Skatteminister Morten Østergaard er ude i et privat ærinde, når han vil gøre det mere attraktivt at være selvstændig.

Morten Østergaard siger – »Det skal være billigere at drive virksomhed i Danmark, og derfor er behovet for skattelettelser i erhvervslivet større end behovet for at lette skatten for folk i arbejde.«Han kalder det også for en misforståelse, at skattelettelser i bunden for folk i arbejde er løsningen, hvis man vil have flere af de cirka 800.000 danskere, der er på offentlig forsørgelse, i beskæftigelse.

»Det er min mening, at der her og nu er et akut behov for at se på, hvordan man kan sænke skatten for selvstændige erhvervsdrivende«, siger Morten Østergaard i Berlingske.

I det hele taget er hele koret af arbejdsgiver- og iværksætterforeninger sprunget ud af træværket og synger for lettelse af skatten i toppen af indkomstskalaen. (På bekostning af de laveste lønninger.)

De siger, at det øger produktiviteten.

Jvf. Danmarks Statistik er der i Danmark ca. 300.000 virksomheder. De danske virksomheder er kendetegnet ved mange små firmaer og kun få store firmaer, faktisk har 93 procent af de danske firmaer under ti ansatte.

Det er inden for industrien, at de rigtig store firmaer findes, selv om de udgør mindre end hver tiende af alle firmaer i Danmark.

Næsten halvdelen af arbejdsstederne ligger i Jylland, mens knap 1/3 findes i hovedstadsområdet.

I gennemsnit er der omkring 10 job pr. arbejdssted, men arbejdsstederne er af meget forskellig størrelse ligesom firmaerne.

Langt de fleste af arbejdsstederne er ret små: På to tredjedele af arbejdsstederne er der mindre end 5 job.
Der er rent faktisk kun omkring 8.500 arbejdssteder i Danmark med 50 eller flere job.

I dag arbejder næsten tre ud af fire i de tjenesteydende erhverv. Det er både private tjenesteydelser i form af handel, transport, finansiering, videnservice og personlige tjenesteydelser og offentlige tjenesteydelser over for borgerne.

Alligevel arbejder godt 1,3 millioner fuldtidsansatte – eller 63 procent af det samlede antal fuldtidsansatte – i de største firmaer med 100 eller flere fuldtidsansatte.

Den største koncentration af store virksomheder i den private sektor findes inden for finansiering og forsikring, hvor 81 procent er beskæftiget i de største firmaer.

På baggrund af disse fakta om dansk erhvervsstruktur er det vanskeligt at se hvordan en reduktion af topskatten skulle forbedre produktiviteten.

Ligesom at det også må være et åbent spørgsmål hvorledes de 19 procent af de private virksomheders arbejdspladser på den baggrund skulle blive mere produktive.

Faktisk er der langt større gevinst – for alle – hvis man hæver topskatten og sænker den del af skatten som returneres ud i forbrug – altså mellemskatten, og hæver uddannelsesniveaet.

Historisk set har vi i den vestlige verden øget produktiviteten i gennem de sidste 60 år på grund af den teknologiske udvikling. Produktiviteten stiger stadig globalt set – med færre og færre hænder

Skal Danmark fortsat have del i den vækst, skal der investeres i uddannelse.

Produktiviteten øges ikke ved at fede katten, men ved både at investere i arbejdsstyrkens ideer og kompetencer.

Share
Tagged with:  

Det er ikke kun i klimaet at ekstremerne træder i forreste række. Den negative realrente viser at de økonomiske politikker er slået helt fejl – ikke bare her – men i stort set hele markedsøkonomien.

Udviklingen i den japanske økonomi har vist os at regelmæssige kvantitative lempelser i pengepolitikken – og en alt for lav rente – samt en ekspansiv finanspolitik langt fra er tilstrækkeligt, når forventningerne til økonomien svigter. For når deflationen indtræder i økonomien starter det et kapløb med tiden for at nedbringe gældsbyrden og øge opsparingen.

Alle omkring os, på nær Sverige og et par andre smålande blinker i dag rødt med stigende risiko for både deflation og recession.

Rapporter om både stagnation og decideret fald i forskellige dele af økonomien trænger sig da også i forgrunden - også fra geografiske regioner, der hidtil har nydt godt af verdensøkonomiens ubalancer. Der kommer flere og flere tegn på kommende nedskæringer.

Fra mange kanter – også herfra - er der opfordret til at få låst renteniveauet i lyset af forventning om et snarligt rentehop. Det  ser dog nærmest ud til perioden med ultralave renter kan komme til at trække i langdrag. Men lad dig ikke narre.

Den globale økonomi er et økonomisk korthus, og det kan vælte før du aner. Den aktuelt største trussel er den voksende risiko for deflation – ingen tvivl om det – hvis deflationen får lov at bide sig fast, vil boligmarkedet nemlig komme til at lide under de vigende priser rigtigt mange år frem.

Continue reading »

Share
Tagged with:  

Det er tid til at fryse renten på boliglån

On 24. marts 2012, in Makroøkonomi, Nationaløkonomi, Politik, by Eyvind Lyberth Nielsen

Udbud- og efterspørgselssituationen på lånemarkedet gør, at det måske netop nu er optimalt at fryse renten på boliglån. Det bedste tidspunkt er lige før renten begynder at stige. Det er nemlig ikke kun udbud og efterspørgsel på kreditter, der påvirker renteniveauet, men også pengepolitiske forhold.

I den forgangne uge har man skoset Nationalbankdirektøren for at udtale sig om værdien af det danske boligmarked. Men hvorfor skulle Nationalbankdirektøren være den eneste der ikke må have en mening om Boligmarkedet? Han er et af de mennesker, som faktisk ved noget om penge i dette land.

Det er værd at notere sig at Nationalbankdirektøren udtaler sig om økonomiske forhold uden for det pengepolitiske felt, og jeg tror ikke at Nils Bernstein udtaler noget uden at have en dagsorden.

Bevares, det er altid interessant at se reaktionerne fra ordførere fra de store kreditanstalter, når Bernstein kalder en spade for en spade og taler direkte om realøkonomien. Jeg tror bare ikke at nogen af de herrer topøkonomer har forstået dybden i denne krise – eller ihvertfald rutter de ikke med sandheden i deres “analyser”. Jeg vil mene at Nils Bernstein måske oven i købet er lige optimistisk nok – men 3½ eller 3-5 år før vi ser en bund i markedet er ikke den store divergens.

Det er et faktum at man ikke kan sælge noget for mere end hvad andre vil betale, derfor er prissætningen på fast ejendom også inde i et i et limbo som ingen kan sige hvor langt ned rækker…

Nils Bernstein har derfor højst sandsynligt ret, når han hævder at boligpriserne er elastiske og synker under “realværdien” i en negativ boble (der kan briste). Det er ikke nogen nyhed.

Det kan enhver konstatere ved selvsyn bare ved at kaste et blik ud til siden af vejen, og tjekke priser på internettet. Boligpriserne er den nøglefaktor i realøkonomien, der har størst indflydelse på væksten – det er et forhold som bolig- og ejendomsprisboblerne, og udviklingen i realkøkonomien kun kan bekræfte.

Continue reading »

Share

Enten så skifter Danmark kurs og vælger en offensiv økonomisk politik, der rettes mod krisens årsager, eller også sendes danskerne ud på en frugtesløs ørkenvandring og skubber derved bare ansvar (og pris) til senere afregning.

Afkoblingen fra økonomien fortsætter stadig med uformindsket styrke globalt, og selvom konjunkturerne er milde ved dansk økonomi, vil de også i den sidste ende få ram på økonomien i vor egen lille andedam, hvor den danske krone er hård valuta.

Et af de store spørgsmål – før monetarismen – var om der er grænser for vækst.  I dag kan vi blot håbe at det ikke er tilfældet.

Set over det lange perspektiv, kan det forekomme besynderligt, når vi er klar over at økonomien vil køre af sporet – den ene gang efter den anden, at der er så lidt man kan gøre ved det. Viljen fejler ikke noget, men særligt begavet, det kan man ikke påstå at vi handler.

Især ikke når det viser sig, at vi kun meget trægt tager ved lære af vore fejltagelser.

For Danmark var de økonomiske forhold vidt forskellige for de to hovedkriser i perioden 1987-2011.  Hvor der i det meste af perioden 1987-93 var fremgang for de danske eksportvirksomheder, har den økonomiske krise i de senere år stort set raset globalt.

En anden central forskel har været, at økonomiens udgangspunkt af opkonjunkturen målt på både betalingsbalance, udlandsgæld, offentlig gæld og arbejdsmarkedet var langt stærkere i det første årti af 2000-tallet end i 1980′erne.

Der er fællestræk for de to kriser – en forudgående overophedning af den danske økonomi og stærkt stigende ejendomspriser - men der er også markante forskelle i den førte finanspolitik. I årene umiddelbart forud for de senere års finanskrise bidrager en konjunkturmedløbende finanspolitik til at forstærke overophedningen af økonomien. Hvorimod en stram finanspolitik i midt-80′erne bidrog til at reducere overudnyttelsen af produktionsresurserne.

Continue reading »

Share

I Dagbladet Børsen kunne vi fredag d. 2. december 2011 læse en anekdotisk kommentar fra cheføkonom og skattepolitisk chef i Dansk Erhverv Bo Sandberg, om Monthy Python og de multinationale. Kommentaren slynger lidt statistik fra Skatteministeriet frem i offentligheden:

Multinationale udgjorde i 2008 1,6 % af virksomhederne i Danmark, men betalte 53 % af den samlede selskabsskat. De udgør 19 % af den samlede beskæftigelse. 23 % af omsætningen og 27 % af eksporten.

Dansk Erhverv mener, ikke overraskende, at det må være nok at skabe arbejdspladser.

Det er jo et vældig populært synspunkt. Alle lande behøver arbejdspladser, og alle lande har brug for at dets borgere forpligtes til at bidrage til almenvellet.

Men som det vil fremgå af det efterfølgende, kan det være vanskeligt at fastslå i hvilken grad.

The Network of Global Corporate Control blev offentliggjort 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One og er forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder. Ifølge analysen kontrollereres verdensøkonomien – overraskende nok – af blot 147 virksomheder og banker.

For at udrede ejerskabsforholdene definerer forskerne ejerskab som aktiebesiddelse. Hvis ét firma ejer halvdelen af en anden virksomheds aktier, som til gengæld ejer 50 % af en tredje virksomheds aktier, så kontrollerer den første virksomhed indirekte 25 % af sidstnævnte. Denne type koblinger kan analyseres i uendelige dybder på tværs af landegrænser, og ikke helt overraskende tegner der sig et meget centraliseret billede af, hvem der ejer hvad og hvor meget.

Den mest interessante asymmetri er dog ikke, at den centrale kerne blot repræsenterer 3 % af hele netværket, eller at den står for 20 % af de globale handelsindtægter. Den mest iøjnefaldende opdagelse er, at de centrale aktører i denne kerne faktisk også sidder på aktiemajoriteten i de virksomheder, der står for den reelle produktion af varer – og altså kontrollerer det økonomiske maskinrum – i verdens produktionsvirksomheder, som i alt står for 60 % af handelsindtægterne på verdensmarkedet, og at kernen dermed repræsenterer et ægte oligarki.

Den centrale kerne har altså en langt stærkere grad af kontrol over resten af den globale handel, end hvad man faktisk kan læse ud af indtægtsfordelinger eller andre økonomiske nøgletal, og det er et faktum, der ikke er helt uinteressant i skattemæssig sammenhæng…

Continue reading »

Share

Her, på nippet til Finanskrisen (replay), er der grund til at rejse en advarende finger mod at binde flere statsmidler op på at styrke den ansvarlige kapital yderligere, for at modvirke at den finansielle stabilitet svækkes yderligere, når – eller hvis – euroen styrter til jorden.

I udgangspunktet står dansk økonomi stærkt med egen valuta, en klippestabil økonomi og en af Europas laveste offentlige gældsætninger. Det kommende sammenbrud i Europas bankvæsen vil uddybe forskellen i mellem de europæiske nationers grundlæggende økonomiske muligheder for at styrke den finansielle stabilitet, og dér er dansk økonomis akilleshæl den tårnhøje private gældssætning.

Men danskernes kreditappetit er også ligefrem et guldæg, når renten igen stiger.

Regningen for nullernes ubesindige udlånspolitik vil her på kanten af krisens anden omgang blive sendt til både kreditorer og aktionærer – og kommer til at udradere ejerskabet til en stor del af de finansielle strukturer, der ligger uden for den centrale kerne -  her i anden omgang, vil det nemlig trække tæppet væk under de svagest funderede kreditanstalter.

Ikke kun som følge af at likviditetskrisen kommer tilbage for fuld kraft og dræner bankerne for likviditet. Men også fordi, at den resulterende likvitetsklemme vil forstærke effekten af de øgede kapitalkrav i Basel III, som er designet til at beskytte Corporate Core Business snarere end nationaløkonomierne.

Continue reading »

Share