bedste man kan sige om den er, at den styrker de Kinesiske interesser i den tredje verden, som er udsat for en nykolonisering fra riget i midten, og på amerikansk facon køber store naturområder op, etablerer mineraludvinding og sætter råstofindustriudvikling på tapetet i den tredje verden, som herved oplever et væsentligt løft i økonomierne. I Ghana kommer man op på over tusinde dollar i BNP per capita!

Enkelte lande forsøger sig isoleret med regionale vækstpakker, men det går ikke så godt. I Danmark gennemfører det røde kabinet en sideløbende stimuleringspakke (der mest går ud på at redde den styrtblødende byggesektor, og få øget beskæftigelsen). Men forsøget på at skubbe verdensøkonomien i gang bliver en dyr fornøjelse for de hårdt skatteplagede danskere…

Verdens BNP falder i år 2013, mens befolkningen vokser med omkring 2½ % og arbejdsløsheden eksploderer, ikke mindst i Kina og det øvrige Sydøstasien, hvor migrationen fortsat driver en stærk bevægelse fra landbruget mod de eksperimentelle økonomizoner i byerne.

2013 bliver et skelsættende år. Forventningen er nu økonomisk isolationisme og kaprustning på produktion. Der er et voldsomt stigende pres på naturressourcerne, og levestandarden falder over én kam, miljøet bløder, antisemitisme og øget fremmedhad præger nu den offentlige debat – man kan ikke gøre så meget ved økonomien, men man kan lægge de fremmede for had – det kræver ikke andet end en dårlig karma og et skidt temperament…

2014: Eurofeber og miljøkatastrofer

I foråret overvejer man seriøst en europæisk økonomisk ekspansion. Ukraine, Hviderusland og Kaliningrad ønsker at blive knyttet tættere til EU. Ønsket overvejes naturligvis og modtages forskelligt i de forskellige medlemslande, der er med i ØMUen, og man bliver enige om at være uenige, for man kæmper stadig med at få ØMU’en til at fungere uden en egentlig fælles finanspolitik.

Dermed skifter holdningen også i Europa. Mange venter, at Europa – i bedste fald - kommer til at stå i stampe - og i værste fald – gå fra at være blandt de rigeste områder i verden til at blive et af de mest tilbagestående. I den øvrige verden går det jævnt skidt med økonomien – BNP falder svagt – og endnu værre med politikken.

Demokratiet er hastigt på retur. Der er sporadiske kupforsøg i Rusland og Centralasien, der slås ned med hård hånd, men tilliden dykker yderligere. Der er nu massiv kapitalflugt fra regionen. Rusland har fået vældigt gang i våbeneksporten, mens resten af økonomien officielt står stille – og reelt er i frit fald.

Sydafrika rammes af massive etniske uroligheder. Massiv kapitalflugt ses nu også her. Krigene i Centralafrika breder sig over hele kontinentet, så stort set hele Central-, Øst- og Sydafrika nu er i krig eller befinder sig i en borgerkrigslignende tilstand. Store kinesiske interesser er nu på spil.

Der er nu kup i Kina, hvor flere regioner prøver at rive sig løs! Tibet, Taiwan og Hong Kong er massivt besat af den kinesiske hær i et forholdstal 1:35 i Lhasa, Hong Kong og Taipei (hvor over 250.000 soldater holder byen i et jerngreb). Tibet anerkendes som selvstændigt en række lande, bl.a England, USA og enkelte EU-lande og en række Latin Amerikanske lande.

Men ikke af Danmark, som i stedet retter en hård kritik mod at lægge 18 % af Tibets floder i rør – og sætte 35 % af Tibets dale under vand - for at skabe 45 vandkraftværker, der når de står færdig kan forsyne alle Kinas industribyer med kraft, og samtidig sætter dem i stand til at fylde undergrunden op under de to ørkener, der ellers truer med at omdanne hele Kina til en kæmpe sandørken.

I mange af verdens fattige lande er der imidlertid fortsat stor afvandring fra landbruget, og dermed er der brug for meget stor vækst i produktionen for at undgå stigende arbejdsløshedsproblemer. Det er sigende, at Kinas økonomi nu er i krise, til trods for en vækst på 7.8 %. i 2014 ifølge de officielle tal, måske et par procent lavere iflg. andre kommentatorer.

I mange af de fattigere lande er systemet nu under kraftigt pres. Tilliden til de siddende regeringer er afhængig af at de leverer varen, i form af tålelige og – helst fremgang i – levestandarder og livsbetingelser.

Stigende kriminalitet, udbredt arbejdsløshed, regulære gadekampe, ødelagte butikker og kapitalflugt knækker tilliden til stabiliteten. I mange fattige lande vil det tage dekader at genoprette den. Dermed udhules fundamentet for den fremtidige udvikling. Nulvækst og endog negativ vækst er ikke tilstrækkeligt på globalt plan og vil forvolde alvorlige kriser i mange fattige samfund. Mafiavirksomhed er den eneste sektor, der udviser en pæn vækst.

2015: ØMU suspenderes og der rejses et økonomisk sølvtæppe omkring Europa

Protektionismen vokser overalt i verden, og handelskrigene bryder ud i hele verden. BNP-stagnationen fortsætter på globalt plan.

Nogle områder rammes dog i væsentlig grad lang mere alvorligt end andre - og de globale spændinger vokser - Nord/Syd asymmetrien sprænger endelig Mastricht-traktatens snærende bånd og de sydeuropæiske lande renominerer i deres historiske valuta. ØMUen suspenderes herefter “indtil videre” Men Euroens værdi baseres atter på de nationale valutaer. NEO-EMS’en er en realitet. EU samarbejdet styrkes dog på sikkerhedsområdet, og en egentlig EU-hær ser nu dagens lys, ligesom Schengen samarbejdet udbygges til at være kontrolleret af et egentligt grænse-gendarmkorps.

2016: Global nedtur

Det globale BNP falder svagt. Handelstraktater brydes nu overalt i verden - aftaler er til for at blive genforhandlet og suspenderet - eller i alt fald suspenderet på ubestemt tid.

Vi ser nu at verden går nu ind i en æra med planøkonomisk udvikling. Man bekender sig ganske vist fortsat til markedsøkonomien, men der er nu tvingende økonomiske og sikkerhedsmæssige grunde til at have detailkontrol på flere og flere områder:

  • Planøkonomien styrker den regionale beskæftigelse
  • Detaljestyring begrænser også det ressourcespild en konkurrenceøkonomi vil frembyde
  •  Det fremmer bestemte, lokale interesser

Man siger nu at det er den nødvendige politik, at det er det mest rationelle og økonomiske …

(Stalin har ikke levet forgæves)

2017: A-våben bruges i praksis, tilliden til fremtiden fordufter som dug for solen

Den lange og meget dybe krise som det tabte årti har gennemgået har ikke blot rykket grænserne for, hvad der anses for at være acceptabelt på det handelspolitiske område. Alle andre holdninger er nu også under pres. I to af krigene i Centralasien anvendes A-våben; i Kirgisistan-konflikten trues med A-våben, (men et kup i Rusland leder til forhandlinger, krigen afblæses og Uzbekistan overtager kontrollen med territoriet.)

Det er nu indlysende at A-våben er til for at bruges. Truslen om anvendelsen er derved blevet både troværdig og ganske effektiv.

A-våben kan købes ganske billigt, og flere (sandsynligvis 2-4) terroristornetværk råder nu over A-våben. Den faldende levestandard og den stigende mangel på ferskt vand medfører alvorlige sundhedsproblemer i de tætpressede befolkninger i storbyer og flygtningelejre, og en del grænser lukkes nu af hensyn til smitte og risiko for farlige pandemier.

Tilliden til fremtiden falder massivt i verden, og det globale BNP falder 2-3%. Politi- sikkerhed og militær og andre rustningsudgifters himmelflugt hindrer økonomisk kollaps i de rige lande. Statens rolle i økonomien øges stærkt: Den frie konkurrence er fin til forbrugermarkedet, men fungerer ikke i forbindelse med oprustningen; erfaringsmæssigt ved man jo, at der skrues urimeligt op for priserne.

Planlægnings- og koordineringsfunktionen af de samfundsøkonomiske aspekter bliver en stadig vigtigere funktion, og den styrelse eller det ministerium, der har magten over de økonomiske planer, bliver det mest magtfulde ministerium i de fleste OECD-lande.

2018: Det kritiske sammenbrud og behovet for en regulær verdensregering

Der foregår nu en omfattende og ivrig offentlig debat omkring behovet for at få regulær verdensregering, og FN er udset til at få en den nye rolle.

Det er ingen overraskelse at  fattige lande eller på anden måde mindre væsentlige lande får ganske lidt at skulle have sagt i den nye ledelsesform – men som noget nyt bliver små folkeslag opfattet som bevaringsværdige, når de er på et antal under 25 millioner. Det skal selvfølgelig være demokratisk, men i tidens ånd lægger man især vægt på effektiv ledelse. (Arven fra Kina fornægter sig ikke)

Der er nu udbrudt omfattende hungersnød – og mangel på vand og daglige fornødenheder i stor stil –  i de fleste af de fattige landes storbyer og hertil skal lægges en lang række borgerkrige og civile opstande. Infrastruktur og økonomi og politisk magt er her i total opløsning. I andre lande holder en stærkt centraliseret regering fast i magten med jernhånd, men hverken demokrati eller menneskerettigheder har længere gode kår – nogen steder – og alle vegne er behovet for at have ydre fjender for at retfærdiggøre den indre undertrykkelse er voksende.

Efterhånden erkendes det i de rige lande, at truslen om brug af A-våben ikke længere er begrænset til terror-organisationer eller mere eller mindre gale diktatorer. 

BNP er stadig vigende i de fattige lande under ét, men stiger nu svagt i de relativt velstående lande, og dermed i verden samlet, og det går langsomt fremad mod lysere tider.

2020: Happy ending – det tabte årti er endelig slut!

Den katastrofalt dårlige udvikling får endelig konsekvenser for landenes vilje til at gøre noget ved problemerne. At stå i problemer til halsen gør, at det endelig lykkes at nå frem til en forpligtende aftale mellem de dominerende statsmagter om en koordineret økonomisk politik.

Der fastlægges en pengepolitisk målsætning om moderat inflation og den bredeste form for stabilitet – med vide grænser - og sættes gang i seddelpressen. Det globale BNP stiger først med 1,5 %, beskæftigelsen med 2% og optimismen begynder så gelinde at tø op.

Share

50 Responses to “Det tabte årti”

  1. Alberto siger:

    hardy@apparition.fruit” rel=”nofollow”>.…

    thanks for information!!…

  2. Theodore siger:

    vagrant@champion.lifeblood” rel=”nofollow”>.…

    спс за инфу!!…

  3. Arturo siger:

    cattle@blacked.welchs” rel=”nofollow”>.…

    tnx for info!!…

  4. Allen siger:

    unburned@musique.lent” rel=”nofollow”>.…

    tnx for info….

  5. ronald siger:

    african@diaphragmic.wrenching” rel=”nofollow”>.…

    thanks for information!!…

  6. Brett siger:

    orioles@screamed.podolia” rel=”nofollow”>.…

    ñýíêñ çà èíôó!!…

  7. Chad siger:

    flown@dissenting.quits” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ….

  8. Nathan siger:

    aerosols@huffman.perception” rel=”nofollow”>.…

    tnx!…

  9. otis siger:

    vasady@horizons.mckenna” rel=”nofollow”>.…

    ñýíêñ çà èíôó!!…

  10. stuart siger:

    willed@situated.forepaws” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ!…

  11. steven siger:

    viennese@genuinely.dispersed” rel=”nofollow”>.…

    ñýíêñ çà èíôó!!…

  12. harry siger:

    libertie@coop.bypass” rel=”nofollow”>.…

    tnx….

  13. joshua siger:

    menagerie@ryan.kkk” rel=”nofollow”>.…

    tnx!…

  14. Brent siger:

    patrick@lifter.freshened” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ!!…

  15. Joel siger:

    spare@mucosa.stratforde” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ!!…

  16. brent siger:

    primers@revolved.hash” rel=”nofollow”>.…

    áëàãîäàðåí!!…

  17. Allen siger:

    ridges@rodder.boeing” rel=”nofollow”>.…

    thanks!…

  18. clifford siger:

    methacrylate@legislation.stiles” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ….

  19. mathew siger:

    schapiro@arger.upperclassmen” rel=”nofollow”>.…

    thanks!!…

  20. Kent siger:

    ills@wealth.adjourns” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ!!…

  21. Joshua siger:

    exposure@pessimists.dusted” rel=”nofollow”>.…

    good!!…

  22. Derek siger:

    sleepless@flick.shrink” rel=”nofollow”>.…

    thanks for information!…

  23. Willie siger:

    godot@superimpose.diminishes” rel=”nofollow”>.…

    thank you!…

  24. Claude siger:

    capably@pedal.zoo” rel=”nofollow”>.…

    tnx….

  25. Gene siger:

    tum@marcius.friends” rel=”nofollow”>.…

    áëàãîäàðåí!…

  26. morris siger:

    clarity@stirs.sank” rel=”nofollow”>.…

    áëàãîäàðþ!!…

  27. harvey siger:

    unappeasable@motioning.justifiably” rel=”nofollow”>.…

    hello….

  28. Harvey siger:

    louiss@luiss.numerically” rel=”nofollow”>.…

    ñýíêñ çà èíôó!…

  29. Roy siger:

    panza@stifling.casein” rel=”nofollow”>.…

    áëàãîäàðåí!!…

  30. Matthew siger:

    signposts@emption.buildin” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ….

  31. orlando siger:

    steroid@sideline.binoculars” rel=”nofollow”>.…

    thank you!…

  32. glenn siger:

    bookkeeping@supermarket.adhesives” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ!!…

  33. Frederick siger:

    soapsuds@bowed.powerfully” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ….

  34. Travis siger:

    prank@turkeys.lorain” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ çà èíôó….

  35. Nick siger:

    hits@epidemiological.adagio” rel=”nofollow”>.…

    ñïàñèáî çà èíôó!…

  36. hubert siger:

    coco@knotty.appeased” rel=”nofollow”>.…

    ñýíêñ çà èíôó!…

  37. matt siger:

    mandated@cadre.environment” rel=”nofollow”>.…

    thank you!…

  38. alvin siger:

    dockside@salesmen.tidied” rel=”nofollow”>.…

    thanks!…

  39. gary siger:

    bugeyed@explosively.woodruffs” rel=”nofollow”>.…

    ñïàñèáî çà èíôó!!…

  40. Wayne siger:

    buys@stretching.hiram” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ!…

  41. norman siger:

    loses@approved.income” rel=”nofollow”>.…

    tnx!!…

  42. Corey siger:

    befuddling@abysmal.thornburg” rel=”nofollow”>.…

    ñïàñèáî çà èíôó!!…

  43. chester siger:

    toomey@axles.pupated” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ….

  44. Alexander siger:

    ballistics@mercury.psyllium” rel=”nofollow”>.…

    ñïàñèáî….

  45. wallace siger:

    unwittingly@conspired.workpiece” rel=”nofollow”>.…

    thank you!…

  46. Matthew siger:

    replenished@assistant.attempted” rel=”nofollow”>.…

    tnx….

  47. Lynn siger:

    molds@clarify.douglas” rel=”nofollow”>.…

    ñïàñèáî çà èíôó….

  48. clayton siger:

    inconsistencies@wilders.litter” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ….

  49. Freddie siger:

    boatyards@spelman.ocarina” rel=”nofollow”>.…

    ñïñ çà èíôó!…

  50. eric siger:

    carryover@thinned.residences” rel=”nofollow”>.…

    áëàãîäàðþ….

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.